Livsgnisten, der kom og gik ....

Det er underligt at tænke sig, at indehaveren af dette ansigt, som vi kan forestille os tilhører en person, der har været meget igennem, og som har tabt al livslyst, engang var et barn som dette:

Dengang var livet værd at leve, for drengen oplevede en hel masse nyt og spændende, som han tog aktivt del i. Nu er den 50-60-70 år ældre udgave af det samme individ gennemtræt af modgang og knuste drømme. Han blev ikke engang mekaniker, men henslæbte sit liv med arbejde, han hadede - elleer blev arbejdsløs uden mulighed for at få et godt job.

Konen har forladt ham og kalder ham "sur" - hvilket han er - men hvad hjælper det på hans humør? Absolut intet, for det forstærker bare hans tro på livets uretfærdighed og manglende værdi. Hvis sådan et menneske skal have genopvakt livsgnisten, så vil det ikke engang være nok med den LOTTO-gevinst han drømmer om. Og hvad mere er: når han opdager, at han har siddet ved et ubrugt busstop og ventet på en bus med en omlagt rute, så kan det være det skæbne-puf, der får ham ud over afgrundens rand.
Dette tilfælde er nok grelt, men man ser mange mennesker rundt omkring, der virker helt udslukte. Noget er nok en fejltolkning fra vores side, for mange går bare i deres egne tanker og er ikke så sure eller deprimerede, som de virker. Det kan man så glæde sig over, samtidig med at man godt ved, at mange andre virkelig lider og ikke ser nogen udvej nogen steder.

Sådan opfatter de livet, men vi ved godt, at livslede skyldes ens egen opfattelse af og tolkning af de begivenheder, vi kommer ud for. Der er virkelig sandhed i det gamle begreb, at hvad der er et halvfyldt glas for den ene er et halvtomt for den anden. Ydre begivenheder bør ikke være det eneste, der definerer os og vores personlighed, men det gør de for mange ....

Når man føler, man er bedre værd end det, man har fortjent ....

Sidney Reso var en højt placeret mand inden for EXXO, der ikke gjorde så meget væsen af sig. F.eks. ville han ikke have chauffør, hvilket blev fatalt for ham, da han blev bortført af et par, der drømte om alt det, han kunne have haft, men havde frasagt sig som uinteressant for hans livsstil. Dette par, nemlig Arthur og Irene Seale, elskede det gode liv med vild luksus og masser af penge, men da alle deres storladne planer om succes gik i vasken, og de måtte flytte ind i hendes fars kælder, blev de så frustrerede, at de valgte forbrydervejen: de kidnappede Sidney Reso og krævede 18,5 millioner dollars i løsesum for at slippe ham fri. Sagen var bare den, at Reso, der led af svagt hjerte, døde efter nogle få dage, hvor han var indespærret i en kiste uden medicin og med en ikke-brugbar luftkilde.

FBI fangede det kriminelle par og måtte så ellers meddele omverdenen, at den midle og beskedne Sidney Reso var død.
At det tåbelige og vildt selvovervurderende Seale-par blev drevet frem af deres begær efter luksus er dybt foragteligt, for hvordan havde de gjort sig fortjent til det "gode liv", de drømte om? Var de meget dygtige i deres hidtidige jobs? Næh, og de havde ikke bedrevet noget som helst, der kunne berettige dem til at forlange et luksus-liv af skæbnen. De var aldeles ikke bedre værd end det, der overgik dem, men det kunne de ikke selv hverken se eller acceptere.

https://alchetron.com/Arthur-Seale

https://www.justapinch.com/groups/discuss/139184/headline-news-may-3-aa992-exxon-executive-is-murdered

Kors i OSV.

Ud fra mine Facebook-oplevelser med amerikanere tror jeg faktisk, at der er dem, der virkelig TROR på dette. For dem er Gud, engle, himmel og helvede indiskutable realiteter, som de kan finde på at henvise til i en diskussion. Nogle lader sig tilmed begrænse af denne tro i deres dagligdag - eller fordømmer andre for ikke at føle på samme måde. Højst besynderligt og ikke noget at tage med os ind i 2020 ....

Levende væsener med rødder

Selvfølgelig tænker og føler planter. Det, de mangler for at kommunikere med os, er et sprog, der går ud over knopper, der brister, grønne blade, der bliver brune, etc.. Den dag, vi virkelig forstod deres verden, ville dette nok føre til vilde fornægtelser, for hvad har vi gjort for dem? Det er ret begrænset, for de hører til de allermest udnyttede væsener på planeten, da vi som en selvfølge har hugget træer ned, plukket blomster, etc..
Det glæder mig, at andre har fået øjnene op for planternes sjæleliv, men jeg tvivler på, at det vil føre til store reformer inden for skovbrug, driften af planteskoler og den slags. 

https://getpocket.com/explore/item/the-secret-life-of-trees-the-astonishing-science-of-what-trees-feel-and-how-they-communicate

Sociale medier

Jeg forstår godt, hvad Bill Murray mener, men jeg giver ham ikke ret. De sociale medier er, hvad vi gør dem til, og ikke noget som helst andet. At leve sit liv i henhold til modefikserede regler om ydre og indre samt succes contra fiasko rammer én som en boomerang, ligegyldigt om man færdes på eller uden for de sociale medier. Der kan dog være svage mennesker, der savner selvtillid, og som derfor bør tænke over, hvor de færdes, og hvem de lytter til.
Da jeg så Catfish, slog det mig, at folk forholder sig til projektioner af sig selv, ikke til en anden persons realitet. Det ville man være nødt til i "det virkelige liv", men på nettet kan man føre samtaler med sig selv gennem andre, som man har idealiseret, så de passer med ens egne ønsker og drømme. Den slags er uheldigt, også fordi man måske først opdager det langt henne i processen, På det tidspunkt er man måske fikseret på denne projektionsfigur, der aldrig vil kunne leve op til ens forestillinger, fordi han/hun har sit eget liv og ikke er den, man tror.

"Idiot"

Jeg tror, at Theophile Steinlen her har foreviget et afgørende øjeblik i to unge menneskers liv: de skal "placeres" i et eller andet arbejdsforhold, hvor de bliver underbetalt og udnyttet, for de er jo ikke andet end "idioter". I virkeligheden har de måske bare været fattige og uden skolekundskaber. De har måske haft et talehandicap eller fejlet et eller andet, der har sat dem i en særgruppe i samfundet. Grove løjer, men ikke helt anderledes end den slags, nutidsmennesker kan komme ud for ....

Læge(u)videnskab

Er man syg, ved man, at vejen til helbredelse går gennem en diagnose, for det er den, der fører til den rette behandling og medicinering. Problemet er dog bare, at det, patienten møder op med hos lægen, er et symptom, og de har ikke altid den status, der fører til noget som helst andet end frustrationer for begge parter. Har man én gang oplevet den lægelige afmagt over for det, jeg har hørt beskrevet som "farverige redegørelser", så ved man, at mere eller mindre uklare symptomer ikke er populære i lægekredse. De er formentlig meget præcise angivelser fra patientens side, men sort tale for lægen, der forventer en anden beskrivelsesform end f.eks. "det prikker og stikker", "jeg har ondt overalt", "det er, som om jeg taber pusten", etc., etc..
Vejen til en diagnose er imidlertid brolagt med tegn og symptomer, for man starter nu engang ikke med facit: diagnosen. Tegnet ses af lægen eller anden fagperson, medens symptomet kun opleves af patienten. Af selv samme grund havner det vigtigste, nemlig symptomet, i bunden af udredningsprocessen. "Patienten SIGER XXXX, men der er ingen objektive fund": sådan ville en læge udtrykke situationen, hvis han/hun skulle beskrive diagnosticeringsprocessens første trin vedr. en ikke alt for almindelig sygdom.  
At patienten ikke bare har lægens uvidenhed, men også hans/hendes fordomme at kæmpe imod er træls. Det gælder nogle sygdomme, der stadig ikke regnes for reelle, men blot "indbildning" fra patientens side, ja, måske ligefrem led i en svindel, der kan skaffe pensioner eller bare opmærksomhed.
En af mine veninder fortalte mig gentagne gange om en bekendt, der var berygtet for sin såkaldte sygdomsfiksering. Den blev tilskrevet en besynderlig jalousi imod hendes kræftsyge mand, der fik en masse medlidenhed, hjælp og først og fremmest opmærksomhed. Folk omkring hende gav hende ingen støtte, men grinte mere eller mindre åbenlyst ad hende. Grinet stivnede dog, da hun pludselig døde og blev obduceret, for nu åbenbarede årsagen til hendes mange klager sig: hun havde Creutzfeld, hvilket også er kende som kogalskab. Hvor hun har fået den fra, ved man ikke, men der er ingen tvivl om, at hun havde denne meget alvorlige sygdom, der jo også slog hende ihjel.
Lægens psyke og fordomme kan spille ind på en måde, der ikke er til patientens fordel, men det er der ingen, der taler om, for de hvidkitlede formodes at være objektive og nøgterne videnskabsmænd. Om så de er aldrig så dygtige til deres fag, så er det ikke sikkert, at de forstår at samle de symptomer, som patienten fortæller dem om, og det gør dem farlige. For hver enkelt ekspert, der ytrer sig om en patient med "uforklarlige" symptomer, er der basis for en fejldiagnosticering, der i virkeligheden er en projektion af lægens magtesløshed og (eventuelle) dovenskab ....