Først er der myten om Jesu fødsel i en stald, og det sker angiveligt den 24. december i det, der bliver år 1 i vores tidsregning. Den myte er let at skyde i sænk, men det bliver den jo nok ikke, for med årene har den mistet reel betydning og er nu bare (endnu) en anledning til et universelt (over-)forbrug. Eftersom myten er blevet blandet op med julemands-traditionerne, er der tale om et virvar af mærkelige ideer, der lader til nærmest at have opstået af sig selv. Vi forventer ikke, at julemanden har Jesu med i bagagen, ligesom vi heller ikke venter at se nisser og den slags sammen med Jesus. På en eller anden måde formår vi at holde styr på disse to nærmest modsatrettede myter - nemlig forbrug over for afsavn og fattigdom, der fører til en fødsel i en stald - og have det helt fint med begge dele.
De fleste vælger nok efterhånden julemanden og hans stab frem for Jesus og hans familie, for det føler vi os trygge med, da de står for det, vi kender i vores hverdag, nemlig ejendele. For min skyld kan det godt fortsætte sådan, jeg har ingen religiøse kvababbelser over julemanden og gaveorgierne, men jeg undrer mig over de mennesker i fortiden, der ikke reagerede imod denne underlige sammenblanding. Så de ikke modsætningerne, eller var de bare så forhippede på festlighederne og gaverne, at de glemte barnet i krybben, samtidig med at de som regel gik meget op i deres image som kristne?
