Det kolde hjerte

Ja, det sker, at man bliver elsket med et koldt hjerte, og ja, det er ikke meningen. Faktisk er det ganske meningsløst, men det er ikke altid, at den, der angiveligt elskes, ser det. Hvad gør tilskueren så? Han eller hun kan måske påpege det og advare imod at fortsætte med at lade sig udsætte for denne ikke-kærlighed, men den såkaldt elskede er som regel døv for gode råd. Noget, der måske også skyldes, at han/hun mister sit selvbillede, hvis han/hun indrømmer, at kærligheden er ikke-eksisterende ....

Livet som lig

Else Cederborg: https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/2014-11-14/livet-som-lig:
14. november 2014, kl. 0:00

Et ordentligt bump mod ruden og en meget død due satte tankerne i gang hos dagens kronikør. For hvad er det lige, der sker, når døden indtræffer? Sært nok tildeles man som død et specielt ejerforhold til sig selv. Pludselig taler man om ”hans/hendes lig”, men sproget snyder, for på intet tidspunkt i livscyklen ejer man i mindre grad sig selv ....

FORLEDEN MORGEN da jeg sad og hyggede mig med min morgenkaffe, lød der et ordentligt bump, fordi en due fløj direkte ind i ruden over for mig. Selvom lyden var skræmmende, var det dog værre at se den afsjælede fugl ligesom glide ned ad ruden for derefter at ende i buskadset nedenfor.
Det værste var afgjort det pludselige og ganske uventede i selve dødsfaldet. Nok ved man, at døden kan komme som lyn fra en klar himmel, men én ting er at vide det, noget andet at se det bevist på en så håndfast måde.
Da jeg gik ned for at tjekke, om duen nu også var rigtig død, kom jeg igennem gården, der denne morgen var fyldt op med et helt møblement. Ups, tænkte jeg, der er vist en, der har sluppet håndtaget, og nu bliver lejligheden ryddet.
Alt dette udgjorde for kort tid siden et medmenneskes hjem, men var nu skrald. På en vis måde ligesom afdøde selv, idet vedkommende nu befandt sig i den mellemtilstand, hvor man er et ”lig”, og hvor ens allersidste opgave består i at lade sig skaffe af vejen én gang for alle.
Cirklen sluttes så at sige, idet man bevæger sig fra ufødt til født og derpå til ”lig”. Sært nok tildeles man som død imidlertid et specielt ejerforhold til sig selv. Pludselig taler man om ”hans/hendes lig”, ”mit/dit lig”, men sproget snyder, for på intet tidspunkt i livscyklen ejer man i mindre grad sig selv.
Nå, men duen viste sig (heldigvis?) at være stendød og lod sig derfor skaffe af vejen som skrald. På vejen tilbage gennem gården så jeg, at de første ”ådselsgribbe” allerede var mødt op. Jeg genkendte dem på min egen reaktion, da mit blik automatisk zoomede ind på blandt andet en pæn standerlampe, der nu var blevet til affald.
MINE MED-GRIBBE OG JEG udvekslede et par mistroiske og griske øjekast, idet vi tvang os selv til et høfligt ”god morgen, dejligt vejr i dag!”. Ingen af os sagde mere, men da der dukkede endnu en interesseret ”grib” op, spurgte jeg, om han vidste, hvem der var død. Det gjorde han ikke, men en af de først ankomne ”gribbe” kom med et muntert ”ja, hér finder man ham i hvert fald ikke, for vi har været det hele igennem - ha, ha, ha!”.
Nej, tænkte jeg på vej op, det gør man vel ikke, for nu er han/hun på vej videre i processen med at få forvandlet sit lig til en pæn og acceptabel, det vil sige usynlig eksborger. Noget, der paradoksalt nok giver liv til en hel industri, hvor der beskæftiges alt fra læger, patologer, bedemænd, balsamører/sminkører, gravere, kirkegårdsbetjente, blomsterhandlere, præster og politifolk. Når det går rigtig hedt til, giver et dødsfald også nyt liv til pressen, men så skal det også være noget særligt, hvor ”(grav-)jord” rimer på ”mord”.
Visse steder, hvor man går meget op i at bevare liget bedst muligt, får folk, der kender balsameringens kunst, til dagen og vejen ved at opretholde en illusion af evigt liv. Det skete for eksempel i tilfældet med Eva Pern, men inden da blev også andre prominente lig bearbejdet efter alle kunstens regler. Således er der velbevarede mumier både i og uden for Egypten, men også fint dekorerede skeletter som de 19 juvelklædte ukanoniserede ”helgener”/”martyrer” fra Sankt Deodatus (Rheinau, Schweiz).
MAN SPØRGER sig selv, hvordan nogen kan få den skøre idé at overdænge disse for længst afdøde og tilmed tvivlsomme kirkelige dignitarer med kostbare juveler i en verden, hvor levende mennesker sulter. n ting er, at den lille, italienske pige Rosalia Lombardo (1918-1920), blev mumificeret, da hun døde af lungebetændelse, så hun den dag i dag ser forbløffende levende ud, noget ganske andet at udstyre en flok skeletter med kroner og sceptre, guldkæder og så videre.
Hvad Rosalia Lombardo angår, så blev hun balsameret af en af datidens fremragende balsamører, nemlig Alfredo Salafia, og derpå lagt i gravkapellet på Sicilien, hvor hun stadig ligger, men ikke i den oprindelige kiste. Sagen er nemlig den, at man for nogle år siden opdagede, at det snart 100-årige lig var ved at blive indhentet af tidens tand. Den gik jo ikke, for hvad enten hun er i live eller ej, så er hun nu blevet en turistattraktion. Himmel og hav blev sat i bevægelse for at redde den afdøde tumling, hvis to-årige jordeliv var blevet forlænget af balsameringskunsten.
Efter at man har set billeder fra nazisternes koncentrationslejre er det nu, som om det én gang for alle er blevet gjort klart for moderne mennesker, at død er død, og at intet kan gøre den ugjort.
Sagen er bare den, at hver enkelt afdøde person kan betyde virkelig meget for de efterladte. På den ene side ved de, at der reelt set er tale om det, den omkomne due blev for mig, nemlig skrald, på den anden side vil de naturligvis til enhver tid nægte at behandle deres døde slægtninge eller venner som noget sådant. Liget både er og er ikke den person, det var i levende live, og man ønsker at behandle det ud fra en følelse af, at det eksisterer som individ - selv i død tilstand.
Når man står ved dødslejet og betragter det, der måske for et kort øjeblik siden var det vigtigste i ens liv, er det da også umuligt at se dette øjeblik som det første i en proces, hvor afdøde går fra en elsket og levende person til et anonymt skelet eller en dynge aske. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, også hvad os selv angår, hvilket nok er det allersværeste at forstå.
Mange sproglige udtryk narrer os også til en bagatellisering af dødsprocessen. Det gælder sådan noget som ”det bliver min død”, for det handler jo ikke om døden. Man misbruger udtrykket til at forstærke en erklæring om noget helt andet. Sådan er det også med ”dødlækker”, hvilket er et grotesk begreb, når man tænker på modsætningen mellem noget reelt lækkert og et lig, der jo ikke bevarer charmen ret længe.
Når man taler om selve dødsfaldet, bruger man ofte udtryk som for eksempel: ”han/hun tabte kampen”, der giver et falsk indtryk af, at hvis bare man kæmper længe og ihærdigt nok, så kan man besejre døden. Noget, der som bekendt og ifølge traditionen kun er lykkedes for én, nemlig Kristus ...
DØDSTRADITIONER er centrale i de fleste religioner, men er ofte bizarre eller direkte stødende for anderledes tænkende. Jeg kan for eksempel ikke lide at se knogler og hele skeletter, der bruges som udsmykning. Kapucinerkirken Santa Maria delle Concezione i Rom er måske den kendteste med knogleopstillinger. Her finder man resterne af cirka 4000 afdøde gejstlige, men der er andre kirker med endnu flere.
Jeg reagerer også imod kunstneriske galninge som Günther von Hagen og hans plastinerede lig. Det er mig umuligt at acceptere, at døde mennesker forvandles til brikker i et kunstnerisk puslespil. Engang var de hr., fru eller frk. X, og nu er de blevet til plastik-kødtrofæer eller til klodser.
Her må jeg dog indrømme. at når jeg går imod knogleopstillinger og plastinerede lig, så skyldes det nok, at jeg inderst inde har en forventning om at genfinde individet, men at disse ”kunstværker” beviser for mig, at det virkelig er udslettet. Hr., fru eller frk. X findes ikke mere, for de er blevet til tavse, manøvrérbare brikker i et religiøst eller kunstnerisk puslespil.
H.C. Andersen er lige så død som hr., fru eller frk. X, men hvis man halede ham op af graven og puttede ham i en benpyramide sammen med Søren Kierkegaard, Herman Bang, Karen Blixen og Tove Ditlevsen, så ville det næppe gå stille af. Assistens Kirkegård slap godt fra at bryde gravfreden og flytte et stort antal lig for at give plads til metroen, men den gik nok ikke med H.C. Andersen og Søren Kierkegaard.
De fine, fornemme eller berømte afdøde beskyttes nemlig i deres grave, men der er dog undtagelser. For eksempel blev Henrik V's dronning, Katherine af Valois (1401-1437), udsat for en noget ureglementeret behandling efter sin død. Hendes barnebarn, Henrik VII, der foretog forskellige forandringer af Westminster Abbey, anbragte nemlig hendes balsamerede lig i en primitiv kiste og overlod det til almen beskuelse i over 200 år.

Forkørselsret i naturen

Selvfølgelig BØR de have forkørselsret, for de er temmelig sjældne, hvilket ikke kan siges om mennesket ....

Boys Will Be Boys ....

Luckily enough women find this behavior in young boys charming and endearing, but how much does the kid know of the anatomy of Barbie to chose her over Mickey for a kiss? Or put another way: Does he chose the breast of Barbie BECAUSE he is a mini-male or because someone told him to pose like this?

Do these two boys know what they are doing or did someone put them up to it? Their behavior is kind of cute, but also somewhat alarming. Had they been grown-ups we would have found it very, very alarming and maybe even sexist. 
As far as I remember I've never seen photos of little girls doing this, but that may be because we the grown-ups find it cuter when the kid is a boy. However, it gives rise to the question: is it only boys who feel attracted to the female breasts, namely in a (pre-)sexual manner?

Reality-problemer ....

Desværre er den skrupskøre, men farverige Farrah blevet smidt ud af TeenMom OG på grund af sin sideløbende karriere inden for pornoindustrien. Derfor er det et godt stykke tid siden, jeg sidst så serien, men forleden måtte jeg bare tage et lille kig for at se, hvordan det stod til med de andre medvirkende. Ikke uventet herskede der kaos i manges liv, og man må virkelig håbe, at de spiller sig selv mere, end de er det. Således har Catelyn og hendes mand, Tyler, der ellers har haft noget, der virker som et nært og kærligt forhold, fået så mange problemer i forholdet, at det måske ender med en skilsmisse. 
Den, det står værst til med, er imidlertid den hidsige og voldelige Amber Portwood, der havde fået sig en ny og (tilsyneladende) stabil kæreste samt en ny og uventet baby. Sidst jeg så serien, var alt idyl mellem dem, men nu læser jeg til min forbløffelse, at Amber har overfaldet sin kæreste og har truet ham med en machete, da han stod med deres lille søn.

At hun er en hidsig dame, har man altid vidst, da hun har været i fængsel for at overfalde sin daværende kæreste, Gary, der er far til hendes datter, Leah, men at hun nu er blevet mindst lige så skør som Farrah, kommer som en overraskelse for mig. Hvad pokker har hun gang i???
Noget af det, der altid har trigget hende, er ifølge internettet antydninger af, at hun er en dårlig mor, hvilket nok hænger sammen med det faktum, at det er lige præcis det, hun er. Sandheden er ilde hørt, men moderskab består altså i andet end underholdning og fælles pedicure, og Amber har vist ikke så meget andet at byde på, når det gælder hendes datter. Hvad sønnen angår, så er der internet-kilder, der hævder, at hun har skreget ukvemsord efter hans far, medens hun  jagtede ham rundt i huset, "fordi han havde gjort hende gravid, uden at hun ønskede et barn".
Nå, internettet er internettet, så alt må tages med et gram salt, men visse ting kunne dog tyde på, at disse medvirkende i en populær TV-serie er blevet ødelagt af at få deres (redigerede) liv udstillet offentligt. De burde have tænkt mere over, hvad det ville betyde for deres privatliv, at mennesker verden over så med, når der skete noget i deres liv ....


  

Kvinde-status

Jamen selvfølgelig tæller en akademisk grad ikke lige så højt som en forlovelsesring. Dvs. når der er tale om kvinder, for mænd har et helt andet rangsystem, og dér gælder andre regler for dem. Ring eller ej, så forventes kvinder stadig at stille med en partner, hvis tilstedeværelse er beviset på hendes succes som kvinde. Det er ret grotesk, men sådan går det, når kvindens status i høj grad hænger sammen med hendes værdi på "markedet".

Amanda Todds bryster ...

Amanda Todd var en usikker canadisk teenager, der følte sig udenfor i skolen. Nogle af hendes klassekammerater chikanerede hende, hvilket førte til, at hun levede mere og mere på internettet. Her fandt hun den accept og beundring hos jævnaldrende, som hun savnede i hverdagen. Diverse mænd ville gerne være ven med hende, bl.a. på Facebook, og det smigrede hende, at de fandt hende køn. En af disse mænd udfordrede hende til at flashe sine bryster, hvilket hun gjorde uden at tænke på, at det, der gives til én, hurtigt kan blive hvermands eje. Desværre var det lige præcis det, der skete: fyren truede hende med at poste hendes flashing overalt på internettet, hvis hun ikke leverede endnu  dristigere billeder. Da hun nægtede, gjorde han alvor af truslerne, og før hun fik set sig om, var denne internet-episode kendt af alle i skolen. Mobberiet nåede nye højder, og hun blev flyttet til en ny skole. En fyr, som en af dem, der havde chikaneret hende mest, kom sammen med, narrede hende imidlertid til at besøge sig, og de gik i seng sammen, hvilket kæresten og hendes veninder hævnede ved at overfalde Amanda og banke hende. Optagelser af den forslåede Amanda dukkede nu også op på nettet, og alle virkede opsat på at få hende latterliggjort og knækket. Dette førte til et selvmordsforsøg, som der også blev gjort nar af. Alt, hvad Amanda gjorde, blev trukket frem i en vedvarende internet-chikane, og hun var dybt ulykkelig. Desværre lykkedes hendes andet selvmordsforsøg, og hun blev fundet død af sin mor.
Inden hun døde, havde hun indspillet en video, hvor hun forklarede, hvad hun følte. Denne video kom på YouTube og fik utrolig mange tilskuere. Alle - måske bortset fra mobberne - begræd Amandas skæbne, og moderen fik gennemført en politiundersøgelse af, hvem der havde taget det famøse babse-billede og havde startet lavinen ved at sætte det på overalt på nettet. Det viste sig at være en hollandsk særling, der aldeles ikke var den jævnaldrende charmetrold, Amanda havde troet. Han fik fængselsstraf, og der kom nu fokus på cyber-bullying, der dog stadig finder sted.
Det er en meget sørgelig sag, men det mest interessante ved det er, at et enkelt babse-billede er nok til at ødelægge en ung piges gode navn og rygte. Så interessante er bryster nu heller ikke, og så kriminelt er det altså ikke hverken at have dem eller at vise dem frem ved at hive op i blusen nogle få sekunder. Denne type chikane rammer kun kvinder og er yderst afslørende, når det gælder fordomme, dobbeltmoral og kvindeundertrykkelse. Stakkels Amanda blev offer for mange ting, men den vigtigste var de tågede forestillinger om "kvindelig sømmelighed", som mange piger stadig har, og som de bør få gjort op med snarest ....

https://www.newyorker.com/culture/culture-desk/the-story-of-amanda-todd