"Det fine ved dr. phil. og lektor emeritus John Chr. Jørgensen er
ikke bare, at han er en virkelig gedigen litteraturforsker, men at han
også er god til at skrive. Man mærker, at han ikke bare elsker at tumle
med og at organisere stoffet, men også at formidle det.
Resultatet er læsværdige bøger om vidt forskellige emner som for
eksempel brevskrivning som genre, journalistik, arbejderlitteratur,
mandeudfordrende kønsrollereformer i 1970'erne, osv., osv.. Derudover
har han beskæftiget sig indgående med forskellige forfatterskaber som
for eksempel Klaus Rifbjerg, Leif Panduro og mange, mange flere.
Netop fordi det er så tydeligt, at han holder af at dykke ned i
stoffet, er det ekstra trist, at han selv mener, at denne bog, "Herman
Bang og Politiken", bliver hans sidste på grund af sygdom.
Herman Bang (1857-1912) er en forfatter, han har taget op flere
gange, men denne gang fokuserer han på hans tilknytning til Politiken,
der længe har været underbelyst i Bang-forskningen. Noget, der her
medfører en løftet pegefinger til andre, der tidligere har beskæftiget
sig med emnet uden at systematisere stoffet. Således lader det til, at
der i tidens løb er gået kuk i tidslinier og reelle oplysninger om
Herman Bangs samarbejde med Politiken, hvilket ikke rigtig kan
undskyldes med det faktum, at han ofte skrev anonymt.
Politiken blev grundlagt den 1. oktober 1884 i København af Viggo
Hørup, Edvard Brandes og Hermann Meyer Bing, det vil sige på et
tidspunkt, hvor den sarte og nervøst anlagte 27-årige Herman Bang følte
sig udbrændt. Han var ved at drukne i problemer af økonomisk, personlig
og faglig art.
Desuden havde han en vis evne til at skaffe sig uvenner blandt folk,
som han var afhængig af, og det gjaldt blandt andre Edward Brandes, der
dels så ham som en konkurrent, dels ikke kunne lide ham som person. Hans
giftigheder og nedsablingen af nogle af hans værker, (der i dag regnes
for danske klassikere!!!), viser tydeligt, at Bang både som menneske og
som forfatter var ham en vederstyggelighed.
Heller ikke Georg Brandes syntes om Herman Bang, og disse brødre
dannede altså i høj grad det avis-miljø, hvor han skulle færdes. Ikke
nemt for et nervøst gemyt som Bang, der i den grad havde brug for
forståelse og et velmenende klap på skulderen.
John Chr. Jørgensens gennemgang af de utallige intriger og
perfiditeter, der herskede i denne bladverden, er paradoksalt nok
underholdende, og man griber sig selv i at grine ad episoder, der
faktisk var dybt alvorlige. Manden levede jo så at sige fra hånden og i
munden, men havde svært ved at forhandle lønninger med mægtige
Politiken-folk som for eksempel Brandes-brødrene, der jo ikke kunne lide
ham, men som på et tidspunkt alligevel ønskede at knytte ham til
avisen.
At Herman Bang selv var ude om en hel del af de skrækkelige ting, der
overgik ham, kan ses af en episode, hvor han i bogstaveligste forstand
blev smidt ud af Preussen på grund af en artikel med en skånselsløs
beskrivelse af den gamle, svagelige kejser.
Han har somme tider været lidt for god til at iagttage og beskrive
ting, som "man" ellers ikke skrev om, hvis man ønskede at begå sig.
Satirikeren i ham har simpelthen taget magten over hans pen og forledt
ham til en ustrategisk handlemåde, som han burde have vidst, at han ikke
ville slippe godt fra. At han selv var så ømskindet over for
fornærmelser har ikke bremset ham.
Hans liv blev ikke bare kompliceret af de utallige intriger, han selv
- eller hans venner i kredsen - blev inddraget i, men også hans
forelskelse i blandt andre skuespilleraspiranten Fritz Boesen, der gerne
modtog dyre gaver, men ikke de kærlige følelser, som Bang ønskede at
overdænge ham med.
Privat var han sårbar, hvilket hans modstandere godt vidste, men ikke
tog hensyn til. Blandt andet derfor var samarbejdet med Politiken til
tider meget turbulent, men det strakte sig dog - med forskellige
afbrydelser - over ialt ca. syv år. Det sluttede 10 år før hans død i
1912, det vil sige i 1902, og meget af hans virke var altså på det
tidspunkt ikke anerkendt som hans værk, fordi det blev bragt anonymt.
Man kan spørge sig selv, om beretningen om denne avis-historie og
Herman Bangs del i den er relevant for nutiden, og det synes jeg helt
bestemt, at den er. Dels ser man mønstre, der måske er eviggyldige, når
modsætninger mødes, og konkurrenter brydes om ære og indflydelse, dels
er der noget almenmenneskeligt over denne forfatter og hans kamp for at
klare sig i datidens samfund.