Yahya Hassan er født i Aarhus i 1995, så han er faktisk indfødt
dansker, selv om hans muslimske familie er palæstinensiske indvandrere.
I sin første digtsamling, "Digte" fra 2013, gav han et voldsomt
billede af et dysfunktionelt familieliv med en voldelig far, men også af
sine egne ret omfattende kriminelle aktiviteter.
Salget var forrygende og interessen stor, for dette var et stærkt
formuleret digterisk bud på en ny form for integrationsdebat, der blandt
andet omfattede en kritik af indvandrerne og den måde, den muslimske
tro blev udnyttet i det danske samfund.
Digtene emmede af vrede og var fulde af angreb til højre og venstre, idet ikke mange gik ram forbi.
Da jeg første gang læste dem, slog det mig, at disse digte faktisk
ville gøre sig bedre på en scene. De kan minde om rap-tekster eller det,
man kalder "action poetry", der er en digterisk form, der udtrykker en
enorm energi, er voldsomme og uberegnelige. Yahya Hassan er virkelig som
født til poetry slam-arrangementer, hvor de deltagende digtere så at
sige duellerer med hinanden på ord.
Om man kunne finde andre digtere med den samme - eller en lignende -
voldsomhed i alt, ved jeg ikke, men det skulle ikke forbavse mig, om de
er en mere skjult del af det digteriske miljø. Jeg mener nemlig, at
disse år lægger op til et opgør med det elitære og mølædte, der har
præget en stor del af mange nutidige forfatterskaber.
Mere eftertænksom
I sin anden digtsamling, der udkom i 2019, tager Yahya Hassan mange
emner op, der optrådte i den første, men man fornemmer nu alligevel en
vis udvikling, for han virker mere eftertænksom. Midt i sin irritation
og utålmodighed med omverdenen gør han sig tanker Han kan lide ordspil
og er dygtig til at formulere dem som for eksempel "... bedrevidende med
bedre viden" og "... at dø af at overleve".
Nogle af udsagnene står stærkt som for eksempel "... pisker børnene
med idyl". Har han lært af sine erfaringer med vold og fængselsophold og
er blevet mere voksen?
Mener han det, når han i digtet "Vantro" skriver "... jeg har en
bændelorm i ånden"? Det er muligt, for jeg synes jo altså, at han virker
mere moden, og at hans udtrykskraft er bedre end i den første
digtsamlling.
De frygtløse berserker
Digteren i begge digtsamlinger minder mig dog allermest om de gamle
vikingers elitesoladater, de frygtede og frygtløse berserker, der var
kendt for at gejle sig selv op til voldsom vrede og usvigelig kampvilje.
I deres selvvalgte trancelignende tilstand var de virkelig som besatte,
for det var, hvad de ville være ...
https://arbejderen.dk/anmeldelse/bedrevidende-med-bedre-viden