tirsdag den 10. september 2019

Porno som levevej



Jeg ved ikke, om dyr er interesseret i porno, men det skulle såmænd ikke undre mig. Blandt mennesker er der afgjort en vis interesse, der går langt tilbage til en tid, hvor "frække billeder", etc. dog også kunne have en religiøs betydning. Det har det ikke mere, men for nogle er det blevet en form for religion i sig selv: de køber porno, udveksler porno-billeder med kammeraterne og tænker i porno-baner. Det sidste er gået ud over kvinder, der i nogle tilfælde har klaget over at blive behandlet som sex-legetøj.
Dermed ikke være sagt, at kvinderne ikke også kan være porno-forbrugere, men jeg tror, at de som regel tænder mere på ord end på billeder. Det er der så nogle mænd, der ikke forstår, og som gør nar ad deres forbrug af urealistiske bøger om hede kæresteforhold, medens de selv savler over billeder af forskellig art.
At der er nogen, der rent faktisk lever af at lave billed-porno, betyder dog ikke, at tolerancen er blevet større i alle kredse. Her tænker jeg bl.a. på Farrah fra MTVs "TeenMom OG", der altid fremtrådte som en strid banan, men som rent faktisk blev fyret for at lave porno. Man spørger sig selv, hvorfor hun gjorde det, var det ikke nok med MTV-gagen, og havde hun pengeproblemer? Det skulle ikke undre mig, om hun rent faktisk var langt fattigere, end hun virkede. Udadtil havde hun succes med sine forskellige forretninger - alt fra isbarer til møbelforretninger - men om det virkelig forholdt sig sådan, ved jeg ikke.
Nå, men ved at medvirke i et program som "TeenMom OG" havde hun allerede solgt sit ansigt, sit liv og sine drømme, men med pornoen solgte hun også sin vagina. Dvs. at hun nu solgte en indsigt i sit liv, der for andre betød, at hun overskred en grænse mellem acceptabelt og uacceptabelt. Denne grænse går ved nogle tågede forestillinger om moral, for ingen ville sikkert have løftet et øjenbryn, hvis hun havde solgt det samme, som hun nu viste frem til almen beskuelse, til en rigmand, der kunne give hende den ring på fingeren, som hun drømte om.
Der er nogle ting omkring porno, dens forbrugere og dens udøvere, der trænger til en alvorlig gennemgang, for som det er nu, ved vi egentlig ikke så meget om den, og hvad vi skal synes om de mennesker, der lever af den. Personlig er jeg ikke forarget over Farrah og hendes valg, for er det virkelig så meget værre at sælge numse-billeder som close-ups af et ansigt, der ofte er forvrænget af tårer? Hvad er mest afslørende, og hvor er man mest sårbar?
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar