Drille-gave

Endelig en passende gave-ide til opera-elskere, der omgås opera-hadere. Her gives der et fint udvalg af slagnumrene, om jeg så må sige. De ville straks forvandle mine ører til blide og bløde modtagere af de skønne toner, men virker det mon på dem, der bare ikke kan fordrage "den slags musik"? Eller sagt på en anden måde: vil dette glimrende udvalg kunne omvende de inkarnerede opera-hadere?
Det kunne jeg faktisk godt forestille mig, at det kunne, for min egen mor var meget lidt begejstret for opera, men blev omvendt af "Tosca" med en dansk besætning, der omfattede Lone Koppel som Tosca og Ib Hansen som Scarpia.
Min mor blev virkelig opera-begejstret og fik et så nært forhold til de forskellige kunstnere, at Ib Hansen blev til "min Ibbermand". At hun faldt for ham som skurken Scarpia er lidt morsomt, men når det gjaldt opera, så hun stort på, hvem der var onde, og hvem der var gode. Noget, jeg såmænd også kender fra mig selv både mht. film og opera.

Modstridende følelser

En ganske interessant opstilling af to mænd, hvoraf den ene ligger udstrakt på sengen, medens den anden svæver over ham med et nok ikke alt for sikkert gymnastisk kneb. Et øjebliks uopmærksomhed og han ryger ned fra sin ophøjede position ....
Den liggende er kendetegnet ved to ting: 1) han har rejsning, hvilket kunne tyde på, at han har ømme følelser for den svævende mandsperson, men 2) den kniv, han har i venstre hånd modsiger dog kærlige intentioner, for nok har hans krop sladret om visse følelser, men han har tydeligvis ikke i sinde at give efter for dem.
Vilje contra drift? Tjah, det er højst sandsynligt, for den slags oplever vi nok alle i ny og næ. Ender det med kys, kram, etc.? Måske, men "overliggeren" risikerer altså at få spiddet maveskindet, så det er nok tvivlsomt - ligesom det ville være for os andre i en lignende situation ....

De forrige tider ere ei mere

Jeg ved, at der fødes færre børn her i landet end forventet. Nogle skyder skylden på feminismen og kvindernes frigørelse, og det skal såmænd nok passe, men hvad er alternativet for kvinder? Kan vi overhovedet få den forsørgelse, der skal til, for at vi kan blive hjemme og passe børn, sådan som det var kutyme før præventionens sejrsgang? Næh, det tror jeg ikke, selv om der jo er velhavende mænd, der får sig en trofæ-kone til "hjemmebrug", om jeg så må sige. En sådan kvinde er formentlig altid/for det meste hjemmegående med et par børn, men er det en tilværelse for et voksent menneske med egne meninger og drømme? Det synes jeg ikke, men jeg indrømmer, at der er gået noget tabt med den nye udvikling, også fordi jeg tror, at mange kvinder, hvis skæbne vi begræder i dag, egentlig var ganske tilfredse, bl.a.fordi de opfyldte de muligheder, deres køn havde dengang. Dvs. at der - set fra deres synspunkt - var en mening med det liv, de førte, selv om vi i dag forkaster det.

Den renfærdige nøgenhed

Et herligt tidsfordriv for dem, der går ind for nøgenbadning, nøgen-dans og fester uden en trevl på kroppen! Samtidig var denne nøgenhed en hyldest til sjælens renhed, så den udtrykte faktisk kristen fromhed og ikke det lystne pjank, der blev tilskrevet Satan og hans følgesvende. OK, vi kender det jo fra halvfjerdserne, flower-power og hippierne, men dette drejer sig faktisk om middelalderen, hvor folk angiveligt var tilknappede dydsdragoner. 
Kan det være rigtigt? Var det sådan noget, vore forfædre muntrede sig med? Tjah, ellers er det i hvert fald et postulat af den mere muntre art og ret uventet for mig, da jeg aldrig har hørt om det, før jeg stødte på det i et spørgeprogram.
Hmmmmmmmmmmmm ....

Et glemt kvindeligt offer for Henry VIII

(Dette stik af Elizabeth Barton er formentlig af Thomas Holloway efter et maleri af Henry Tresham)

Elizabeth Barton (1506-1534) havde mange tilnavne. Nogle kaldte hende "The Nun of Kent", "The Holy Maid of London", "The Holy Maid of Kent", medens andre så hende som "The Mad Maid of Kent". Alle disse navne kan ses som gode beskrivelser af denne engelske, katolske nonne, der lagde sig ud med landets mægtigste mand, nemlig despoten kong Henrik VIII, fordi hun fordristede sig til at komme med profetier, der ikke var så favorable for hans planer om at ægte Anne Boleyn. 
Henrik VIII var ikke nogen tålmodig mand, og at nogen gik imod hans vilje, var ganske enkelt uacceptabelt for ham. Lysterne og drømmen om en mandlig arving drev ham i armene på Anne Boleyn, og for ham var det nok til at få den formastelige nonne fængslet og henrettet. 
Noget, der formentlig har forstærket hans ønske om at få hende fjernet, var at en hel del af hendes tidligere spådomme var gået i opfyldelse. I begyndelsen havde han imidlertid ikke noget imod hende eller hendes forudsigelser, for det var først senere, de gik imod hans ægteskabsplaner. Faktisk lader det til, at de mødtes to gange uden episoder af nogen art. 
Problemet var, at hun dels blev anset for hellig og med profetiske evne af befolkningen, men at hun kun støttede kongen indtil et vist punkt. Nok lod det til, at hun havde gud-givne evner som profet, men den forfængelige konge anså sin egen vilje for vigtigere. Dvs. at han på en vis måde satte sig ud over det, Gud angiveligt havde befalet gennem sit talerør, profeten Elizabeth Barton. Hans hån var til at tage og føle på, for ikke bare blev hun hængt den 20. april 1534, men hendes hoved blev også sat på en stage på London Bridge, en straf, der ellers var forbeholdt mænd. Hun var faktisk den eneste kvinde i historien, der kom ud for sådan en forsmædelse.




 

Når man bliver taget på ordet

Lige så sørgeligt, som når man er lidt for hurtig til at sige til en eller anden, at man "aldrig vil se vedkommende igen", uden rigtig at mene det. Faktisk er der tale om en test af denne person: gør han/hun alt for at bevise, at du holder af mig og vil gøre alt for at bevare forbindelsen? Kort sagt: er dine følelser ægte?????
Lad os nu forestille os, at der i dette tilfælde er tale om en fyr, der tager pigen på ordet. Så ville det værste være, hvis han fandt sammen med hendes veninde, søster eller et andet nærtstående hunkønsvæsen. Det ville simpelthen ikke være til at holde ud! Hvis han fik en ny kæreste, der var en fremmed for pigen, så ville det værste nok være, hvis hun var meget flottere end hende. Hun ville tabe ansigt i teenagerens verden, og det ville være meget, meget trist.

The Children's Crusade

The Medieval crusades have been seen as something very brave and honorable, but not all of them were either. One of the episodes which it's impossible to forget even today is the Children's Crusades in 1212. There were two of them and the first one was instigated by a 12 year old shepherd called Stephen (or Etienne). He approached the French king Philip and handed him "a letter from Jesus" whom he said had appeared to him while he was tending the sheep. Presumably Jesus had ordered him to go and preach the Crusades to the public. However, the king didn't believe him or wasn't too impressed by him, but this young boy of 12 was undismayed by such a setback which might have discouraged anybody else. He started to preach wherever he had a chance to bring out the message to the public.
Actually, he seems to have been an oral genius who caught the attention of a lot of devout Christians. Some of these were circa 20-30,000 thousand children whom he convinced to follow him. Several of these children were of noble birth and must have eloped their wealthy homes to join his Christian "army". At Marseilles two merchants, who went by the nicknames of Hugh the Iron and William the Pig, offered them ships, free of charge - and from then on the child Crusaders are lost to history for many years. They disappeared and were not to be seen or heard of until the fate of some of them was disclosed 18 years later.

 In Germany a boy by the name of Nicholas entered on the same course as the first child Crusaders. He and his cohorts - also many girls - set out on their way to Palestine, but their losses were heavy, due to starvation and other hardships. When many of them gave up their plans to go to Palestine they were too exhausted to return home, so they decided to stay where they were, i.e. in Italy. Some of the dead children's parents were so enraged by Nicholas, who by this time had disappeared, that they caught his aged father and executed him as a substitute for his son.
As to Stephen and his followers who had set out in three ships then two of these were shipwrecked and all aboard drowned. Their sad fate was disclosed to their relatives when a young priest returned home to Europe after 18 years of captivity in a Muslim country. He told them that those on the third ship were captured and taken to Muslim slave markets where they were sold. Thus the relatives learnt the hard way that those two merchants who had proposed to help the children had betrayed them to the point of setting them up for sale in a Muslim slave market. However, some years later they in their turn were hanged for their harebrained attempt to kidnap the Emperor Frederick.
Some of the merchandised Christian children were killed for not being willing to accept Islam, but others were lucky enough to be bought by the governor of Egypt, al-Kamil, who treated them very kindly and set them to work as interpreters, teachers, etc. without demanding that they embraced the Muslim faith.

All in all these sad stories of committed, but betrayed children should be better investigated than they are. Most of them are mere myths, but it's a historical fact that these groups of children set out as crusaders just as did the grown-ups. In many respects both these groups were deluded by their own all too high ideals, dreams and hopes, but also haughtiness as they felt that they alone had religion.