Når våbnet bliver ét med kroppen

Når jeg ser dette billede forstår jeg, hvordan våben-entusiaster føler ved tanken om at have et helt "våbenkammer" med alle mulige slags våben. De føler, hvordan våbnet giver dem en handlemulighed til at forandre en uholdbar situation og rette op på uretfærdigheder.






Disse klip fra en John Wayne-film får mig til at forstå den våben-oplevelse, som mange har: pistolen, revolveren eller geværet ligesom gror sammen med ejermandens hånd. Når han/hun peger denne våben-hånd mod den, der står for at blive skudt, føles det formentlig, som om skuddet kommer ud af ens egen arm. Det må være en meget stærk og fristende oplevelse for den, der virkelig ønsker en andens død. At vedkommende ikke har ret til at dræbe dette andet menneske, bliver nemt glemt i øjeblikket, hvor hånd og våben så at sige falder i hak med hinanden ....


https://media.giphy.com/media/26vUzAOyx2TvOj5v2/giphy.gif

Forhånelse

Det er grimt af hende at grine ad hans følelser, men det er sandelig også grimt af ham at skyde hende. Fy, begge to!!!
Noget andet er, at denne situation ikke er ukendt i virkelighedens verden, og dér er den ikke bare "FY!", men ganske uacceptabel. Man ser for sig, hvordan den slags kan opstå i et parforhold og husker de sager, hvor ordene "hvis jeg ikke kan få dig, er der ingen, der skal have dig" optræder. Dem er der nemlig en hel del af, og de viser en vanvittig indstilling til både mande- og kvinderollen i et moderne samfund. I sådanne sammenhæng er det ikke engang sådan, at kvinden har hånet en mand, selv om han føler det, fordi hun - ved at trække sig fra ham - afviser hans magt og status som den, der bestemmer.

Ms. Mangepenge ....

Jeg bliver ofte beskyldt for at være med i en eller anden sikkert lidt lyssky eller meget vovet video. Eftersom der ikke findes videoer med mig, så forbavser og irriterer det mig, for hvad nytter en protest, hvis folk alligevel "ved bedre"? Ikke en pind!
Nu ser jeg så, at videoer på YouTube har gjort børn helt ned til 8 år til multimillionærer, så måske jeg (og andre?) burde sætte os ind i tricket med video-indtægter. Her og nu forstår jeg dem ikke, og i virkeligheden tror jeg ikke rigtig på muligheden af, at det virker, men det gør det altså for nogen.

https://www.forbes.com/sites/maddieberg/2019/12/18/the-highest-paid-youtube-stars-of-2019-the-kids-are-killing-it/#43a733f538cd

Choko-haps???

Nok har jeg en svaghed for chokolade, men hér står jeg altså af!!!! Jeg er dog nysgerrig nok til, at jeg gerne ville vide, om disse chokoladestykker virkelig er lavet over den angivne legemsdel. Hvis det er tilfældet, så gad jeg nok vide, hvilket "geni" der fik ideen i sin tid, og om produktet sælger godt. (Noget, jeg bare ikke kan forestille mig).

Himmel-julemanden

Det hævdes ofte, at Biblen er fuld af selvmodsigelser og vanvittige postulater, som de troende helst ikke vil tænke alt for meget over og heller ikke diskutere med ikke-troende eller bare tvivlere

Denne bibelske episode kunne tyde på, at denne påstand er rigtig.

Også i den kristne Bibel tales der meget om det, der kaldes "his chosen people". De regnes for at stå nærmere Gud og er derfor mere værdifulde. I den moderne verden, der sukker efter social retfærdighed, er selve tankegangen vanvittig, og at den ses udbredt i det, der af mange regnes for "Den Hellige Skrift", gør det ikke bedre. Grunden til dette er selvfølgelig, at den kristne bibel oprindeligt bygger på jødiske forestillinger. At vejene skilles ved troen på Jesus som den lovede frelser forøger bare forvirringen.

Biblen er altså virkelig fuld af skrupskøre påstande og regler foruden et hav af selvmodsigelser, men alligevel lever den åbenbart videre - i hvert fald i nogle samfund, f.eks. i USA. Det har altid undret mig, at det materialistiske amerikanske samfund har en sådan naiv og forunderlig tro, der får dem til at udbryde et dybtfølt "tak, Jesus", når noget lykkes for dem, at bede med ildhu og føle tiltro til Guds styre, også i deres privatliv. De undrer sig til gengæld over, at vi mere nøgterne europæere ikke føler sådan.

Tankegangen bag denne tro forekommer mig vanvittig, fordi den er så naiv. Det svarer til børns tro på julemanden og andre af hans slags.

Nej, det er den rene, skære sandhed: Gud befinder sig lige præcis dér, hvor X-et er, og vi har selv placeret "ham" dér ....

 

Fantasien fører - eller?

Er det mon sådan for alle, eller gælder det kun nogle? Personligt elsker jeg at tage en flyvetur på fantasiens vinger, men jeg tvivler på, at det ville være tilfældet, hvis ikke jeg havde en ret solid forankring i virkelighedens verden. At kun leve i fantasien ville for mit vedkommende være frustrerende, for - som formentlig alle andre - har jeg også krav og ønsker, der hører virkelighedens verden til.

Når man bliver noget andet, end man kunne have været

Mig som en meget lille Else med en fin krølle og nydelig krave. Når jeg ser dette billede - eller andre fra min barndom - står det mig efterhånden lysende klart, at der er noget, jeg må erkende: jeg kom ud for flere ting, der gjorde mig til den person, jeg er i dag. Det meste af dette var yderst ubehageligt, og ikke noget, man selv ville vælge at opleve. Både i situationen og ofte også bagefter har jeg været rasende over visse ting, der er sket mig. Ikke desto mindre må jeg indrømme, at den person, jeg er blevet til, ikke ville have kunnet lide og/eller acceptere det menneske, jeg kunne have været uden alle disse prøvelser. Vedkommende ville afgjort have haft det nemmere, men ville ikke have været i stand til at erkende en masse af det, jeg ved nu, og som  jeg sætter pris på at vide.
Dermed ikke være sagt, at jeg ikke ville give min skytsånd et par på snotten, hvis jeg fik fat på ham. Jeg ville i hvert fald være fristet ....