søndag den 8. januar 2023

Arbejderen: Else Cederborg-indlæg om Elizabeth Magies våben imod kapitalismen, brætspillet "The Landlord's Game"

Rigtig mange mennesker elsker succeshistorier om fattige, der bliver rige, opnår højere social status og bliver “lykkelige”. Det vi forstår ved “lykke” sættes nemlig ofte automatisk lig med rigdom og evnen til at “få styr på livet”, fordi rigmænd selv har penge nok til at bestemme de mest basale ting i deres liv. En drøm, jeg såmænd ikke vil forklejne, selv om den forekommer mig utrolig naiv, fordi den hopper let og (u-)elegant hen over vort samfunds strukturer. Disse kan man se af brætspillet Monopoly, der på mange måder er noget andet og langt mere, end det umiddelbart giver sig ud for at være.

I mange år mente man, at det var blevet skabt af en fattig, arbejdsløs mand ved navn Charles Darrow, hvis opfindelse gjorde ham rig og berømt. Sandheden er dog, at den oprindelige skaber af det spil, der udviklede sig til Monopopy, var en vaks og meget original feminist ved navn Elizabeth Magie (1866-1948). Hendes indflydelsesrige journalist-far, der så sandelig også var både vaks og progressiv, havde i sin tid rejst rundt med Abraham Lincoln, og det var ham, der oplærte sin datter i den ideologi, der kommer til udtryk i det tilsyneladende så uskyldige brætspil.

Baggrunden for hans undervisning af Elizabeth var den amerikanske journalist, økonom og filosof Henry Georges ideologier og hans best-seller, “Fremskridt og fattigdom” (“Progress and Poverty”, 1879). Her påpegede Henry George blandt andet, at fattige mennesker i visse højt udviklede byer havde det meget værre end i mere landlige områder. Grunden til dette så han som et resultat af, at næsten al den velstand, der skabes af sociale og teknologiske fremskridt i en fri markedsøkonomi, bliver opsuget af jordejere og monopolister. Dette system skabte den støt stigende fattigdom via et fordelingssystem, som Henry George sammenlignede med tidligere tiders slaveri. Derfor ønskede han et skattesystem, der kunne beskatte de ellers godt beskyttede, velhavende jordbesiddere og husejere.

Elizabeth Magie, der som mange andre kvinder ernærede sig som stenograf, gjorde oprør imod fagets magre lønninger ved at opføre et “bryllupsshow”, hvor hun falbød sig selv som en “young woman American slave”, for ægteskab var anset for den bedste måde for kvinder at få sig en form for “karriere”. Faktisk blev det anset for den eneste hæderlige måde, kvinder kunne skabe sig et levebrød. Noget, der i høj grad forargede hende, da kvinder, som hun udtrykte det, “ikke er maskiner”. Dette var hun selv et bevis på, da hun både skrev lyrik, noveller, opfandt diverse små-maskiner og optrådte på scenen. Sin fritid brugte hun til at skabe brætspillet “The Landlord’s Game”, der var en forløber for Monopoly. Hun optog patent på sin nyskabelse i 1904 og lagde ikke skjul på, at det var skabt som en protest imod rigmænd som Andrew Carnegie og John D. Rockefeller, der havde skaffet sig rigdomme gennem et system, hvor deres arbejdere blev udbyttet.

Faktisk var “The Landlord’s Game” et moralsk, ideologisk spil, der via sin indbyggede dualisme afslørede svaghederne og de mange uretfærdigheder i det samfund, hun levede i. Disse afsløringer fremgik især ved at lange ud efter de uretfærdige skattelove, der gjorde det let for rigmændene at grabse til sig på de fattiges bekostning. Man kan sige, at “The Landlord’s Game” var en form for lærebog i spilformat, fordi det demonstrerede, hvordan systemet i sig selv tog fra den ene samfundsgruppe og gav til den anden. Når man sad med spillet, var der underforståede sociale og økonomiske regler, der pludselig gik op for spillerne, fordi det demonstrerede dem på en letforståelig måde. At æren for opfindelsen af dette spil gik til Charles Darrow mere end tredive år efter, at Elizabeth havde optaget patent, blev først afsløret i 1973. På det tidspunkt var også andre “usynliggør-kvinden-luskerier” blevet opdaget, så hun var ikke det eneste offer i denne form for kønskamp, men det føles meget uretfærdigt den dag i dag, fordi hun virkelig lagde krop og sjæl i skabelsen af dette pædagogiske spil.

 

Wikipedia

Monopoly’s Lost Female Inventor: Women’s History, September, 2018

https://landlordsgame.info/ 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar