Den ægte Alice og Dronning Victorias søn

Alice Liddell var et bedårende barn, der blev til en lige så yndig, ung pige. Det var hendes udstråling, der inspirerede Lewis Carroll til at skrive "Alice in Wonderland" og "Through the Looking-glass", der begge er klassikere. Forfatterens følelser for modellen til hans berømte roman-figur er ikke til at tage fejl af, for han ønskede at blive gift med hende, hvilket hendes far fik forpurret.
Også en anden lader til at have været betaget af den unge pige, (selv om nogen mener, at det var hendes yngre søster, Edith, han var faldet for). Hans sværmeri førte dog ikke til så meget, for han fik ingen af søstrene. Hvordan skulle det også kunne lade sig gøre, når hans mor var dronning Victoria af England, og dette skete mange år, før prinser kunne gifte sig med en borgerlig?

Dronning Vivtoria og hendes gemal, Prins Albert, fik ialt 9 børn, og denne søn var den yngste dreng i flokken. Han blev opkaldt efter sin granonkel, Leopold I af Belgien, og fik passende titler for en søn af den regerende dronning.
Selv om dronning Victoria ved forskellige lejligheder i hans barndom udtrykte afsky for hans "intetsigende ansigtstræk", (idet hun åbenbart overså, at han var som snydt ud af næsen på hende), så blev han alligevel på en vis måde sin mors yngdlingssøn. Dette skyldtes hans svage helbred, da han havde arvet hendes blødersygdom samt muligvis også havde epilepsi. Dvs. at han ikke havde helbred til at skeje ud som f.eks. sin ældre bror, der senere blev konge som Edward VII. På den tid var der en vis sentimental dyrkelse af den "ædle invalide" (jfr. Charles Dickens), og dronningen ønskede åbenbart, at hendes yngste søn faldt ind i den rolle. Noget, han absolut ikke ønskede.

Hun nægtede længe sin søn nogen form for karriere- eller bare almindelige udfoldelsesmulighed væk fra hende. I 1872 fik han imidlertid lov til at studere ved Oxford Universitet, og det var under dette fire år lange universitetsophold, at han traf Lewis Carroll (sande navn: Charles Lutwidge Dodgson) og familien Lidell.

Jeg tror ikke, at Leopold optræder i "Alice in Wonderland", men der er mange andre levende forbilleder til de fantastiske figurer. Lewis Carroll byder bl.a. på en selv-karikatur med Dodoen, der har fået sit navn, fordi han selv stammede. Det betød, at han kunne præsentere sig som Do-Do-Dodgson i stedet for Charles Lutwidge Dodgson.

Nogle mener, at en af de mest farverige personer, nemlig hjerter-dronning, bygger på hendes Majestæt, dronning Victoria, og at det kan være hendes søn, prins Leopold, der har fodret Lewis Carroll med oplysninger om hendes personlighed og vaner. Hun fremstilles som en super-despot, hvis faste replik "Af med hovedet" falder ved de mindste forseelser. Er det dronning Victoria? Det skulle ikke undre mig, for hun krævede total lydighed af sine børn og var forarget, når det lykkedes nogen af dem at gøre sig fri af hendes diktatur.
Hvad Leopold angår, så nåede han at blive gift og få børn, inden han døde som 30-årig. Inden da blev han i øvrigt gudfar til Alices anden søn, og han opkaldte sin datter efter hende. Noget, der muligvis er blevet lagt alt for meget i, men det er svært at lade være med at gøre sig overvejelser: var der noget, eller var der ikke noget mellem dem? Var Hjerter-dronning en karikatur over Victoria, eller er det en myte. Enhver kan gøre sig sine egne tanker ....

Mistænkelig uskyld

Skal vi tro på, at denne unge mand er et uskyldigt væsen, der bare vil aflevere et lille kys uden seksuelle undertoner? Nul! Og hvad er det for en pølse-lignende tot, han har på hovedet, er han pruttoman med fækale og erotiske lyster, som han ikke selv kan styre??? Det skulle ikke undre mig, så alle påstande om uskyld fejes hermed af bordet!
Desuden er der den mistænkeligt store og runde mave? Er han en grådig ædedolk og pønser måske ligefrem på ar begå en kannibalske forbrydelse??? Heller ikke det skulle undre mig, så skrid med dig din kyssomane møg-knægt!!!!

Noget af det mest uskyldigt udseende er en kat. De store øjne i et rundt ansigt skaber det perfekte billede på noget babyagtigt og dermed uskyldigt. Vi, der kender katte, ved dog, at dette er et falsk billede af et ofte meget snu og selvhævdende dyr.

De er lydløse opportunister, der bare lurer på det rette øjeblik til at skrabe guf til sig. Sjovt nok finder de fleste af os denne egenskab charmerende og morsom, hvilket siger mere om os end om dem ....

Indre som det ydre?

Hvad er der med denne ganske flotte, unge mand fra en anden tidsalder, hvorfor ser han så vemodig og plaget ud? Han er fin og velplejet i sit flotte jakkesæt, men ligner én, der lider mange kvaler, og som er ekstremt ulykkelig. Ikke desto mindre er jeg overbevist om, at mange piger fra hans samtid må have fundet ham flot og tiltrækkende. 
Nu ved jeg tilfældigvis, at han havde et svært liv, og at han på sær vis endte med at blive meget berømt på grund af alle de problemer, han kom ud for, inden han døde som 27-årig. Berømmelsen skyldtes dog ikke bare den utrolige modgang, han blev ramt af, men først og fremmest hans værdige og helt igennem fantastiske måde at tackle den på.
Han blev født i Leicester i England i 1862 og havde en normal barndom med en mor, der elskede og støttede ham på alle måder. Formentlig har han været en yndig baby, og indtrykket af ham som en begavet fyr må være blevet forstærket af hans kunstneriske talent, idet han både tegnede og byggede flotte modeller af bygninger. Allerede da han var omkring 5 år gammel, begyndte den grusomme forvandling, der på et senere tidspunkt gjorde ham berømt: hans hud udviklede grå, ligesom stivnede områder, og han fik desuden efterhånden mange store svulster rundt omkring på kroppen.

Hans kærlige mor tog sig af sin søn, plejede og passede ham samt underviste ham i forskellige fag, og det var et forfærdeligt chok for ham, da hun døde i 1873. Han fik ret hurtigt en stedmor, der simpelthen ikke kunne fordrage ham og viste det meget tydeligt. Det stod ham klart, at han måtte forlade hjemmet, og som 13-årig fandt han et job som cigar-ruller, men måtte opgive det to år senere, da hans højre hånd blev mere og mere deform. Den venstre derimod fik ingen skavanker, og det var den, han brugte til at skabe sin kunst.

Ingen ville give ham et job, og da hans far ansatte ham som sælger, skræmte han kunderne væk, fordi han efterhånden var så vanskabt af hudforandringer og svulster. Desuden var hans stemme også  forvrænget på grund af huden. Fordi det ikke lykkedes ham at sælge faderens varer, slog denne ham så voldsomt, at han flygtede og havnede som 17-årig på en arbejdsanstalt, hvilket han hadede. Hér opdagede han imidlertid en levevej, som hans samtid ellers anså som umoralsk, nemlig at lade sig udstille som cirkus-attraktion. Det gav ham en indtægt, men desværre (for ham) lukkede myndighederne cirkusset i 1884. Denne nye modgang fik ham dog ikke til at opgive sin nye, utraditionelle karriere. Han turnerede rundt i Europa med drømmen om et fremtidigt stille og trygt liv for den opsparing, hans optræden indbragte ham, men i 1886 blev han efterladt i Belgien uden en krone på lommen. Hans surt erhvervede penge havde lederen af hans show nemlig stjålet, før han stak af og lod ham tilbage i det fremmede land.
Dette ville have været en forfærdelig situation for et rask menneske, men for denne mand var det katastrofalt, for han havde jo altså ingen midler, så han kunne komme hjem til England, og folk forstod som regel ikke, hvad han sagde. På en eller anden måde lykkedes det ham dog at få solgt sine sidste få ejendele, så han kunne skrabe nok sammen til hjemrejsen.
Samme år fattede en læge, Frederick Treves, interesse for ham og hans tilstand, som han beskrev i "The Times":

Ingen havde nok forventet, at dette brev i "The Times" ville føre til en økonomisk hjælp, der gjorde det muligt for den syge at klare sig uden andet arbejde, men det gjorde det. Faktisk viste offentligheden en generøsitet, som ingen havde ventet, og han blev nu mødt af venlighed fra forskellige mennesker som bl.a. den unge enke Leila Maturin, der besøgte ham og var med til at gengive ham troen på, at han havde en værdi i sig selv. 
Alle mulige notabiliteter som f.eks. kongeparret og kronprinsen (den senere Edward VIII) tog pludselig del i hans skæbne, men nok ikke uden en god portion nysgerrighed. Dvs. at på en måde var denne nye og forbedrede sociale situation samtidig en gentagelse af hans liv som udstillings-objekt i cirkusset. Alternativet, hvor han sultede og slet ikke kunne klare sig selv, var dog værre for ham som person, og det hjalp også, at han følte en vis stolthed over disse mennesker interesse.
Lægen havde fremhævet hans begavelse og menneskelige egenskaber: han var ikke et uhyre, som han var blevet kaldt, men et følsomt menneske med intelligens og videbegær. Blandt hans interesser var litteratur - ikke mindst Jane Austen - kunst og brevskriveri, men den 11. april 1890 var det hele slut: den 27-årige døde, da han forsøgte at "sove normalt". Hidtil havde han sovet siddende, da vægten af hans deforme hoved gjorde det umuligt for ham at ligge udstrakt. Man mener, at han alligevel ville prøve den normale sove-stilling, og det kostede ham livet, da hans hals brækkede på grund af hovedets tyngde. Typisk nok blev hans skelet længe bevaret som udstillings-objekt på et engelsk hospital, men det lader dog til, at (det meste af) hans lig nu er begravet på normal vis.
Og hvem var dette fantastiske menneske, der huskes og elskes af mange også i nutiden? Hans navn var Joseph Carey Merrick, men de fleste kender ham nok bedre som "Elefantmanden".

 

En film fra 1980 af David Lynch med John Hurt som Merrick har gjort ham kendt og elsket i vore dage, og der er sikkert efterhånden sket en vis form for sentimentalisering af ham som person, men mange af hans samtidige har bekræftet, at han virkelig var et enestående menneske, der klarede sig igennem et meget vanskeligt liv med værdigheden i behold.

En anden cirkus-"artist", der ligesom Joseph Merrick levede af at vise sine deformiteter frem, var "The Lobster Boy", Gary Stiles, men hans måde at håndtere sygdommen på var helt anderledes. Hans liv bestod af bitre og hadefulde angreb på mennesker, han mente burde behandle ham på en anden måde. Bl.a. mishandlede han sin første kone og skød sin ene datters kæreste. Forståeligt nok var der til sidst én, der myrdede ham, og ingen lod til at begræde hans død. To liv, to tilgange, der siger meget om disse to som mennesker ....

...................................................................

(Det øverste billede er en nutidig genskabelse af ham ud fra hans kranium og de oplysninger, man har om hans slægtninge. Sådan ville han formentlig have set ud, hvis han ikke havde haft den sygdom, der deformerede ham, nemlig formentlig Proteus Syndrome).

Flid og det modsatte

Denne henslængte sofa-stilling kunne tyde på, at man har løjet om de oceaner af pligter, der venter én, men nej, sådan forholder det sig slet ikke. Man har talt sandt, for der er rent faktisk en masse, man skal have lavet, og det er det, der gør én så træt, så træt.
Forleden stod jeg selv med en hulens masse papirer, der skulle arkiveres, men jeg gad altså ikke, for der var andet, jeg hellere ville - som f.eks. at se "The Crown" på Netflix. Papir-stablerne råbte på mig, men først, da jeg var nødt til at flytte dem fra sted til sted, lånte jeg dem øre. "OK, OK," vrissede jeg og gik så ellers i gang med at lægge dem på plads, og ih, hvor det lettede. Jeg følte mig også så stolt over denne bedrift, at jeg følte mig i min gode ret til at belønne mig selv med et kalorierigt og meget usundt stykke chokolade. Det lykkedes mig tilmed at bilde mig selv ind, at det var for at "samle kræfter" ....

Drille-gave

Endelig en passende gave-ide til opera-elskere, der omgås opera-hadere. Her gives der et fint udvalg af slagnumrene, om jeg så må sige. De ville straks forvandle mine ører til blide og bløde modtagere af de skønne toner, men virker det mon på dem, der bare ikke kan fordrage "den slags musik"? Eller sagt på en anden måde: vil dette glimrende udvalg kunne omvende de inkarnerede opera-hadere?
Det kunne jeg faktisk godt forestille mig, at det kunne, for min egen mor var meget lidt begejstret for opera, men blev omvendt af "Tosca" med en dansk besætning, der omfattede Lone Koppel som Tosca og Ib Hansen som Scarpia.
Min mor blev virkelig opera-begejstret og fik et så nært forhold til de forskellige kunstnere, at Ib Hansen blev til "min Ibbermand". At hun faldt for ham som skurken Scarpia er lidt morsomt, men når det gjaldt opera, så hun stort på, hvem der var onde, og hvem der var gode. Noget, jeg såmænd også kender fra mig selv både mht. film og opera.

Modstridende følelser

En ganske interessant opstilling af to mænd, hvoraf den ene ligger udstrakt på sengen, medens den anden svæver over ham med et nok ikke alt for sikkert gymnastisk kneb. Et øjebliks uopmærksomhed og han ryger ned fra sin ophøjede position ....
Den liggende er kendetegnet ved to ting: 1) han har rejsning, hvilket kunne tyde på, at han har ømme følelser for den svævende mandsperson, men 2) den kniv, han har i venstre hånd modsiger dog kærlige intentioner, for nok har hans krop sladret om visse følelser, men han har tydeligvis ikke i sinde at give efter for dem.
Vilje contra drift? Tjah, det er højst sandsynligt, for den slags oplever vi nok alle i ny og næ. Ender det med kys, kram, etc.? Måske, men "overliggeren" risikerer altså at få spiddet maveskindet, så det er nok tvivlsomt - ligesom det ville være for os andre i en lignende situation ....

De forrige tider ere ei mere

Jeg ved, at der fødes færre børn her i landet end forventet. Nogle skyder skylden på feminismen og kvindernes frigørelse, og det skal såmænd nok passe, men hvad er alternativet for kvinder? Kan vi overhovedet få den forsørgelse, der skal til, for at vi kan blive hjemme og passe børn, sådan som det var kutyme før præventionens sejrsgang? Næh, det tror jeg ikke, selv om der jo er velhavende mænd, der får sig en trofæ-kone til "hjemmebrug", om jeg så må sige. En sådan kvinde er formentlig altid/for det meste hjemmegående med et par børn, men er det en tilværelse for et voksent menneske med egne meninger og drømme? Det synes jeg ikke, men jeg indrømmer, at der er gået noget tabt med den nye udvikling, også fordi jeg tror, at mange kvinder, hvis skæbne vi begræder i dag, egentlig var ganske tilfredse, bl.a.fordi de opfyldte de muligheder, deres køn havde dengang. Dvs. at der - set fra deres synspunkt - var en mening med det liv, de førte, selv om vi i dag forkaster det.