fredag den 21. februar 2020

Den falske optik



Dagens indrømmelse hér et par dage efter den latterlige dom: det vil tage LANG tid, før jeg glemmer Britta Nielsen-sagen. Sådan vil det sikkert også være for mange andre danskere, for magen til led kælling skal man da lede efter. At en del af hendes forsvar bestod i påvisningen af det beklagelige faktum, at der ikke blev ført kontrol med hendes arbejde i Socialstyrelsen, gør det hele endnu mere grotesk. Dem, der burde have ført kontrol, svigtede, men ses dette som pligtforsømmelse, og bliver de straffet? Næh, de går åbenbart fri, og det er det allermest forargelige i denne groteske sag. De har modtaget deres gage for at sikre, at en medarbejder ikke kunne gøre det, som hun faktisk har gjort i 25 år, og det er altså ikke i orden.
Undervejs i den langvarige retssag har Britta udtrykt en vis anger, men da den ikke følges op af oplysninger om, hvor de "forsvundne" 47.000.000 kr. er blevet af, så er der kun tale om spil for galleriet. Ikke blot fik hun sig en krokodillefarm, men hun har også lært at fælde krokodilletårer, så den anger giver jeg ikke meget for. Hun mente sig berettiget til de penge, hun stjal, for "hun havde haft en hård barndom".


Selv om der ikke umiddelbart er nogen lighed mellem en bedrager som Britta Nielsen og den amerikanske seriemorder John Wayne Gacy, der myrdede rigtig mange smådrenge, så ser jeg den samme proportionsforvrængning hos dem begge. Britta mente, at hendes tyverier kunne undskyldes med tidligere modgang, og Gacy fattede ikke, at hans mordorgier gjorde, at man beskrev ham som et uhyre i pressen. Faktisk så han det som vildt fornærmende og helt igennem ubegrundet. I hans optik var de myrdede drenge ikke nær så meget værd som hans følelser og den kløe, der fik ham til at torturere og dræbe dem.
Sådan nogle forbrydere tror, at andre er statister i deres liv, og de ser dem ikke som mennesker med deres egne behov, fremtidsdrømme eller talenter, og det er faktisk deres største forbrydelse.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar