Livet før fødslen og efter døden

Så vidt jeg ved, er Buddhisme den eneste religion, der (indirekte) regner med et liv før fødslen. Man dør, dvs. at man forlader sit nuværende liv, men så bliver man til gengæld genfødt i et nyt liv med andre forældre og andre vilkår. Det formodes, at dette er sket før, så et nyfødt barns liv følger et tidligere, der er afsluttet med døden.
Denne kæde af genfødsler træder altså i stedet for de kristne forestillinger om én fødsel, ét liv og én død, der ender med at sende én til himmels og op i Paradiset eller ned til Satan i  Helvede. Begge dele regnes for at være for evigt, og mig bekendt er der ingen ankemuligheder nogen af stederne.

Der ligger det i den buddhistiske tankegang, at man kan have været hersker i et liv, men blive en undertrykt slave i et andet, fordi man har gjort sig fortjent til denne deroute ifølge loven om Karma. Dvs. at man høster, som man sår, så man må sige, at der hersker et retfærdighedsprincip, der kan virke tillokkende på dem, der kun møder modgang i deres liv, for "næste gang tager jeg revanche" ....

At kristendommen er mægtig optaget af livet efter døden, ved vi jo, men hvorfor er der aldrig nogen, der har beskæftiget sig med det, de selv fremhæver som det såkaldt "evige liv"? Ifølge logikken lever det kun op til denne betegnelse, hvis det starter før livet, og det er der vist ingen, der har påpeget over for kirkelige dignetarer. Enten formodes vi - dvs. vores sjæl - at leve evigt, eller også drejer det sig bare om sådan ca. 0-100 år på denne planet + et uendeligt langt ophold i enten Paradiset eller Helvede, og det er altså ret sølle som salgsargument for en religion.
For mit eget vedkommende tror jeg hverken på det ene eller det andet system, men det er sjovt at lege med teorierne. Som agnostiker afviser jeg heller ikke tanken om noget, man for min skyld godt kan kalde et guddommeligt princip. En personlig gud tror jeg imidlertid ikke på. For mig at se er han/hun blot et konstrueret spejlbillede af vort eget samfund.