Sure Else

Ja, det er sørme surt, at andre er glade, velfornøjede og måske også forelskede, når man selv er sur og tvær. Selv om det forholder sig sådan, må man dog forsøge at få styr på sin surhed, ikke bare for andres, men også for ens egen skyld, så man ikke bliver kvalt i galde. Alt taget i betragtning, er det jo ikke det glade par, der er skyld i ens eget dårlige humør. Eller sagt på en anden måde: de svæver på lyserøde skyer og har ikke gjort noget for at gøre én sur. Faktisk ser de formentlig slet ikke andre mennesker.
Andet end misundelse kan dog styre ens dårlige humør, sådan som det skete for mig forleden i en Irma-butik, hvor jeg ofte slår mine folder. Jeg indrømmer, at jeg var træt og sur, da jeg kom, og at det ikke blev bedre af, at et klodset fruentimmer havde placeret sin kolossale rygsæk på den del af båndet, hvor mine varer skulle op. Desuden var hun enormt længe om at betale, hvilket gjorde, at jeg efterhånden var som en gryde i kog. Da hendes rygsæk spærrede, sådan at ekspedienten ville give mig den del af båndet, der var længst væk fra terminalen, kogte den over: jeg flyttede arrigt mine varer over på den del af båndet, hvor rygsækken lå. Dette fik den kludrevorne ejer af bemeldte ejendel til at udbryde sådan noget som "hov-hov" fulgt af et "nå der er sandelig én, der har travlt hva'?"
"Næh," sagde jeg, "jeg venter bare på, at du forsvinder."
Og det gjorde hun så, idet hun arrigt rykkede sin rygsæk til sig med en ond skulen til mig.
"Slem Else"? Tjah, i hvert fald en sur, tvær og utålmodig Else, der tillod sig selv at oparbejde en vrede over en mindre ting, der burde have været ignoreret.

Adelsmanden, der blev en af kommunismens fædre

Det er sikkert de færreste, der tænker på Vladimir Ilyich Ulyanov - hvis alias var Lenin - som adelsmand. Han var jo revolutionær og en af kommunismens fædre, så hvem forestiller sig, at han også var adelig? Ingen vil jeg tro, men det passer faktisk. Han blev født i 1870 og døde i 1924, idet han regerede fra 1917 til 1924, hvor han efterfulgtes af Joseph Stalin. Det var i Lenins regeringstid, at Rusland blev en kommunistisk etpartistat.
Oprindelig stammede han fra en ret velhavende middelklassefamilie, og det var hans far, Ilja, der blev adlet på grund af sine fortjenester som embedsmand. Noget, der formentlig har betydet, at også den revolutionære søn også gjaldt som adelsmand. En detalje, der mere er en pudsighed end noget af praktisk betydning, for hverken han eller hans mindst lige så revolutionære bror, hvis planer om at myrde zaren førte til hans henrettelse, viste nogen interesse for familiens "ophøjelse".
Med sin pæne sociale baggrund syntes vejen at være udstukket for den unge mand, der med sin begavelse sikkert ville have kunnet gøre karriere inden for systemet. Noget, han dog slet ikke lagde op til.

Kelly Cochran elskede sex og mord

Kelly Cochrans egen familie mener, at hun er seriemorder, og at hun sagtens kan have myrdet mindst 9 mænd. Sagen efterforskes stadig, men hun er allerede blevet dømt for mordet på en af sine elskere, nemlig Chris Regan. Hans familie samt ekskæreste gjorde meget for at lokalisere ham, men forgæves. Ingen havde tilsyneladende en forklaring på hans forsvinden, heller ikke Kelly, der længe snoede sig ud af alle spørgsmål. Først da en kvindelig politichef fattede interesse for sagen og ikke veg i sin eftersøgning, fandt man ud af, hvad der var sket med ham.

Det lod til, at denne skønne fyr ikke bare var blevet myrdet af Kelly og hendes mand, Jason, men at dele af ham også var blevet serveret for et par af deres venner som hamburgerkød. Senere gik hendes mordlyst også ud over Jason, selv om de to ellers lod til at have et nært og kærligt, omend klart perverteret forhold.

Jason hjalp formentlig Kelly med hendes forbrydelser. Det eneste, han reagerede imod, var,  når hendes følelser for elskerne blev for intense. Hvilket nok var det, der skete med Chris Regan. I en TV-udsendelse fortæller Kelly om nydelsen ved duften og smagen af mordofrenes blod, og hun udviser ingen form for anger.

Som kvindelig seriemorder har hun været ret succesrig, og jeg gad nok vide, om det skyldes, at politiet på forhånd har taget for givet, at kvinder ikke handler, som hun har gjort. Der skulle en anden kvinde til for at afdække mordmysterierne, og hun arbejdede endda under vanskelige forhold, da hendes chef var mandschauvenist og ikke syntes om kvinder, der arbejdede som efterforskere.

https://torontosun.com/news/world/killer-kelly-cochran-served-victim-as-burgers

Et offer på videnskabens alter den 17. februar 1600

Vi kan håne de katolske kirkemænd som åndsforsnottede dumrianer, men løgnere var de ikke - i hvert fald ikke bevidst. De troede på deres og var sikkert overbevist om, at Giordano Bruno var en ondsindet løgner og kirkefjende samt i ledtog med Satan. Latterligt for os, men dyb alvor for dem. Kort sagt: et bevis på menneskets evne til vildfarelser ....

Når ens eksistens betvivles

For nogle år siden var jeg indlagt til en mindre operation, og under indlæggelsen fik jeg besøg af en veninde. Det vil være en underdrivelse at sige, jeg blev forbløffet, da hun fortalte, at jeg havde været overordentlig svær at finde, fordi jeg åbenbart ikke fandtes opført på min adresse, hvor jeg ellers har boet i mange år.
Det lod til, at hospitalet havde skrevet i min journal, at jeg boede på XXX-gade, hvor jeg vist nok aldrig har sat mine ben. Min veninde fandt det morsomt, men jeg blev gal og lagde ikke skjul på det. Resultatet var, at fejlen blev rettet - eller blev den???
For et par dage siden, fik jeg et brev fra myndighederne, (som man siger), hvor de tydeligt lod mig forstå, at jeg var under mistanke for slemme bedragerier. Og hvad gjaldt det så denne gang? Jo, det lader til, at jeg i al hemmelighed har ladet en (navngiven) mandsperson flytte ind hos mig, hvilket - som det antydes - må være et forsøg på at snyde med den boligsikring, jeg er berettiget til. Denne anklage kom totalt bag på mig, da jeg hverken kender bemeldte herre eller har nogen planer om at dele min lille bolig med ham. Så snart jeg fandt meddelelsen i min e-boks, skrev jeg og brokkede mig, men jeg kender systemet godt nok til at vide, at det ikke er det samme som en hurtig løsning.
Altså, HVAD FANDEN osv ....

 

Pels-mord

I min familie er der flere, der lod sig uddanne - og arbejdede - som buntmagere, dvs. "pelssyere" og "pels-designere", og før i tiden havde jeg altid en pels til om vinteren, men ikke mere. Hvorfor? Samvittighedsnag over for de myrdede dyr - og noget, der kun kan kaldes mangel på dyreetisk logik.
Sagen er jo den, at nok fravælger jeg pelsene, men jeg er ikke vegetar, og alle mine tasker, urremme, etc. er lavet af læder. Et mord er et mord, og formålet er egentlig ret ligegyldigt, for uden disse drab, som jeg er så rystet over mht pelsene, ville man ikke kunne fremstille en hel række andre varer, som jeg hidtil har accepteret uden at tænke nærmere over det. Sært og ulogisk ....

Livet før fødslen og efter døden

Så vidt jeg ved, er Buddhisme den eneste religion, der (indirekte) regner med et liv før fødslen. Man dør, dvs. at man forlader sit nuværende liv, men så bliver man til gengæld genfødt i et nyt liv med andre forældre og andre vilkår. Det formodes, at dette er sket før, så et nyfødt barns liv følger et tidligere, der er afsluttet med døden.
Denne kæde af genfødsler træder altså i stedet for de kristne forestillinger om én fødsel, ét liv og én død, der ender med at sende én til himmels og op i Paradiset eller ned til Satan i  Helvede. Begge dele regnes for at være for evigt, og mig bekendt er der ingen ankemuligheder nogen af stederne.

Der ligger det i den buddhistiske tankegang, at man kan have været hersker i et liv, men blive en undertrykt slave i et andet, fordi man har gjort sig fortjent til denne deroute ifølge loven om Karma. Dvs. at man høster, som man sår, så man må sige, at der hersker et retfærdighedsprincip, der kan virke tillokkende på dem, der kun møder modgang i deres liv, for "næste gang tager jeg revanche" ....

At kristendommen er mægtig optaget af livet efter døden, ved vi jo, men hvorfor er der aldrig nogen, der har beskæftiget sig med det, de selv fremhæver som det såkaldt "evige liv"? Ifølge logikken lever det kun op til denne betegnelse, hvis det starter før livet, og det er der vist ingen, der har påpeget over for kirkelige dignetarer. Enten formodes vi - dvs. vores sjæl - at leve evigt, eller også drejer det sig bare om sådan ca. 0-100 år på denne planet + et uendeligt langt ophold i enten Paradiset eller Helvede, og det er altså ret sølle som salgsargument for en religion.
For mit eget vedkommende tror jeg hverken på det ene eller det andet system, men det er sjovt at lege med teorierne. Som agnostiker afviser jeg heller ikke tanken om noget, man for min skyld godt kan kalde et guddommeligt princip. En personlig gud tror jeg imidlertid ikke på. For mig at se er han/hun blot et konstrueret spejlbillede af vort eget samfund.