mandag den 2. december 2019

Læge(u)videnskab


Er man syg, ved man, at vejen til helbredelse går gennem en diagnose, for det er den, der fører til den rette behandling og medicinering. Problemet er dog bare, at det, patienten møder op med hos lægen, er et symptom, og de har ikke altid den status, der fører til noget som helst andet end frustrationer for begge parter. Har man én gang oplevet den lægelige afmagt over for det, jeg har hørt beskrevet som "farverige redegørelser", så ved man, at mere eller mindre uklare symptomer ikke er populære i lægekredse. De er formentlig meget præcise angivelser fra patientens side, men sort tale for lægen, der forventer en anden beskrivelsesform end f.eks. "det prikker og stikker", "jeg har ondt overalt", "det er, som om jeg taber pusten", etc., etc..
Vejen til en diagnose er imidlertid brolagt med tegn og symptomer, for man starter nu engang ikke med facit: diagnosen. Tegnet ses af lægen eller anden fagperson, medens symptomet kun opleves af patienten. Af selv samme grund havner det vigtigste, nemlig symptomet, i bunden af udredningsprocessen. "Patienten SIGER XXXX, men der er ingen objektive fund": sådan ville en læge udtrykke situationen, hvis han/hun skulle beskrive diagnosticeringsprocessens første trin vedr. en ikke alt for almindelig sygdom.  
At patienten ikke bare har lægens uvidenhed, men også hans/hendes fordomme at kæmpe imod er træls. Det gælder nogle sygdomme, der stadig ikke regnes for reelle, men blot "indbildning" fra patientens side, ja, måske ligefrem led i en svindel, der kan skaffe pensioner eller bare opmærksomhed.
En af mine veninder fortalte mig gentagne gange om en bekendt, der var berygtet for sin såkaldte sygdomsfiksering. Den blev tilskrevet en besynderlig jalousi imod hendes kræftsyge mand, der fik en masse medlidenhed, hjælp og først og fremmest opmærksomhed. Folk omkring hende gav hende ingen støtte, men grinte mere eller mindre åbenlyst ad hende. Grinet stivnede dog, da hun pludselig døde og blev obduceret, for nu åbenbarede årsagen til hendes mange klager sig: hun havde Creutzfeld, hvilket også er kende som kogalskab. Hvor hun har fået den fra, ved man ikke, men der er ingen tvivl om, at hun havde denne meget alvorlige sygdom, der jo også slog hende ihjel.
Lægens psyke og fordomme kan spille ind på en måde, der ikke er til patientens fordel, men det er der ingen, der taler om, for de hvidkitlede formodes at være objektive og nøgterne videnskabsmænd. Om så de er aldrig så dygtige til deres fag, så er det ikke sikkert, at de forstår at samle de symptomer, som patienten fortæller dem om, og det gør dem farlige. For hver enkelt ekspert, der ytrer sig om en patient med "uforklarlige" symptomer, er der basis for en fejldiagnosticering, der i virkeligheden er en projektion af lægens magtesløshed og (eventuelle) dovenskab ....

   

søndag den 1. december 2019

Synden over alle synder?


Hvordan kan sådan noget fis dog blive et dogme i et menneskesamfund? Tjah, der skyldes jo nok, at dele af samfundet er bygget op omkring en voldsom driftsstyring, hvor det private gøres til et offentligt anliggende. Og hvem går det så ud over? Både kvinder og mænd, men førstnævnte rammes på en speciel måde, da de ses som drivkraften bag "synden". Kvinder er blevet - og bliver det stadig visse steder - straffet for seksuelle handlinger, der måske ikke engang er deres egne. En "falden kvinde" er ikke længere et begreb for os, men der er steder på jorden, hvor "faldet" kan koste hende livet, selv om "synden" foregik gennem voldtægt. Det er forfærdeligt at tænke på, for det burde ikke kunne ske, men det gør det ....

Bearded Lady Beats The Bullies







Femininitet anses for noget, der tydeligt adskiller sig fra maskulinitet. Mænd har skæg, og hvis kvinder har ekstra hår i ansigtet,så er det bare med at få barbergrejet frem, medmindre hun vil lukke sig inde i skam over sit maskuline ydre. DET er, hvad vi i vores kultur har fået tudet ørerne fulde af i flere århundreder. Damer ser ud på en bestemt måde, og mænd er modsatte i ydre og indre.
Efterhånden ved vi godt, at det med en sådan total forskel på mænd og kvinder er noget fis, men idealet lever stadig videre. At grænserne nedbrydes på måder, vi nok ikke kunne have forudset for
f.eks. 100 år siden, er ret utroligt. Man behøver ikke at være lille og svag for at være kvindelig, men des ses dog stadig som en del af en undertrykkende kvinde-ideologi, der ikke er helt uddød. I øvrigt er det ikke i sig selv et mål, men bare en konstatering af strømninger i nutiden.









lørdag den 30. november 2019

Mod og samarbejde



Denne mand har vristet kniven fra den såkaldte London Bridge-terrorist. Han står dér, helt betuttet, for han er bare en almindelig borger og ikke en toptrænet betjent eller soldat. Tøjet viser, at han ikke hører til samfundets spidser, tværtimod.
Billedet får mig til at tænke på, hvad man kan forvente af sine medborgere - og sig selv .... - i sådan en nødsituation: hvor beskyttet er man, når det virkelig gælder? En ting er, at politiet tilkaldes og via deres beføjelser får forbryderen stoppet, men hvad med det afgørende øjeblik, hvor det gælder om at standse en galnings angreb på uskyldige?
Jeg tror, at mange mennesker gerne vil hjælpe og ikke bare for at "spille helt", men som en instinktiv reaktion på uretfærdighed og ondskab. De fleste mangler dog ekspertise og det nødvendige mod i situationen. Drømmene er der, men alt andet svigter, medmindre de er sammen med andre, der handler. Det var det, der skete hér, og det var heldigt ....

Skønhedsforsyndelser



Denne unge dame er i fuld gang med at overtræde flere moderne skønhedspåbud. For det første smører hun ekstra farve på sine normalt totalt forkastede armhulehår, så de rigtig kan tage sig ud, og for det andet ser man ikke nogen deodorant, dér hvor hun sidder. Eftersom lugt er naturens vejleder udi elskovsanliggender, burde frisk sved da heller ikke camoufleres og/eller fjernes. Sagen er dog den, at skønhedsapostlene, der lever af at fremstille kunstprodukter, der angiveligt gør os alle dejligere, end vi formodes at være fra naturens hånd, slet ikke kan støtte den slags. Faktisk kan man komme til at dufte af jasminer, etc. de underligste steder, der ALDRIG har været skabt til den slags, men som har sin egen duft. Hvad hårene angår, så "gemmer" de dufte, hvilket så kan forklare, hvorfor de findes naturligt dér, hvor vi lærer at barbere og epilere, så der ikke er ét eneste hårstrå tilbage.
Alt i alt ret tankevækkende, ikke mindst fordi disse påbud kun gælder det ene køn: hunkønnet ....

 

fredag den 29. november 2019

Luksus-syge???


Det er ret rystende, som vort samfund har bevæget sig væk fra humanisme, når det gælder de mennesker, der har brug for hjælp og støtte. Desværre afspejler det en mistro til syge og handicappede, der ikke ligefrem klæder os, og jeg håber, at billedet snart vender, så vi undgår at opleve den dag, hvor syge og døende lades totalt i stikken, for det er dér, vi er på vej hen ...

torsdag den 28. november 2019

Helligt?




Hvad er det dog paven gør her? Jo, han kysser en eller anden benstump eller lignende, der angiveligt stammer fra en for længst afdød helgen. Faktisk temmelig ulækkert, men stadig en del af visse kristnes tro. Disse levninger af lig, etc. kaldes relikvier, og de gav før i tiden indehaverne stor magt, for man mente, at de repræsenterede en sand tilknytning til Gud og de himmelske magter.
Ærefrygten for disse uhumske lig-rester har en vis bibelsk mening: 2. Kongebog 13,21 og Matthæus-evangeliet 9,20 samt Apostlenes Gerningen 9,12. Reformationen afviste imidlertid både troen på helgener og relikvier, selv om vi danskere faktisk har en kongelig helgen, nemlig Knud den Hellige, hvis lig befinder sig i Odense.


De allerfineste og mægtigste relikvier havde en påstået DIREKTE - men meget tvivlsom - forbindelse til Jesus og korsfæstelsen. Det vrimlede med splinter af hans kors, spyd og andet af samme skuffe, og det gav konger og kejsere verdslig magt.
Magen til galimatias skal man lede efter - og det bliver der også i nogle samfund eller visse kulter ....