Mange afrikanske mænd tog til Vesten for at tjene penge, som de kunne sende hjem til deres familier, men det viste sig, at de i stedet for blev opslugt af de fremmede kulturer. Derfor måtte deres koner begynde at arbejde med områder, der blev anset for at være traditionelle mandefag, og de har - til de tilbageværende ældre mænds konsternation - klaret det godt. De sår og pløjer, ligesom deres mænd ville have gjort.
Denne udvikling virker som noget nærmest samfundsomvæltende, hvor den finder sted, og jeg tænker på, hvordan kvinder overtog mande-jobs under Første og Anden Verdenskrig. Noget, der gjorde det svært at modbevise deres evner og holde dem tilbage i de gamle roller.
Der er pokkers til
forskel på dette herlige syn af et kærligt par og på en køledisk, hvor
de udskårne dele af de selv samme dyr ligger pakket ind i plastik.
Forvandlingen består i den samme form for umenneskeliggørelse, som
fjenders lig får for de krigsførende.
Sat på spidsen så ligner
den indbyggede fremmedgørelse i processen fra levende dyr til køledisk-kød det, som
nogle jøder kom ud for i diverse kz-lejre: ingen af dem havde
forestillet sig, at de og deres liv var så lidt værd i sig selv, at de kunne forvandles til lampeskærme, men det blev
de. Ingen lever evigt, og ingen af os kommer herfra med livet i behold,
men ethvert individs død og liv bør mødes med respekt, hvad enten der er tale om et dyr eller et
mennesker.
Det vigtigste er vel nok, at
disse slagtedyr blev behandlet godt inden slagtningen, men at slukke deres livsgnist
burde få os forbrugere til at føle et ansvar for dem og deres liv. Selv om de fleste af os kan relatere til de levende dyr, så virker køledisken og dens indhold så totalt anderledes, at vi ikke umiddelbart formår at se det som det, det er: døde dyr ....
Ved
forvandlingen fra ovenstående veltilpasse dyr til frosne madvarer
mister vi forbrugere imidlertid erkendelsen af processen: det pæne
og fint indpakkede kød er faktisk noget, der for kort tid siden var et
levende dyr med egne krav til tilværelsen ...
Det er selvfølgelig ikke pænt at sige, og for en læge/psykolog er det direkte fagligt uetisk, men ih, hvor kan det være fristende! Jeg ser somme tider et TV-program, der hedder ID, og som omhandler kriminalsager og især mord. Nogle af dem er så horrible og vanvittige, at det må være svært for betjentene at ikke brøle et "IDIOT" eller "RØVHUL" i hovedet på skurken. Det gør de vist nok ikke, men det sker, at de siger, at en eller anden er "ond", hvilket ikke er en klinisk diagnose eller redegørelse. Ikke desto mindre passer betegnelsen ofte 100% på personen, der har gjort et eller andet forfærdeligt imod andre mennesker, og det er lige før, jeg vil gøre mig til talskvinde for at få sådanne ord godtaget som acceptable beskrivelser af visse forbrydere.
Hvem har egentlig fået den ide, at forlængede, krøllede, bugtede eller farvede øjenvipper er en fordel for kvinder? Øjenvippers naturlige funktion er at beskytte øjnene imod udefra kommende ting, der kan skade øjeæblet, men det man oftest får i øjnene er faktisk øjenvipper. Når de så oven i købet er superkunstige og mere eller mindre løse, ja, så er man nærmest prisgivet. Ikke desto mindre tager kvinder kunstige øjenvipper på som en del af deres daglige udstyr, hvorfor?
Jeg formoder, at det er dådyr-looket, der tilstræbes, og Bambi samt andre hjortedyr er da også henrivende med et meget sigende blik: de SER på én, og ens hjerte smelter, hvilket skaffer dem sympati og omsorg. Kvinder med dette blik har et våben, der er brugbart i vor verden, fordi dådyr-blikket både udstråler uskyld og noget mystisk, der lokker med en indsigt og evner, der formodes at virke tiltrækkende på diverse herrer.
Før i tiden smurte kvinderne deres øjenvipper med oljer, der skulle få vipperne til at gro naturligt, men jeg tvivler nu på, at det virkede. Ikke desto mindre smurte og smurte de disse genstridige hårstrå, indtil de altså fik andre remedier til deres rådighed.
I lang tid har kvinder skullet fremvise pæne, veldefinerede øjenbryn, der ikke voksede sammen over næsen, men nu er der kommet en anden mode til, hvor man tilstræber at få et "uni-brow", der minder om de sammenvoksede øjenbryn, som Frida Kahlo havde. Gad vide, hvad det næste bliver - måske helt hårløse øjne og øjenomgivelser? Så slipper man da i hvert fald for at få øjenvipper i øjnene ....
En af mine Facebook-venner har bragt rigtig mange billeder af mishandlede dyr. Formålet er angiveligt at vække forargelse, "så vi kan gøre noget", men HVAD gør man ved det syge individ, der flåede en hund levende og bare lod den ligge??? (NB: ikke denne hund).
Billedet af den lidende hund er så forfærdeligt, at jeg ved, det vil sidde i mig i flere dage, for den slags virker stærkt på mig. Af selv samme grund besøger jeg kun nødtvungent denne vens side. En anden grund er, at jeg ser hendes indlæg som en form for følelses-porno, der kun tjener til at piske en stemning op. Det handler jo sjældent om dyremishandlere, der bliver fanget og stillet for retten. Folkedomstolen dømmer dem altid, for selvfølgelig bliver folk oprørte over sådanne handlinger. Nogle af os tænker måske tilmed på de seriemordere, der begyndte deres "karriere" med dyremishandling. Det gælder f.eks. Ted Bundy, derefter sigende satte ild til en kat, da han var barn. Havde katten gjort ham noget? Næh, han syntes bare, det var "sjovt" ....
Jeg siger ikke, at kvinder er engle, der aldrig kunne finde på at myrde deres mænd, men dette billede er meget sigende om noget, der foregår i stærkt patriarkalske samfund. Man rystes over brutaliteten i et system, der gør kvinder til "ting", der kan miste livet under påskud, der ofte rimer med ordet "påstand". Under alle omstændigheder bør ingen kunne berøve en anden hans/hendes liv, fordi man mener, at vedkommende er underlagt ens vilje.
440 kvindemord er meget at ofre på patriarkatets alter, og det bør stå enhver klart, at dette er forkert. Intet undskylder det, hverken religion eller forestillinger om mandlige rettigheder.
Når
jeg ser dette billede forstår jeg, hvordan våben-entusiaster føler ved tanken om at have et helt "våbenkammer" med alle mulige slags våben. De føler, hvordan våbnet giver dem en handlemulighed til at forandre en uholdbar situation og rette op på uretfærdigheder.
Disse klip fra en John Wayne-film får mig til at forstå den
våben-oplevelse, som mange har: pistolen, revolveren eller geværet
ligesom gror sammen med ejermandens hånd. Når han/hun peger denne
våben-hånd mod den, der står for at blive skudt, føles det formentlig,
som om skuddet kommer ud af ens egen arm. Det må være en meget stærk og
fristende oplevelse for den, der virkelig ønsker en andens død.
At vedkommende ikke har ret til at dræbe dette andet menneske, bliver
nemt glemt i øjeblikket, hvor hånd og våben så at sige falder i hak med
hinanden ....
