Den renfærdige nøgenhed

Et herligt tidsfordriv for dem, der går ind for nøgenbadning, nøgen-dans og fester uden en trevl på kroppen! Samtidig var denne nøgenhed en hyldest til sjælens renhed, så den udtrykte faktisk kristen fromhed og ikke det lystne pjank, der blev tilskrevet Satan og hans følgesvende. OK, vi kender det jo fra halvfjerdserne, flower-power og hippierne, men dette drejer sig faktisk om middelalderen, hvor folk angiveligt var tilknappede dydsdragoner. 
Kan det være rigtigt? Var det sådan noget, vore forfædre muntrede sig med? Tjah, ellers er det i hvert fald et postulat af den mere muntre art og ret uventet for mig, da jeg aldrig har hørt om det, før jeg stødte på det i et spørgeprogram.
Hmmmmmmmmmmmm ....

Et glemt kvindeligt offer for Henry VIII

(Dette stik af Elizabeth Barton er formentlig af Thomas Holloway efter et maleri af Henry Tresham)

Elizabeth Barton (1506-1534) havde mange tilnavne. Nogle kaldte hende "The Nun of Kent", "The Holy Maid of London", "The Holy Maid of Kent", medens andre så hende som "The Mad Maid of Kent". Alle disse navne kan ses som gode beskrivelser af denne engelske, katolske nonne, der lagde sig ud med landets mægtigste mand, nemlig despoten kong Henrik VIII, fordi hun fordristede sig til at komme med profetier, der ikke var så favorable for hans planer om at ægte Anne Boleyn. 
Henrik VIII var ikke nogen tålmodig mand, og at nogen gik imod hans vilje, var ganske enkelt uacceptabelt for ham. Lysterne og drømmen om en mandlig arving drev ham i armene på Anne Boleyn, og for ham var det nok til at få den formastelige nonne fængslet og henrettet. 
Noget, der formentlig har forstærket hans ønske om at få hende fjernet, var at en hel del af hendes tidligere spådomme var gået i opfyldelse. I begyndelsen havde han imidlertid ikke noget imod hende eller hendes forudsigelser, for det var først senere, de gik imod hans ægteskabsplaner. Faktisk lader det til, at de mødtes to gange uden episoder af nogen art. 
Problemet var, at hun dels blev anset for hellig og med profetiske evne af befolkningen, men at hun kun støttede kongen indtil et vist punkt. Nok lod det til, at hun havde gud-givne evner som profet, men den forfængelige konge anså sin egen vilje for vigtigere. Dvs. at han på en vis måde satte sig ud over det, Gud angiveligt havde befalet gennem sit talerør, profeten Elizabeth Barton. Hans hån var til at tage og føle på, for ikke bare blev hun hængt den 20. april 1534, men hendes hoved blev også sat på en stage på London Bridge, en straf, der ellers var forbeholdt mænd. Hun var faktisk den eneste kvinde i historien, der kom ud for sådan en forsmædelse.




 

Når man bliver taget på ordet

Lige så sørgeligt, som når man er lidt for hurtig til at sige til en eller anden, at man "aldrig vil se vedkommende igen", uden rigtig at mene det. Faktisk er der tale om en test af denne person: gør han/hun alt for at bevise, at du holder af mig og vil gøre alt for at bevare forbindelsen? Kort sagt: er dine følelser ægte?????
Lad os nu forestille os, at der i dette tilfælde er tale om en fyr, der tager pigen på ordet. Så ville det værste være, hvis han fandt sammen med hendes veninde, søster eller et andet nærtstående hunkønsvæsen. Det ville simpelthen ikke være til at holde ud! Hvis han fik en ny kæreste, der var en fremmed for pigen, så ville det værste nok være, hvis hun var meget flottere end hende. Hun ville tabe ansigt i teenagerens verden, og det ville være meget, meget trist.

The Children's Crusade

The Medieval crusades have been seen as something very brave and honorable, but not all of them were either. One of the episodes which it's impossible to forget even today is the Children's Crusades in 1212. There were two of them and the first one was instigated by a 12 year old shepherd called Stephen (or Etienne). He approached the French king Philip and handed him "a letter from Jesus" whom he said had appeared to him while he was tending the sheep. Presumably Jesus had ordered him to go and preach the Crusades to the public. However, the king didn't believe him or wasn't too impressed by him, but this young boy of 12 was undismayed by such a setback which might have discouraged anybody else. He started to preach wherever he had a chance to bring out the message to the public.
Actually, he seems to have been an oral genius who caught the attention of a lot of devout Christians. Some of these were circa 20-30,000 thousand children whom he convinced to follow him. Several of these children were of noble birth and must have eloped their wealthy homes to join his Christian "army". At Marseilles two merchants, who went by the nicknames of Hugh the Iron and William the Pig, offered them ships, free of charge - and from then on the child Crusaders are lost to history for many years. They disappeared and were not to be seen or heard of until the fate of some of them was disclosed 18 years later.

 In Germany a boy by the name of Nicholas entered on the same course as the first child Crusaders. He and his cohorts - also many girls - set out on their way to Palestine, but their losses were heavy, due to starvation and other hardships. When many of them gave up their plans to go to Palestine they were too exhausted to return home, so they decided to stay where they were, i.e. in Italy. Some of the dead children's parents were so enraged by Nicholas, who by this time had disappeared, that they caught his aged father and executed him as a substitute for his son.
As to Stephen and his followers who had set out in three ships then two of these were shipwrecked and all aboard drowned. Their sad fate was disclosed to their relatives when a young priest returned home to Europe after 18 years of captivity in a Muslim country. He told them that those on the third ship were captured and taken to Muslim slave markets where they were sold. Thus the relatives learnt the hard way that those two merchants who had proposed to help the children had betrayed them to the point of setting them up for sale in a Muslim slave market. However, some years later they in their turn were hanged for their harebrained attempt to kidnap the Emperor Frederick.
Some of the merchandised Christian children were killed for not being willing to accept Islam, but others were lucky enough to be bought by the governor of Egypt, al-Kamil, who treated them very kindly and set them to work as interpreters, teachers, etc. without demanding that they embraced the Muslim faith.

All in all these sad stories of committed, but betrayed children should be better investigated than they are. Most of them are mere myths, but it's a historical fact that these groups of children set out as crusaders just as did the grown-ups. In many respects both these groups were deluded by their own all too high ideals, dreams and hopes, but also haughtiness as they felt that they alone had religion.

Post mortem

Det er ikke mit indtryk, at det er kutyme med fotografier af afdøde personer i vore dage, dvs. undtagen  i kriminalsager. Måske er der dem, der ønsker et foto af deres kære i kisten, men umiddelbart finder jeg ideen frastødende. Ikke desto mindre var der engang for ikke så forfærdelig længe siden, hvor det faldt de sørgende naturligt at mindes deres kære med den slags billeder.

Nogle af de døde bliver opstillet, som var de levende, hvilket kunne tyde på, at dette sidste billede også er det første, der blev taget af dem. Her har moderen sin døde datter på skødet, idet begge hendes hænder er i kontakt med det lille barnelig. Faderen rører bare ved datterens kjole, idet hans højre hånd er lige ved at røre hendes lille, slappe hånd, men altså kun lige ved.

Her er det faderen, der synes at stå den afdøde søn nærmest, medens moderen ligesom bare "hægter sig på" sorgen med en hånd på hans ene arm.

Jeg er lidt loren ved disse post-mortem-fotografier, men ikke totalt afvisende eller fordømmende, for forældrene har jo ikke udnyttet deres døde børn kommercielt. De har bare ønsket at bevare mindet om dem på en noget makaber måde.
Hvis jeg endelig skal fremhæve nogle af disse billeder, så synes jeg umiddelbart bedst om den type afdøde-billeder, hvor den døde ikke postuleres at være i live, for det er de jo ikke. At den lille, yndige pige ovenfor fremstilles, som om hun bare sover, er og bliver et postulat. Hun er død og vågner aldrig op igen, så det er tydeligt, at denne form for afbildning bygger på en løgn.

Nuttet og buttet, men beklageligvis død. Barnet både er og er ikke, for det har ikke længere et liv, men er blevet forvandlet til et lig. Det er faktisk midt i en biologisk proces, hvor det også fratages sit yndige ydre. Trist for den, der havde store forhåbninger til dette barns liv og fremtid, da det blev født, men det er nu engang reglerne for os alle: Rød om morgenen, død om aftenen ....

Ikke bare fotografier postuleres at bevare afdøde for eftertiden, for det gør mumier også. Her har vi således mumien af en farao, der var mægtig, da han levede, men nu - hvor hans magt er væk - kan han teoretisk set risikere den samme skæbne, der er blevet andre ægyptiske mumier til del, nemlig at blive pulveriseret og solgt som "medicin" eller "magisk pulver".

Det er den skæbne, der venter de mumier af slægtninge, som denne handelsmand ønsker at sælge til højestbydende.
Kort sagt: et lig har ingen rettigheder og kan ikke forvente det "evige liv", som de troede, at dyre gravkamre, mumificeringer, etc., etc. garanterede dem. Man kan ikke få evigt liv, når man allerede er død ....

  


   

Harpy

Man synes måske, at moderne bøger som "Harry Potter" og diverse science fiction-værker er mægtig fantasifulde, men de overgås langt af ældgamle mytologier som f.eks. den græske, romerske og nordiske. At hitte rede i alle de mytologiske væsner kan være svært, men det er dem, der bringer historierne videre. Det gælder f.eks. også harpyerne, der ifølge den græske mytologi var kvindelige, vingede dødsånder, men de havde også en anden og mere livgivende side.

Det var således en harpy, der blev mor til Achilleus' heste efter et hedt elskovsmøde med vestenvinden. Meget romantisk må man sige, selv om harpyerne langt fra var blødsødne, kælne og kærlige, men tværtimod stride og oven i købet tyvagtige. Således gjorde deres tyverier det svært for en anden mytologisk figur, Fineus, at overleve, da Zeus forviste ham til en øde ø, fordi han var lidt for god som sandsiger og havde det med at afsløre gudens hemmeligheder. Harpyerne var ligeglade med Fineus' evner og lidelser, så han sultede i sit fangenskab, fordi de hele tiden stjal hans mad.

Det har altid fascineret mig, at nogen før i tiden har forklaret deres verden og dens indretning ved hjælp af sådanne vilde mytologier. Alene det, at en eller anden får den ide, at vestenvinden har muntret sig med en harpy, og at det har ført til et heste-afkom, forekommer mig at være udtryk for en utrolig fantasi og iderigdom, som vi bør takke for den dag i dag, hvor vi kan more os over myternes verden. 

https://mythology.net/monsters/harpy/

Når man virkelig ikke kan lide sin mand

Selv om Edward II af England (1307-1327) lader til at have været en ganske pæn mand, så må det have været surt at være gift med ham, for han var (sandsynligvis) bøsse. Hans dronning, Isabella af Frankrig, måtte dele ham med hans nære ven, Piers Gaveston, og det er et stort spørgsmål om de børn, hun fødte, var hendes mands. Som så ofte i kongelige familier byggede deres forhold på traktater og ikke på gensidig kærlighed, men hun må dog have forventet, at Edward fulgte visse regler vedr. den respekt, han som ægtemand skyldte hende, og det har tilsyneladende knebet. 

Det siges, at hun fik ham myrdet, efter at han blev væltet som konge, og det foregik på en barsk måde: han fik angiveligt en rødglødende ildrager jaget op i tarmen. Denne ildrager var indsat i et horn af en eller anden art, så der ikke kom synlige brandsår, men resultatet var givet på forhånd.
Der er dog dem, der mener, at Edward "bare" blev myrdet ved kvælning, men hvorom alting er, så ønskede hun ham død, og dø det gjorde han ....