Dekadent, livstræt og sær, ja, sådan virkede Herman Bang, men han var også en stor forfatter. Begge disse aspekter af forfatteren har John Chr. Jørgensen fat i i sin nye bog, som jeg har anmeldt i Arbejderen i går:
"Det fine ved dr. phil. og lektor emeritus John Chr. Jørgensen er
ikke bare, at han er en virkelig gedigen litteraturforsker, men at han
også er god til at skrive. Man mærker, at han ikke bare elsker at tumle
med og at organisere stoffet, men også at formidle det.
Resultatet er læsværdige bøger om vidt forskellige emner som for eksempel brevskrivning som genre, journalistik, arbejderlitteratur, mandeudfordrende kønsrollereformer i 1970'erne, osv., osv.. Derudover har han beskæftiget sig indgående med forskellige forfatterskaber som for eksempel Klaus Rifbjerg, Leif Panduro og mange, mange flere.
Netop fordi det er så tydeligt, at han holder af at dykke ned i stoffet, er det ekstra trist, at han selv mener, at denne bog, "Herman Bang og Politiken", bliver hans sidste på grund af sygdom.
Herman Bang (1857-1912) er en forfatter, han har taget op flere gange, men denne gang fokuserer han på hans tilknytning til Politiken, der længe har været underbelyst i Bang-forskningen. Noget, der her medfører en løftet pegefinger til andre, der tidligere har beskæftiget sig med emnet uden at systematisere stoffet. Således lader det til, at der i tidens løb er gået kuk i tidslinier og reelle oplysninger om Herman Bangs samarbejde med Politiken, hvilket ikke rigtig kan undskyldes med det faktum, at han ofte skrev anonymt.
Politiken blev grundlagt den 1. oktober 1884 i København af Viggo Hørup, Edvard Brandes og Hermann Meyer Bing, det vil sige på et tidspunkt, hvor den sarte og nervøst anlagte 27-årige Herman Bang følte sig udbrændt. Han var ved at drukne i problemer af økonomisk, personlig og faglig art.
Desuden havde han en vis evne til at skaffe sig uvenner blandt folk, som han var afhængig af, og det gjaldt blandt andre Edward Brandes, der dels så ham som en konkurrent, dels ikke kunne lide ham som person. Hans giftigheder og nedsablingen af nogle af hans værker, (der i dag regnes for danske klassikere!!!), viser tydeligt, at Bang både som menneske og som forfatter var ham en vederstyggelighed.
Heller ikke Georg Brandes syntes om Herman Bang, og disse brødre dannede altså i høj grad det avis-miljø, hvor han skulle færdes. Ikke nemt for et nervøst gemyt som Bang, der i den grad havde brug for forståelse og et velmenende klap på skulderen.
John Chr. Jørgensens gennemgang af de utallige intriger og perfiditeter, der herskede i denne bladverden, er paradoksalt nok underholdende, og man griber sig selv i at grine ad episoder, der faktisk var dybt alvorlige. Manden levede jo så at sige fra hånden og i munden, men havde svært ved at forhandle lønninger med mægtige Politiken-folk som for eksempel Brandes-brødrene, der jo ikke kunne lide ham, men som på et tidspunkt alligevel ønskede at knytte ham til avisen.
At Herman Bang selv var ude om en hel del af de skrækkelige ting, der overgik ham, kan ses af en episode, hvor han i bogstaveligste forstand blev smidt ud af Preussen på grund af en artikel med en skånselsløs beskrivelse af den gamle, svagelige kejser.
Han har somme tider været lidt for god til at iagttage og beskrive ting, som "man" ellers ikke skrev om, hvis man ønskede at begå sig. Satirikeren i ham har simpelthen taget magten over hans pen og forledt ham til en ustrategisk handlemåde, som han burde have vidst, at han ikke ville slippe godt fra. At han selv var så ømskindet over for fornærmelser har ikke bremset ham.
Hans liv blev ikke bare kompliceret af de utallige intriger, han selv - eller hans venner i kredsen - blev inddraget i, men også hans forelskelse i blandt andre skuespilleraspiranten Fritz Boesen, der gerne modtog dyre gaver, men ikke de kærlige følelser, som Bang ønskede at overdænge ham med.
Privat var han sårbar, hvilket hans modstandere godt vidste, men ikke tog hensyn til. Blandt andet derfor var samarbejdet med Politiken til tider meget turbulent, men det strakte sig dog - med forskellige afbrydelser - over ialt ca. syv år. Det sluttede 10 år før hans død i 1912, det vil sige i 1902, og meget af hans virke var altså på det tidspunkt ikke anerkendt som hans værk, fordi det blev bragt anonymt.
Man kan spørge sig selv, om beretningen om denne avis-historie og Herman Bangs del i den er relevant for nutiden, og det synes jeg helt bestemt, at den er. Dels ser man mønstre, der måske er eviggyldige, når modsætninger mødes, og konkurrenter brydes om ære og indflydelse, dels er der noget almenmenneskeligt over denne forfatter og hans kamp for at klare sig i datidens samfund.
Resultatet er læsværdige bøger om vidt forskellige emner som for eksempel brevskrivning som genre, journalistik, arbejderlitteratur, mandeudfordrende kønsrollereformer i 1970'erne, osv., osv.. Derudover har han beskæftiget sig indgående med forskellige forfatterskaber som for eksempel Klaus Rifbjerg, Leif Panduro og mange, mange flere.
Netop fordi det er så tydeligt, at han holder af at dykke ned i stoffet, er det ekstra trist, at han selv mener, at denne bog, "Herman Bang og Politiken", bliver hans sidste på grund af sygdom.
Herman Bang (1857-1912) er en forfatter, han har taget op flere gange, men denne gang fokuserer han på hans tilknytning til Politiken, der længe har været underbelyst i Bang-forskningen. Noget, der her medfører en løftet pegefinger til andre, der tidligere har beskæftiget sig med emnet uden at systematisere stoffet. Således lader det til, at der i tidens løb er gået kuk i tidslinier og reelle oplysninger om Herman Bangs samarbejde med Politiken, hvilket ikke rigtig kan undskyldes med det faktum, at han ofte skrev anonymt.
Politiken blev grundlagt den 1. oktober 1884 i København af Viggo Hørup, Edvard Brandes og Hermann Meyer Bing, det vil sige på et tidspunkt, hvor den sarte og nervøst anlagte 27-årige Herman Bang følte sig udbrændt. Han var ved at drukne i problemer af økonomisk, personlig og faglig art.
Desuden havde han en vis evne til at skaffe sig uvenner blandt folk, som han var afhængig af, og det gjaldt blandt andre Edward Brandes, der dels så ham som en konkurrent, dels ikke kunne lide ham som person. Hans giftigheder og nedsablingen af nogle af hans værker, (der i dag regnes for danske klassikere!!!), viser tydeligt, at Bang både som menneske og som forfatter var ham en vederstyggelighed.
Heller ikke Georg Brandes syntes om Herman Bang, og disse brødre dannede altså i høj grad det avis-miljø, hvor han skulle færdes. Ikke nemt for et nervøst gemyt som Bang, der i den grad havde brug for forståelse og et velmenende klap på skulderen.
John Chr. Jørgensens gennemgang af de utallige intriger og perfiditeter, der herskede i denne bladverden, er paradoksalt nok underholdende, og man griber sig selv i at grine ad episoder, der faktisk var dybt alvorlige. Manden levede jo så at sige fra hånden og i munden, men havde svært ved at forhandle lønninger med mægtige Politiken-folk som for eksempel Brandes-brødrene, der jo ikke kunne lide ham, men som på et tidspunkt alligevel ønskede at knytte ham til avisen.
At Herman Bang selv var ude om en hel del af de skrækkelige ting, der overgik ham, kan ses af en episode, hvor han i bogstaveligste forstand blev smidt ud af Preussen på grund af en artikel med en skånselsløs beskrivelse af den gamle, svagelige kejser.
Han har somme tider været lidt for god til at iagttage og beskrive ting, som "man" ellers ikke skrev om, hvis man ønskede at begå sig. Satirikeren i ham har simpelthen taget magten over hans pen og forledt ham til en ustrategisk handlemåde, som han burde have vidst, at han ikke ville slippe godt fra. At han selv var så ømskindet over for fornærmelser har ikke bremset ham.
Hans liv blev ikke bare kompliceret af de utallige intriger, han selv - eller hans venner i kredsen - blev inddraget i, men også hans forelskelse i blandt andre skuespilleraspiranten Fritz Boesen, der gerne modtog dyre gaver, men ikke de kærlige følelser, som Bang ønskede at overdænge ham med.
Privat var han sårbar, hvilket hans modstandere godt vidste, men ikke tog hensyn til. Blandt andet derfor var samarbejdet med Politiken til tider meget turbulent, men det strakte sig dog - med forskellige afbrydelser - over ialt ca. syv år. Det sluttede 10 år før hans død i 1912, det vil sige i 1902, og meget af hans virke var altså på det tidspunkt ikke anerkendt som hans værk, fordi det blev bragt anonymt.
Man kan spørge sig selv, om beretningen om denne avis-historie og Herman Bangs del i den er relevant for nutiden, og det synes jeg helt bestemt, at den er. Dels ser man mønstre, der måske er eviggyldige, når modsætninger mødes, og konkurrenter brydes om ære og indflydelse, dels er der noget almenmenneskeligt over denne forfatter og hans kamp for at klare sig i datidens samfund.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar