fredag den 14. februar 2020

Yahya Hassan-anmeldelse





Yahya Hassan er født i Aarhus i 1995, så han er faktisk indfødt dansker, selv om hans muslimske familie er palæstinensiske indvandrere.
I sin første digtsamling, "Digte" fra 2013, gav han et voldsomt billede af et dysfunktionelt familieliv med en voldelig far, men også af sine egne ret omfattende kriminelle aktiviteter.
Salget var forrygende og interessen stor, for dette var et stærkt formuleret digterisk bud på en ny form for integrationsdebat, der blandt andet omfattede en kritik af indvandrerne og den måde, den muslimske tro blev udnyttet i det danske samfund.
Digtene emmede af vrede og var fulde af angreb til højre og venstre, idet ikke mange gik ram forbi.
Da jeg første gang læste dem, slog det mig, at disse digte faktisk ville gøre sig bedre på en scene. De kan minde om rap-tekster eller det, man kalder "action poetry", der er en digterisk form, der udtrykker en enorm energi, er voldsomme og uberegnelige. Yahya Hassan er virkelig som født til poetry slam-arrangementer, hvor de deltagende digtere så at sige duellerer med hinanden på ord.
Om man kunne finde andre digtere med den samme - eller en lignende - voldsomhed i alt, ved jeg ikke, men det skulle ikke forbavse mig, om de er en mere skjult del af det digteriske miljø. Jeg mener nemlig, at disse år lægger op til et opgør med det elitære og mølædte, der har præget en stor del af mange nutidige forfatterskaber.

Mere eftertænksom

I sin anden digtsamling, der udkom i 2019, tager Yahya Hassan mange emner op, der optrådte i den første, men man fornemmer nu alligevel en vis udvikling, for han virker mere eftertænksom. Midt i sin irritation og utålmodighed med omverdenen gør han sig tanker Han kan lide ordspil og er dygtig til at formulere dem som for eksempel "... bedrevidende med bedre viden" og "... at dø af at overleve".
Nogle af udsagnene står stærkt som for eksempel "... pisker børnene med idyl". Har han lært af sine erfaringer med vold og fængselsophold og er blevet mere voksen?
Mener han det, når han i digtet "Vantro" skriver "... jeg har en bændelorm i ånden"? Det er muligt, for jeg synes jo altså, at han virker mere moden, og at hans udtrykskraft er bedre end i den første digtsamlling.

De frygtløse berserker

Digteren i begge digtsamlinger minder mig dog allermest om de gamle vikingers elitesoladater, de frygtede og frygtløse berserker, der var kendt for at gejle sig selv op til voldsom vrede og usvigelig kampvilje. I deres selvvalgte trancelignende tilstand var de virkelig som besatte, for det var, hvad de ville være ...

https://arbejderen.dk/anmeldelse/bedrevidende-med-bedre-viden



Ingen kommentarer:

Send en kommentar