Var han den mest intelligente mand, vor verden har set? Ja, på nogle områder, men mærkeligt nok havde han ikke altid helt styr på sine egne teorier. Hans to store relativitetsteorier holder dog vist nok den dag i dag over for alle observationer, men der kan selvfølgelig sidde et eller andet hidtil ukendt geni, der er i fuld gang med at punktere dem.
Forøvrigt lader det til, at Einstein er kendt for en række fejltagelser i forbindelse med sin egen teori.
Kosmologi:
Einsteins almene relativitetsteori forudsiger, at Universet enten
udvider sig eller skrumper, og han antog uden videre, at Universet er
statisk. Faktisk "snød han på vægten", som man siger ved at optage en kosmologisk konstant i
ligningerne, der så førte til en matematisk model af et statisk univers.
Tyngdebølger:
Einsteins almene relativitetsteori forudsiger gravitationsbølger, men han var ikke selv overbevist. Han skrev en artikel om, at
gravitationsbølger er umulige og sendte den til et tidsskrift, men
fik i hovedet igen med faglige begrundelser for, at han havde
taget fejl. Indvendingerne overbeviste ham, så han skrev en ny artikel med den
modsatte konklusion.
Gravitationslinser:
Einsteins teori forudsiger gravitationslinser, dvs. at lys kan
forstærkes af tyngdefelter fra planeter og galakser, men mente ikke, at
det var værd at skrive om. En kollega fik ham dog på andre tanker, og i 1936 skrev han
en artikel om emnet, idet han dog fastholdt, at det var uvigtigt, og at det
aldrig ville blive observeret i praksis. Her tog han dog fejl, for astronomer
observerer hele tiden gravitationslinser i ekstragalaktisk astronomi.
Kvantemekanik:
Einstein var en af grundlæggerne af den tidlige kvantemekanik, og han
skrev artikler om fotoners vekselvirkning med stof. Han kunne imidlertid ikke lide den senere kvantemekanik og dens principper om, at verden i
princippet er styret af tilfældighedens love, hvilket han bl.a. diskuterede med Niels Bohr.
Forenet
feltteori: Denne teori skulle forene gravitation med elektromagnetismen, og var noget han arbejdede med i mange år, uden at der rigtig kom noget ud af det.
Hvad intelligens angår, så er der en sød myte om, at Einstein selv udtrykte sig mest begejstret om den klogskab, han så demonstreret i en ung piges smarte måde at få en kalv til at følge sig: hun stak et par fingre i munden på den, som den suttede ivrigt på i den tro, at de indeholdt mælk. Derpå fulgte den hende som sin surrogat-mor, hvor hun end ville have den hen. Om myten er sand, aner jeg ikke, men jeg synes, at den er sød, fordi verdens angiveligt klogeste mand erkender, at intelligens er mange ting ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar