Rigtigt for den ene, forkert for den anden

Argumentet er sådan set godt nok, for umiddelbart må man give ham ret i, at vi ikke bør blande os i andre folkeslags ægteskaber. De har deres kultur, og vi har vores, meeeen ....
Selv om det nok er på kanten af det moralsk tilladelige, så vil jeg til evig tid have en mening om et system, der forvandler kvinden til krop og brugsmiddel for avl. Selv om vores system har sine fejl, så har kvinder her dog mulighed for en udfoldelse som individer, der bør være en menneskeret for både mænd og kvinder ....

Den skøre professor

Det skøre præg, der kan komme af en besættelse, klæber til billedet af mange geniale forskere og også Bruce Ivins (April 22, 1946 – July 29, 2008), men engang var han bare en ung videnskabsmand, der forskede på livet løs. Han blev tidligt interesseret i miltbrand og fik sig et flot navn som ekspert på området. Derfor var han med til at efterforske de miltbrand-breve, der dræbte 5 og sårede 15 amerikanere. De kom tilsyneladende fra en yderliggående, muslimsk, men hidtil ukendt gruppe i USA.

Miltbrand er meget farlig, så FBI stod for efterforskningen, men uden at de dog kom ret langt. Bl.a. spildte de megen tid på at undersøge en anden videnskabsmand, selv om den skyldige var lige for næsen af dem, nemlig miltbrandeksperten Bruce Ivins. Han blev regnet for at være socialt utilpasset og meget speciel, men det var ligesom en del af hans "skøre professor-image".
Der var dog én ting, der vakte anstød i andre grupper, og det var hans vilde, voldsomme og årelange besættelse af en klub for kvindelige studerende, Kappa Kappa Gamma, og det var denne, der førte til, at FBI til sidst rettede mistanke imod ham. Da nettet strammedes, valgte han at tage livet af sig, men den dag i dag diskuterer man, om det nu også var ham - den geniale forsker - der brugte sin ekspertise til at true og dræbe uskyldige.
At han også skød skylden for sine egne forbrydelser på muslimer gør det hele meget værre, for de var uskyldige. Mange ønskede at se dem som de skyldige, fordi mistroen imod dem selvfølgelig var vokset efter 9/11-angrebet. At det i virkeligheden var en amerikansk professor og videnskabsmand faldt ikke umiddelbart nogen ind ....

  

Når stemmen ikke passer til jobbet

Ja, hvis udseendet er George Clooneys, men stemmen Mickey Mouses, og drømmen er en filmkarriere, så har vi et problem. Jeg gad dog nok vide, om kvinder nu om dage har fået en lidt dybere og mere kraftfuld stemme end før i tiden. En "pivet pigestemme" var god tone for 50 år siden, men er den det stadig? Det tror jeg ikke, for nu er der faktisk kvinder, der sidder på magten rundt omkring - eller i hvert fald i positioner, der regnes for magtfulde - og så går det bare ikke med en pivstemme ....

Skoleskyderier

Jeg læste et sted, at der i år (foreløbig) har været 46 skoleskyderier i USA, og det ville egentlig være forståeligt, (men ikke OK), hvis læreren mødte bevæbnet op på sit arbejde. Sådan et tiltag tager dog ikke fat i de problemer, der ligger til grund for skyderierne. Hvorfor griber børn til sådan en udvej? Det er der ikke én enkel forklaring på, der dækker ALLE grunde til miseren, men det ville nu engang ikke kunne lade sig gøre, hvis det ikke var så let at skaffe skydevåben. Her i landet  kan kriminelle også få fat på våben, men det er heldigvis ikke helt så let som i USA, hvor det tilmed regnes for en ret, alle (ustraffede) borgere har.
Våbenlovene gør det muligt for børnene, og kravene til dem om at være populære succes'er i skolemiljøet giver den indre uro, der kan få dem til at gribe til fortvivlede midler. At blive mobbet og holdt uden for kammeratskabet kan føles som verdens undergang for et barn, og så opstår der måske en uovervindelig trang til hævn. Andre årsager kan være det helt vanvittige ønske om at "prøve at dræbe", som jeg har set angivet som årsag i visse mordsager. Dette argument bruges af både voksne og børn og er efter min mening så gennemperverst, at det er komplet ubegribeligt. Ikke desto mindre siger flere fængslede mordere, at mordet gjorde dem "høje" og at de nød at "spille Gud". (Gælder bl.a. Ted Bundy).

Manglende respekt for dyrs liv

Dette billede skal vist nok forestille at være sjovt. Dets budskab er noget i stil med "ha-ha-ha, se den dumme, døde høne, der tilbereder en del af den ret, den ender i". Nå ja, det er jo bare en høne, ikke? Nej, det synes jeg ikke, og selv om jeg ikke er super-vegetar, så repræsenterer også den et liv, der bør respekteres.
Jamen så må vi vel se at få indført 100% halal, hvor de aflivede dyr forvandles til et sakramente, før de - stik imod bibel-reglerne for offerdyr - indgår i et måltid? NEJ, for hvad er et sakramente sammenlignet med humanitet? Nul og niks!!! Etik og humanitet er det, der gælder, ikke mindst når det drejer sig om forsvarsløse dyr.
At gøre nar ad en død høne er det samme som at frasige dyr en egenberettigelse, og det er et trin længere ned på skråplanet for os mennesker ....

Den frustrerede kunstner

Dette billede, "The Red Vineyards near Arles" (1888), er et oljemaleri af Vincent Van Gogh. Man mener, at det er det eneste billede, som det lykkedes ham at sælge i sin levetid. Noget, der kun kan undre os, for vi ved jo, hvor meget hans arbejder er vurderet til i vore dage: man skal virkelig have penge på lommen for at kunne få bare en lille tegning af denne kunstner .... 
Jeg har altid elsket hans billeder, fordi de har sjæl, og ikke kun fordi jeg i sin tid forelskede mig i Kirk Douglas, der spillede ham i en film om ham. Hans livshistorie, der var så præget af frustrationer, har dog sikkert hjulpet til med at holde interessen for hans kunst ved lige, for jeg kan levende forestille mig, hvad han har følt ved at blive afvist som kunstner. 

Når jeg ser hans tegning af den fint klædte mand fra fattiggården, så fornemmer jeg nogle af dennes personlige følelser: jeg ser en stolt mand, som det er gået tilbage for. Han forsøger at opretholde en facade og ikke vise sine frustrationer, men de er der, og det har Vincent fanget. Det er ikke gået ud over mandens ører, men det kunne det sikkert godt, for Vincent var nu engang Vincent ....

Fobi så det forslår ...

Sikke et pjok, det er jo bare en lille fugl - eller hva'? For en person med fuglefobi er det nok snarere en mini-dinosaur i et dødeligt angreb. Vi andre kan grine eller ryste på hovedet ad sådan en mand, men det er jo næppe for sjov skyld, at han bliver hysterisk bange.

Andre nærer måske angst for "slimet kryb" som f.eks. frøer og slanger. Sidstnævnte er heller ikke min kop te, men det skyldes mest en ikke helt irrationel frygt for, at de er giftige og kan bide. Noget, de fleste afskyr fuldt legitimt, fordi så mange deler deres frygt, er rædslen for edderkopper.

Denne specielle rædsel har et fint navn, nemlig "araknofobi", hvilket er med til at gøre den legitim: man bliver ikke totalt til grin ved at skrige op ved mødet med en edderkop, sådan som det sker for dem, der er bange for en lille, uskadelig fugl. Temmelig uretfærdigt for angst er nu engang angst og bør ikke blive noget, man griner ad. Den, der er bange, oplever jo noget slemt, der måske ligefrem føles som noget livstruende.