Pels-mord

I min familie er der flere, der lod sig uddanne - og arbejdede - som buntmagere, dvs. "pelssyere" og "pels-designere", og før i tiden havde jeg altid en pels til om vinteren, men ikke mere. Hvorfor? Samvittighedsnag over for de myrdede dyr - og noget, der kun kan kaldes mangel på dyreetisk logik.
Sagen er jo den, at nok fravælger jeg pelsene, men jeg er ikke vegetar, og alle mine tasker, urremme, etc. er lavet af læder. Et mord er et mord, og formålet er egentlig ret ligegyldigt, for uden disse drab, som jeg er så rystet over mht pelsene, ville man ikke kunne fremstille en hel række andre varer, som jeg hidtil har accepteret uden at tænke nærmere over det. Sært og ulogisk ....

Livet før fødslen og efter døden

Så vidt jeg ved, er Buddhisme den eneste religion, der (indirekte) regner med et liv før fødslen. Man dør, dvs. at man forlader sit nuværende liv, men så bliver man til gengæld genfødt i et nyt liv med andre forældre og andre vilkår. Det formodes, at dette er sket før, så et nyfødt barns liv følger et tidligere, der er afsluttet med døden.
Denne kæde af genfødsler træder altså i stedet for de kristne forestillinger om én fødsel, ét liv og én død, der ender med at sende én til himmels og op i Paradiset eller ned til Satan i  Helvede. Begge dele regnes for at være for evigt, og mig bekendt er der ingen ankemuligheder nogen af stederne.

Der ligger det i den buddhistiske tankegang, at man kan have været hersker i et liv, men blive en undertrykt slave i et andet, fordi man har gjort sig fortjent til denne deroute ifølge loven om Karma. Dvs. at man høster, som man sår, så man må sige, at der hersker et retfærdighedsprincip, der kan virke tillokkende på dem, der kun møder modgang i deres liv, for "næste gang tager jeg revanche" ....

At kristendommen er mægtig optaget af livet efter døden, ved vi jo, men hvorfor er der aldrig nogen, der har beskæftiget sig med det, de selv fremhæver som det såkaldt "evige liv"? Ifølge logikken lever det kun op til denne betegnelse, hvis det starter før livet, og det er der vist ingen, der har påpeget over for kirkelige dignetarer. Enten formodes vi - dvs. vores sjæl - at leve evigt, eller også drejer det sig bare om sådan ca. 0-100 år på denne planet + et uendeligt langt ophold i enten Paradiset eller Helvede, og det er altså ret sølle som salgsargument for en religion.
For mit eget vedkommende tror jeg hverken på det ene eller det andet system, men det er sjovt at lege med teorierne. Som agnostiker afviser jeg heller ikke tanken om noget, man for min skyld godt kan kalde et guddommeligt princip. En personlig gud tror jeg imidlertid ikke på. For mig at se er han/hun blot et konstrueret spejlbillede af vort eget samfund.

Når skuespil træder i stedet for flid

Tænk, den taktik genkender jeg fra kontorverdenen: ikke-særlig-flittige kontordamer, der aldrig færdes uden at stykke papir i hånden, for så ser det ud, som om de er i gang med noget af det, de får betalt for at gøre. Smart, men også meget lusket ....
Nu kommer jeg - som så ofte før - til at tænke på den bedrageriske Britta Nielsen og hendes skurkestreger. Jeg mener at have læst, at hun altid mødte tidligt, og at det blev set som hendes ekstraordinære "flid", selv om det i virkeligheden var en del af hendes bedrag. Dette var faktisk hendes form for "papir i hånden", og det virkede, fordi kontorkulturen gik på hygge og kammeratskab. Kun få mistænkte hende, selv om de burde have været på vagt over for en lidt vel ivrig medarbejder ....

Penge og den slags ...

Jeg er beklageligvis ikke nogen ørn til økonomi, hvilket ofte har sviet til mig, men jeg har dog hurtigt kunnet se, at den udbredte tro på, at de rige skaber rigdomme for fattige, er forkert. Sådan fungerer det bare ikke. "Trickle down economics" er forestillingen om, at skattelettelser for de rige, øger rigdommen for alle i samfundet, og  den overtro (for andet er det såmænd ikke) har virkelig vist sig svær at få has på, selv om den er blevet modbevist den ene gang efter den anden. I virkelighedens verden er det altid den såkaldt "lavere middelklasse", der løfter samfundet med sit forbrug og ikke rigmanden.

Faktisk tror jeg, at en af grundene til, at denne herre er så populær i sit hjemland er, at hr. og fru Menigmand Amerikaner tror på "trickle down"-myten og drømmer om at få det, han har, men som de ikke selv har de store chancer for at få ....

Yahya Hassan-anmeldelse

Yahya Hassan er født i Aarhus i 1995, så han er faktisk indfødt dansker, selv om hans muslimske familie er palæstinensiske indvandrere.

I sin første digtsamling, "Digte" fra 2013, gav han et voldsomt billede af et dysfunktionelt familieliv med en voldelig far, men også af sine egne ret omfattende kriminelle aktiviteter.
Salget var forrygende og interessen stor, for dette var et stærkt formuleret digterisk bud på en ny form for integrationsdebat, der blandt andet omfattede en kritik af indvandrerne og den måde, den muslimske tro blev udnyttet i det danske samfund.
Digtene emmede af vrede og var fulde af angreb til højre og venstre, idet ikke mange gik ram forbi.
Da jeg første gang læste dem, slog det mig, at disse digte faktisk ville gøre sig bedre på en scene. De kan minde om rap-tekster eller det, man kalder "action poetry", der er en digterisk form, der udtrykker en enorm energi, er voldsomme og uberegnelige. Yahya Hassan er virkelig som født til poetry slam-arrangementer, hvor de deltagende digtere så at sige duellerer med hinanden på ord.
Om man kunne finde andre digtere med den samme - eller en lignende - voldsomhed i alt, ved jeg ikke, men det skulle ikke forbavse mig, om de er en mere skjult del af det digteriske miljø. Jeg mener nemlig, at disse år lægger op til et opgør med det elitære og mølædte, der har præget en stor del af mange nutidige forfatterskaber.

Mere eftertænksom

I sin anden digtsamling, der udkom i 2019, tager Yahya Hassan mange emner op, der optrådte i den første, men man fornemmer nu alligevel en vis udvikling, for han virker mere eftertænksom. Midt i sin irritation og utålmodighed med omverdenen gør han sig tanker Han kan lide ordspil og er dygtig til at formulere dem som for eksempel "... bedrevidende med bedre viden" og "... at dø af at overleve".
Nogle af udsagnene står stærkt som for eksempel "... pisker børnene med idyl". Har han lært af sine erfaringer med vold og fængselsophold og er blevet mere voksen?
Mener han det, når han i digtet "Vantro" skriver "... jeg har en bændelorm i ånden"? Det er muligt, for jeg synes jo altså, at han virker mere moden, og at hans udtrykskraft er bedre end i den første digtsamlling.

De frygtløse berserker

Digteren i begge digtsamlinger minder mig dog allermest om de gamle vikingers elitesoladater, de frygtede og frygtløse berserker, der var kendt for at gejle sig selv op til voldsom vrede og usvigelig kampvilje. I deres selvvalgte trancelignende tilstand var de virkelig som besatte, for det var, hvad de ville være ...

https://arbejderen.dk/anmeldelse/bedrevidende-med-bedre-viden

Tiger-smil

Sådan ser en vred og truende tiger ikke ud: den "smiler", hvilket gør, at den får gjort opmærksom på sine gode, stærke tænder uden direkte at true den person, der fodrer den. Smart og en taktik, man også kan bruge i menneskenes verden. Selv holder jeg meget af ironi og forsøger at udskifte diverse eder og forbandelser med ironiske eller humoristiske bemærkninger. Det virker faktisk, men er svært for en hidsig person som mig, der mest har lyst til at smadre, kvæste og myrde visse ulidelige personer ....

Valentinsdag

Det hele handler om frugtbarhed og parringer, hvilket selvfølgelig altid har spillet en stor rolle i alle menneskesamfund. Ikke alle har dog været så åbenlyst lystne som romerne, når de fejrede denne dag, der var dedikeret til repræsentanten for kvinder og ægteskab, nemlig Juno. Dagen blev også set som starten på foråret, hvilket desværre ikke passer helt godt med vore erfaringer i nutiden. 

I Rom havde man et
Legenderne fortæller endvidere om et stort kærlighedslotteri. Byens kvinder lagde deres navne i en stor urne, og byens ungkarle fik så æren af at trække et af dem. Legenderne siger, at denne årlige parring af kvinder og mænd ofte førte til, at parret forelskede og giftede sig.
Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at de kristne folk hadede nogle af de romerske traditioner. Til sidst var det faktisk almindeligt, at kirkens mænd gjorde op med hedenske fejringer ved at give dem nye kristne navne og give dem et mere ’sofistikeret’ kristent indhold.

I 498 besluttede pave Gelasius, at den 14. februar skulle være Skt. Valentins Dag, og dagen skulle stå i martyren Skt. Valentins navn. Det "usædelige" romerske elskovslotteri blev dømt ukristeligt og forbudt.

I USA er Valentinsdag blevet en stor kommerciel dag, som man markerer med gaver, kort, osv.. Alt sammen noget, der koster en masse penge. Esther Howland, en amerikansk dame, der boede i Massachusetts, fik sit første valentinskort fra England i 1847. Det må have haft en effekt, siden kvinden startede sin egen produktion, og omsatte for ca. 100.000 US dollar om året i 1850.