Mod og samarbejde

Denne mand har vristet kniven fra den såkaldte London Bridge-terrorist. Han står dér, helt betuttet, for han er bare en almindelig borger og ikke en toptrænet betjent eller soldat. Tøjet viser, at han ikke hører til samfundets spidser, tværtimod.
Billedet får mig til at tænke på, hvad man kan forvente af sine medborgere - og sig selv .... - i sådan en nødsituation: hvor beskyttet er man, når det virkelig gælder? En ting er, at politiet tilkaldes og via deres beføjelser får forbryderen stoppet, men hvad med det afgørende øjeblik, hvor det gælder om at standse en galnings angreb på uskyldige?
Jeg tror, at mange mennesker gerne vil hjælpe og ikke bare for at "spille helt", men som en instinktiv reaktion på uretfærdighed og ondskab. De fleste mangler dog ekspertise og det nødvendige mod i situationen. Drømmene er der, men alt andet svigter, medmindre de er sammen med andre, der handler. Det var det, der skete hér, og det var heldigt ....

Skønhedsforsyndelser

Denne unge dame er i fuld gang med at overtræde flere moderne skønhedspåbud. For det første smører hun ekstra farve på sine normalt totalt forkastede armhulehår, så de rigtig kan tage sig ud, og for det andet ser man ikke nogen deodorant, dér hvor hun sidder. Eftersom lugt er naturens vejleder udi elskovsanliggender, burde frisk sved da heller ikke camoufleres og/eller fjernes. Sagen er dog den, at skønhedsapostlene, der lever af at fremstille kunstprodukter, der angiveligt gør os alle dejligere, end vi formodes at være fra naturens hånd, slet ikke kan støtte den slags. Faktisk kan man komme til at dufte af jasminer, etc. de underligste steder, der ALDRIG har været skabt til den slags, men som har sin egen duft. Hvad hårene angår, så "gemmer" de dufte, hvilket så kan forklare, hvorfor de findes naturligt dér, hvor vi lærer at barbere og epilere, så der ikke er ét eneste hårstrå tilbage.
Alt i alt ret tankevækkende, ikke mindst fordi disse påbud kun gælder det ene køn: hunkønnet ....

 

Luksus-syge???

Det er ret rystende, som vort samfund har bevæget sig væk fra humanisme, når det gælder de mennesker, der har brug for hjælp og støtte. Desværre afspejler det en mistro til syge og handicappede, der ikke ligefrem klæder os, og jeg håber, at billedet snart vender, så vi undgår at opleve den dag, hvor syge og døende lades totalt i stikken, for det er dér, vi er på vej hen ...

Helligt?

Hvad er det dog paven gør her? Jo, han kysser en eller anden benstump eller lignende, der angiveligt stammer fra en for længst afdød helgen. Faktisk temmelig ulækkert, men stadig en del af visse kristnes tro. Disse levninger af lig, etc. kaldes relikvier, og de gav før i tiden indehaverne stor magt, for man mente, at de repræsenterede en sand tilknytning til Gud og de himmelske magter.
Ærefrygten for disse uhumske lig-rester har en vis bibelsk mening: 2. Kongebog 13,21 og Matthæus-evangeliet 9,20 samt Apostlenes Gerningen 9,12. Reformationen afviste imidlertid både troen på helgener og relikvier, selv om vi danskere faktisk har en kongelig helgen, nemlig Knud den Hellige, hvis lig befinder sig i Odense.

De allerfineste og mægtigste relikvier havde en påstået DIREKTE - men meget tvivlsom - forbindelse til Jesus og korsfæstelsen. Det vrimlede med splinter af hans kors, spyd og andet af samme skuffe, og det gav konger og kejsere verdslig magt.
Magen til galimatias skal man lede efter - og det bliver der også i nogle samfund eller visse kulter ....

Når ens hånd strejker

Ja, det kan ikke nægtes, at "musen", som mange af os bruger flittigt, kan være et farligt redskab. Jeg har i hvert fald fået problemer med min højre hånd, der kan være en følge af dette over-forbrug. Det har foreløbig ført til en undersøgelse for Carpaltunnel-Syndrom, der dog indtil videre er blevet afvist, for "det kan være noget andet".
Kors i skuret!!! "Noget andet"??? Spændende tider må man sige - og ikke spor behagelige ....

PS: senere har det så vist sig, at en anden læge mener, det er carpaltunnel-syndrom, så nu kan jeg ikke meget andet end at smide en mønt i vejret og se, hvor den lander, for at vælge behandling/ikke-behandling ....

Den ønskede tilbagegang

Egentlig en sjov tanke, at en slankekur er den eneste aktivitet, hvor tilbagegang er lig med fremgang. Ikke desto mindre er det tilfældet, og også jeg har i perioder næret et stærkt ønske om, at jeg ville blive udsat for denne type tilbagegang. At et vægttab kan stå i stampe, selv om man holder en diæt, er frustrerende, for det er nu engang ikke særlig sjovt at sulte. Desværre hører sult sammen med vægttab, og ingen på diæt undgår det formentlig, selv om der angiveligt findes midler til at sløre symptomerne.

Det siges, at åleslanke Audrey Hepburn sultede så meget under WWII i sit europæiske hjemland, at hun fik en livslang spiseforstyrrelse. Passer det? Jeg ved det ikke, men det skulle ikke undre mig, om det er sandt. Slank/mager var hun i hvert fald, og det blev en del af hendes image at have mere ynde end de filmstjerneformer, der var så berømte dengang.

En stjerne fra samme tid, der havde både ansigt og krop, der passede tidens idealer, var Elizabeth Taylor. Hun var forrygende smuk, men hun fik efterhånden en uheldig vane med at spise og drikke for meget, hvilket i perioder gjorde hende kvabset - eller direkte fed. Noget, der imidlertid blev udnyttet i filmen "Who's Afraid of Virginia Woolf?".

Kroppen er jo nu engang ikke bare et udskifteligt hylster, men det er også selve "huset" for det, man i mangel af et bedre udtryk kunne kalde "sjælen". At lade den gå til i deller er forkert af helbredsgrunde, men svært er det sgu', når alternativet er sult og afsavn ....

Blue blooded with a touch of black

Poor George III of England started out as a stout and very honorable man, but was stricken with a sickness that turned him mad. For many years he was a lunatic who suffered insults from his son George IV and was the laughing stock for people who should have known better.
Luckily enough, he had a loving consort in his wife, Queen Charlotte of Mecklenburg-Strelitz. The people loved her even though she wasn't considered pretty. Her ancestry was quite special as she was supposed to be the descendant of the mistress of the Portugese ruler Alfonso III, Madragana, who was a Black African. Several people noticed the "moorish" features of Queen Charlotte, but none of her children or grandchildren inherited her looks. (One of these grandchildren was Queen Victoria).

She never was considered a beauty, not even in her youth, but nobody saw her as a "Moor".
Actually, Queen Charlotte may not even have been the first "black" queen of England as the consort of Edward III, Philippa of Hainault (1314-69), may have been the first one with an African heritage.


https://www.theguardian.com/world/2009/mar/12/race-monarchy