Else Cederborg:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/2014-11-14/livet-som-lig:
14. november 2014, kl. 0:00
Et ordentligt bump mod ruden og en meget død due satte tankerne i gang
hos dagens kronikør. For hvad er det lige, der sker, når døden
indtræffer? Sært nok tildeles man som død et specielt ejerforhold til
sig selv. Pludselig taler man om ”hans/hendes lig”, men sproget snyder,
for på intet tidspunkt i livscyklen ejer man i mindre grad sig selv ....
FORLEDEN MORGEN da jeg sad og hyggede mig med min morgenkaffe, lød der
et ordentligt bump, fordi en due fløj direkte ind i ruden over for
mig. Selvom lyden var skræmmende, var det dog værre at se den afsjælede
fugl ligesom glide ned ad ruden for derefter at ende i buskadset
nedenfor.
Det værste var afgjort det pludselige og ganske
uventede i selve dødsfaldet. Nok ved man, at døden kan komme som lyn
fra en klar himmel, men én ting er at vide det, noget andet at se det
bevist på en så håndfast måde.
Da jeg gik ned for at tjekke, om
duen nu også var rigtig død, kom jeg igennem gården, der denne morgen
var fyldt op med et helt møblement. Ups, tænkte jeg, der er vist en,
der har sluppet håndtaget, og nu bliver lejligheden ryddet.
Alt
dette udgjorde for kort tid siden et medmenneskes hjem, men var nu
skrald. På en vis måde ligesom afdøde selv, idet vedkommende nu befandt
sig i den mellemtilstand, hvor man er et ”lig”, og hvor ens
allersidste opgave består i at lade sig skaffe af vejen én gang for
alle.
Cirklen sluttes så at sige, idet man bevæger sig fra ufødt
til født og derpå til ”lig”. Sært nok tildeles man som død imidlertid
et specielt ejerforhold til sig selv. Pludselig taler man om
”hans/hendes lig”, ”mit/dit lig”, men sproget snyder, for på intet
tidspunkt i livscyklen ejer man i mindre grad sig selv.
Nå, men
duen viste sig (heldigvis?) at være stendød og lod sig derfor skaffe af
vejen som skrald. På vejen tilbage gennem gården så jeg, at de første
”ådselsgribbe” allerede var mødt op. Jeg genkendte dem på min egen
reaktion, da mit blik automatisk zoomede ind på blandt andet en pæn
standerlampe, der nu var blevet til affald.
MINE MED-GRIBBE OG
JEG udvekslede et par mistroiske og griske øjekast, idet vi tvang os
selv til et høfligt ”god morgen, dejligt vejr i dag!”. Ingen af os
sagde mere, men da der dukkede endnu en interesseret ”grib” op, spurgte
jeg, om han vidste, hvem der var død. Det gjorde han ikke, men en af
de først ankomne ”gribbe” kom med et muntert ”ja, hér finder man ham i
hvert fald ikke, for vi har været det hele igennem - ha, ha, ha!”.
Nej, tænkte jeg på vej op, det gør man vel ikke, for nu er han/hun på
vej videre i processen med at få forvandlet sit lig til en pæn og
acceptabel, det vil sige usynlig eksborger. Noget, der paradoksalt nok
giver liv til en hel industri, hvor der beskæftiges alt fra læger,
patologer, bedemænd, balsamører/sminkører, gravere, kirkegårdsbetjente,
blomsterhandlere, præster og politifolk. Når det går rigtig hedt til,
giver et dødsfald også nyt liv til pressen, men så skal det også være
noget særligt, hvor ”(grav-)jord” rimer på ”mord”.
Visse steder,
hvor man går meget op i at bevare liget bedst muligt, får folk, der
kender balsameringens kunst, til dagen og vejen ved at opretholde en
illusion af evigt liv. Det skete for eksempel i tilfældet med Eva Pern,
men inden da blev også andre prominente lig bearbejdet efter alle
kunstens regler. Således er der velbevarede mumier både i og uden for
Egypten, men også fint dekorerede skeletter som de 19 juvelklædte
ukanoniserede ”helgener”/”martyrer” fra Sankt Deodatus (Rheinau,
Schweiz).
MAN SPØRGER sig selv, hvordan nogen kan få den skøre
idé at overdænge disse for længst afdøde og tilmed tvivlsomme kirkelige
dignitarer med kostbare juveler i en verden, hvor levende mennesker
sulter. n ting er, at den lille, italienske pige Rosalia Lombardo
(1918-1920), blev mumificeret, da hun døde af lungebetændelse, så hun
den dag i dag ser forbløffende levende ud, noget ganske andet at udstyre
en flok skeletter med kroner og sceptre, guldkæder og så videre.
Hvad Rosalia Lombardo angår, så blev hun balsameret af en af datidens
fremragende balsamører, nemlig Alfredo Salafia, og derpå lagt i
gravkapellet på Sicilien, hvor hun stadig ligger, men ikke i den
oprindelige kiste. Sagen er nemlig den, at man for nogle år siden
opdagede, at det snart 100-årige lig var ved at blive indhentet af
tidens tand. Den gik jo ikke, for hvad enten hun er i live eller ej, så
er hun nu blevet en turistattraktion. Himmel og hav blev sat i
bevægelse for at redde den afdøde tumling, hvis to-årige jordeliv var
blevet forlænget af balsameringskunsten.
Efter at man har set
billeder fra nazisternes koncentrationslejre er det nu, som om det én
gang for alle er blevet gjort klart for moderne mennesker, at død er
død, og at intet kan gøre den ugjort.
Sagen er bare den, at hver
enkelt afdøde person kan betyde virkelig meget for de efterladte. På
den ene side ved de, at der reelt set er tale om det, den omkomne due
blev for mig, nemlig skrald, på den anden side vil de naturligvis til
enhver tid nægte at behandle deres døde slægtninge eller venner som
noget sådant. Liget både er og er ikke den person, det var i levende
live, og man ønsker at behandle det ud fra en følelse af, at det
eksisterer som individ - selv i død tilstand.
Når man står ved
dødslejet og betragter det, der måske for et kort øjeblik siden var det
vigtigste i ens liv, er det da også umuligt at se dette øjeblik som
det første i en proces, hvor afdøde går fra en elsket og levende person
til et anonymt skelet eller en dynge aske. Ikke desto mindre forholder
det sig sådan, også hvad os selv angår, hvilket nok er det
allersværeste at forstå.
Mange sproglige udtryk narrer os også
til en bagatellisering af dødsprocessen. Det gælder sådan noget som
”det bliver min død”, for det handler jo ikke om døden. Man misbruger
udtrykket til at forstærke en erklæring om noget helt andet. Sådan er
det også med ”dødlækker”, hvilket er et grotesk begreb, når man tænker
på modsætningen mellem noget reelt lækkert og et lig, der jo ikke
bevarer charmen ret længe.
Når man taler om selve dødsfaldet,
bruger man ofte udtryk som for eksempel: ”han/hun tabte kampen”, der
giver et falsk indtryk af, at hvis bare man kæmper længe og ihærdigt
nok, så kan man besejre døden. Noget, der som bekendt og ifølge
traditionen kun er lykkedes for én, nemlig Kristus ...
DØDSTRADITIONER er centrale i de fleste religioner, men er ofte bizarre
eller direkte stødende for anderledes tænkende. Jeg kan for eksempel
ikke lide at se knogler og hele skeletter, der bruges som udsmykning.
Kapucinerkirken Santa Maria delle Concezione i Rom er måske den
kendteste med knogleopstillinger. Her finder man resterne af cirka 4000
afdøde gejstlige, men der er andre kirker med endnu flere.
Jeg
reagerer også imod kunstneriske galninge som Günther von Hagen og hans
plastinerede lig. Det er mig umuligt at acceptere, at døde mennesker
forvandles til brikker i et kunstnerisk puslespil. Engang var de hr.,
fru eller frk. X, og nu er de blevet til plastik-kødtrofæer eller til
klodser.
Her må jeg dog indrømme. at når jeg går imod
knogleopstillinger og plastinerede lig, så skyldes det nok, at jeg
inderst inde har en forventning om at genfinde individet, men at disse
”kunstværker” beviser for mig, at det virkelig er udslettet. Hr., fru
eller frk. X findes ikke mere, for de er blevet til tavse, manøvrérbare
brikker i et religiøst eller kunstnerisk puslespil.
H.C.
Andersen er lige så død som hr., fru eller frk. X, men hvis man halede
ham op af graven og puttede ham i en benpyramide sammen med Søren
Kierkegaard, Herman Bang, Karen Blixen og Tove Ditlevsen, så ville det
næppe gå stille af. Assistens Kirkegård slap godt fra at bryde
gravfreden og flytte et stort antal lig for at give plads til metroen,
men den gik nok ikke med H.C. Andersen og Søren Kierkegaard.
De
fine, fornemme eller berømte afdøde beskyttes nemlig i deres grave, men
der er dog undtagelser. For eksempel blev Henrik V's dronning,
Katherine af Valois (1401-1437), udsat for en noget ureglementeret
behandling efter sin død. Hendes barnebarn, Henrik VII, der foretog
forskellige forandringer af Westminster Abbey, anbragte nemlig hendes
balsamerede lig i en primitiv kiste og overlod det til almen beskuelse i
over 200 år.
