Indre som det ydre?

Hvad er der med denne ganske flotte, unge mand fra en anden tidsalder, hvorfor ser han så vemodig og plaget ud? Han er fin og velplejet i sit flotte jakkesæt, men ligner én, der lider mange kvaler, og som er ekstremt ulykkelig. Ikke desto mindre er jeg overbevist om, at mange piger fra hans samtid må have fundet ham flot og tiltrækkende. 
Nu ved jeg tilfældigvis, at han havde et svært liv, og at han på sær vis endte med at blive meget berømt på grund af alle de problemer, han kom ud for, inden han døde som 27-årig. Berømmelsen skyldtes dog ikke bare den utrolige modgang, han blev ramt af, men først og fremmest hans værdige og helt igennem fantastiske måde at tackle den på.
Han blev født i Leicester i England i 1862 og havde en normal barndom med en mor, der elskede og støttede ham på alle måder. Formentlig har han været en yndig baby, og indtrykket af ham som en begavet fyr må være blevet forstærket af hans kunstneriske talent, idet han både tegnede og byggede flotte modeller af bygninger. Allerede da han var omkring 5 år gammel, begyndte den grusomme forvandling, der på et senere tidspunkt gjorde ham berømt: hans hud udviklede grå, ligesom stivnede områder, og han fik desuden efterhånden mange store svulster rundt omkring på kroppen.

Hans kærlige mor tog sig af sin søn, plejede og passede ham samt underviste ham i forskellige fag, og det var et forfærdeligt chok for ham, da hun døde i 1873. Han fik ret hurtigt en stedmor, der simpelthen ikke kunne fordrage ham og viste det meget tydeligt. Det stod ham klart, at han måtte forlade hjemmet, og som 13-årig fandt han et job som cigar-ruller, men måtte opgive det to år senere, da hans højre hånd blev mere og mere deform. Den venstre derimod fik ingen skavanker, og det var den, han brugte til at skabe sin kunst.

Ingen ville give ham et job, og da hans far ansatte ham som sælger, skræmte han kunderne væk, fordi han efterhånden var så vanskabt af hudforandringer og svulster. Desuden var hans stemme også  forvrænget på grund af huden. Fordi det ikke lykkedes ham at sælge faderens varer, slog denne ham så voldsomt, at han flygtede og havnede som 17-årig på en arbejdsanstalt, hvilket han hadede. Hér opdagede han imidlertid en levevej, som hans samtid ellers anså som umoralsk, nemlig at lade sig udstille som cirkus-attraktion. Det gav ham en indtægt, men desværre (for ham) lukkede myndighederne cirkusset i 1884. Denne nye modgang fik ham dog ikke til at opgive sin nye, utraditionelle karriere. Han turnerede rundt i Europa med drømmen om et fremtidigt stille og trygt liv for den opsparing, hans optræden indbragte ham, men i 1886 blev han efterladt i Belgien uden en krone på lommen. Hans surt erhvervede penge havde lederen af hans show nemlig stjålet, før han stak af og lod ham tilbage i det fremmede land.
Dette ville have været en forfærdelig situation for et rask menneske, men for denne mand var det katastrofalt, for han havde jo altså ingen midler, så han kunne komme hjem til England, og folk forstod som regel ikke, hvad han sagde. På en eller anden måde lykkedes det ham dog at få solgt sine sidste få ejendele, så han kunne skrabe nok sammen til hjemrejsen.
Samme år fattede en læge, Frederick Treves, interesse for ham og hans tilstand, som han beskrev i "The Times":

Ingen havde nok forventet, at dette brev i "The Times" ville føre til en økonomisk hjælp, der gjorde det muligt for den syge at klare sig uden andet arbejde, men det gjorde det. Faktisk viste offentligheden en generøsitet, som ingen havde ventet, og han blev nu mødt af venlighed fra forskellige mennesker som bl.a. den unge enke Leila Maturin, der besøgte ham og var med til at gengive ham troen på, at han havde en værdi i sig selv. 
Alle mulige notabiliteter som f.eks. kongeparret og kronprinsen (den senere Edward VIII) tog pludselig del i hans skæbne, men nok ikke uden en god portion nysgerrighed. Dvs. at på en måde var denne nye og forbedrede sociale situation samtidig en gentagelse af hans liv som udstillings-objekt i cirkusset. Alternativet, hvor han sultede og slet ikke kunne klare sig selv, var dog værre for ham som person, og det hjalp også, at han følte en vis stolthed over disse mennesker interesse.
Lægen havde fremhævet hans begavelse og menneskelige egenskaber: han var ikke et uhyre, som han var blevet kaldt, men et følsomt menneske med intelligens og videbegær. Blandt hans interesser var litteratur - ikke mindst Jane Austen - kunst og brevskriveri, men den 11. april 1890 var det hele slut: den 27-årige døde, da han forsøgte at "sove normalt". Hidtil havde han sovet siddende, da vægten af hans deforme hoved gjorde det umuligt for ham at ligge udstrakt. Man mener, at han alligevel ville prøve den normale sove-stilling, og det kostede ham livet, da hans hals brækkede på grund af hovedets tyngde. Typisk nok blev hans skelet længe bevaret som udstillings-objekt på et engelsk hospital, men det lader dog til, at (det meste af) hans lig nu er begravet på normal vis.
Og hvem var dette fantastiske menneske, der huskes og elskes af mange også i nutiden? Hans navn var Joseph Carey Merrick, men de fleste kender ham nok bedre som "Elefantmanden".

 

En film fra 1980 af David Lynch med John Hurt som Merrick har gjort ham kendt og elsket i vore dage, og der er sikkert efterhånden sket en vis form for sentimentalisering af ham som person, men mange af hans samtidige har bekræftet, at han virkelig var et enestående menneske, der klarede sig igennem et meget vanskeligt liv med værdigheden i behold.

En anden cirkus-"artist", der ligesom Joseph Merrick levede af at vise sine deformiteter frem, var "The Lobster Boy", Gary Stiles, men hans måde at håndtere sygdommen på var helt anderledes. Hans liv bestod af bitre og hadefulde angreb på mennesker, han mente burde behandle ham på en anden måde. Bl.a. mishandlede han sin første kone og skød sin ene datters kæreste. Forståeligt nok var der til sidst én, der myrdede ham, og ingen lod til at begræde hans død. To liv, to tilgange, der siger meget om disse to som mennesker ....

...................................................................

(Det øverste billede er en nutidig genskabelse af ham ud fra hans kranium og de oplysninger, man har om hans slægtninge. Sådan ville han formentlig have set ud, hvis han ikke havde haft den sygdom, der deformerede ham, nemlig formentlig Proteus Syndrome).