Viser opslag med etiketten Napoleon som forfatter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Napoleon som forfatter. Vis alle opslag

søndag den 30. august 2020

Roman-forfatteren Napoleon Bonaparte

Napoleon Bonaparte som ung, smuk soldat

Silkehandlerdatteren Desirée Clary (1777-1860) blev forlovet med Napoleon Bonaparte, efter at han på snedig vis havde fået sin bror Joseph gelejdet væk fra hende og over til hendes søster, Julie, som han også giftede sig med. At den letfængelige Napoleon var forelsket i Desirée er der ingen tvivl om, men det endte som bekendt med en brudt forlovelse.

 

Desirée var bestemt en dejlig, ung dame, der forståeligt nok vakte opmærksomhed blandt sine samtidige. At hun endte med at blive svensk dronning i stedet for fransk kejserinde, og at hun som bernadotternes stammoder også hører til den danske kongefamilie via dronning Ingrid gør bare det hele endnu mere spændende. Ikke mindst hun og hendes karriere viser, at Napoleon ikke var den eneste i samtiden, der opnåede en karriere, som ingen ville have forestillet sig ved deres fødsel. 


                                    Napoleons første hustru, kejserinde Josephine

Det samme gælder faktisk også hans første kone, Josephine, der minsandten også kan genfindes i den svenske - og dermed også den danske - kongefamilie. 


                              Josefine, gift med den svenske konge, Oscar I

Kejserinde Josephines søn, der jo var Napoleons stedsøn, Eugène de Beauharnais, blev nemlig far til den overordentlig populære, svenske dronning Josefine, der som 16-årig blev gift med Desirées søn, kong Oscar I af Sverige.

Desirée

Inden Napoleons og Desirées forlovelse gik i stykker, havde den forelskede - og lidenskabelige - soldat forsøgt at holde sin forlovedes interesse fangen ved hjælp af et litterært værk, som han selv havde forfattet, nemlig "Clisson et Eugénie". Denne superromantiske fortælling, som Napoleon skrev i 1795,  handler om den tragiske kærlighed mellem en soldat og hans kone, der er ham utro med en af hans soldaterkammerater. Det er muligt, at han har villet fortælle Desirée noget om sin egen jalousi, for på et tidspunkt i deres forlovelse lader det til, at hun ikke længere besvarede hans breve. Da det går op for ham, at hun vist ikke længere følte det samme for ham som før, bryder han forlovelsen for i stedet at forlove sig med Josephine, der var enke med to børn - og ikke særlig trofast ...
 

Desirée i 1810

Hvad romanen angår, så har den haft en omtumlet tilværelse, for det meste i fragmenteret form. Den findes imidlertid udgivet og er bl.a. til salgt på SAXO: https://www.saxo.com/dk/clisson-eugenie-a-love-story_napoleon-bonaparte_paperback_9781906040277

Visse eksperter siger, er der ikke tale om et udødeligt mesterværk, selv om Napoleon har gjort sig umage med at skildre den tragiske kærlighedshistorie i tidens foretrukne sentimentale stil. Nogle påstår, at han har ladet sig inspirere af Jean-Jacques Rousseau og måske også af Goethe. 

https://www.thetimes.co.uk/article/clisson-and-eugenie-by-napoleon-bonaparte-mqzzllcm3wm 

 

https://h-france.net/fffh/classics/2857/