En historisk tilfældighed ....

Denne stramt udseende dame er Marian Theodore Charlotte Heidenreich von Siebold (1788–1859), der var Tysklands første kvindelige gynækolog, efter at hun havde fået sin eksamen i obstetrik i 1817. Hun var datter af lægerne Damian og Regina von Siebold og assisterede tidligt sine forældre, og hendes ry gjorde, at hun blev udvalgt som jordemoder af to royale huse, et i England og et i Tyskland, der senere blev knyttet sammen gennem et ægteskab: Dronning Victoria og Prins Albert.

Sjovt nok assisterede Marian Theodore Charlotte Heidenreich von Siebold nemlig både ved den senere dronning Victorias fødsel den 24. maj 1819 på Kensington Palace i London

Victoria som barn

og ved fødslen af hendes senere ægtefælle, Prins Albert af Saxe-Coburg-Gotha, på Rosenau Palaca den 26. august 1819.

Prins Albert af Saxe-Coburg-Gotha (til venstre) blev født på Rosenau Palaca den 26. august 1819.

 
 

At være, eller ikke være den ægte NN ....

Nogle forældre gør alt for at slippe af med forældrerollen. De bortadopterer, myrder eller overlader deres barn til sig selv, hvis de er for sent ude til en abort. Således overlevede den berømte "hatteæske-baby" kun, fordi hun blev fundet tids nok.
Hvor nogle forældre altså gør ALT hvad de kan for  at komme af med deres uønskede afkom, så er der andre, der kæmper en sej kamp for at få et bestemt barn, som de stædigt hævder er deres, selv om alt taler imod det. Det var det, der skete i Bobby Dunbar-sagen.

Da fireårige Bobby forsvandt på en campingtur i august 1912 gjorde hans forældre virkelig ALT for at finde ham igen, selv om sandsynligheden for at han var blevet ædt af alligatorer var høj. Efter otte måneders intens søgen fandt de detektiver, som de havde ansat, imidlertid et barn, som de mente, var den forsvundne dreng. Han lignede ham i tilstrækkelig grad til at familien Dunbar gik ind i en sej kamp for at få ham udleveret, selv om den familie, han boede hos, stædigt påstod, at han var søn af en kvinde ved navn Julia Anderson. Hun var fattig og havde ikke råd til juridisk bistand, men det havde familien Dunbar, og de vandt. Bobby blev ført hjem til dem i triumf og levede dér resten af sit liv. 

Alt kunne have fortsat uden de store problemer, hvis ikke det havde været for DNA, for i 2004 blev det bevist, at den Bobby, som familien Dunbar tilsyneladende havde genfundet og "reddet", overhovedet ikke var i familie med dem. Det blev også bevist, at han ganske rigtigt - som hævdet af den familie, han blev fundet hos - var søn af Julia Anderson, og at hans rigtige fornavn således var Bruce.

Man kan ikke sige, at Bruce  fik et dårligt liv som Bobby Dunbar. Han voksede op, giftede sig og fik fire børn, inden han døde i 1966. Dem, der mistede mest, var nok den familie, han havde boet hos som plejebarn, for de blev anklaget for kidnapning og kom ud for mange ufortjente ubehageligheder i den anledning.

https://thefrisky.com/creepy-missing-persons-cases/

https://historybyday.com/human-stories/who-was-bobby-dunbar-a-century-old-case-finally-solved/24.html

Det tretåede uhyre

Trolde, nisser, elverpiger og havfruer er gamle kendinge, som vi efterhånden har et afslappet forhold til. Vi frygter dem ikke længere, for vi ser dem som eventyr-figurer, dvs. noget, der  er en del af folkloren, men ikke virkelige på den måde, at man kan løbe ind i dem når som helst.

Engang imellem dukker der dog vidnesbyrd op om andre sære væsner, der præsenteres som muligvis ægte. Det gælder bl.a. Lockness-søslangen, der har mange tilhængere for "det kunne jo være en form for dinosaur, ikke?"

Ja, Nessie har mange beundrere af forskellig art .....

Desuden er der den populære Bigfoot og diverse spøgelser. Dem kender vi, for vi hører om dem jævnligt, men der er faktisk flere af deres type som f.eks. Fouke-uhyret i Arkansas, der havde sin storhedstid i 1970'erne. Han er særlig interessant, fordi han efterhånden synes at være blevet forvandlet fra et skræmmende uhyre til en hyggelig, gammel særling, som man fejrer med en festival hvert år.

Han ville være et godt studiemateriale for en folklorist, der ønsker at følge en nutidig mytes opkomst og forfladigelse, for han startede jo altså som en skræmmende figur, der angiveligt overfaldt og dræbte kvæg samt andre husdyr. Desudem skræmte han mennesker bare ved sit ydre. Af udseende ligner han Bigfoot en hel del, for han beskrives som meget behåret, ja, nærmest som en abe. Han går oprejst og efterlader tre-tåede fodaftryk, der dog efterhånden regnes for falske af de fleste, der har beskæftiget sig med beretningerne om hans gøren og laden

Han er ikke helt forsvundet, men fornuftige folk har påpeget, at han - eller rettere sagt myten om ham - kan være opstået, fordi en eller anden så en bjørn, men troede, at det var et uhyre.

Hans ydre er imponerende, for han beskrives som ca. 2 meter høj og med en vægt på omkring 110-140 kg. Nogle af dem, der har set ham, fortalte desuden gyselige historier om en skrækkelig stank, der omgav ham.
Efterhånden kom der langt flere tvivlere end troende, men ideen om ham og hans eksistens har altså fortsat og lever den dag i dag, bare i omformet stand. Kort sagt, en meget interessant udvikling af en ikke særlig gammel ide og myte.

Den menneskelige vintersover

Nogle dyreracer opererer med en opdeling af året i vinter og sommer. Om sommeren er de i fuld gang med at æde sig tykke og fede samt samle forråd, men om vinteren sover de og forbruger dermed ikke så megen energi. Yderst fornuftigt, hvis man er en bjørn, så hvorfor skulle det ikke også være godt for et menneske?
Måske det var sådan, forfatteren og bar-ejeren Leif Gehrke/Arthur E. (Turkey) Gehrke (1883-1942) tænkte, for han fulgte det samme princip som bjørne og fik derfor tilnavnet "Den menneskelige vinterdvalesover". Faktisk blev han mere berømt for sit søvnmønster end for sine bøger som f.eks. denne:

Hans hjemby fejrede ham, og der er stadig besøgende udefra, der ønsker at få vist, hvor han boede og arbejdede.

Hans søvnmønster bestod i at lægge sig i sin seng i begyndelsen af november og blive dér til april, hvilket bekom ham vel. Efter hans mening var senge-leje alle tiders kur imod sygdomme, både dem man kunne få og dem, man allerede havde. En psykiater udtalte sig om hans tilfælde, at han led af ængstelse som følge af en lever-sygdom, hvilket vist er noget, der kan ramme bar-ejere og ansatte. Senere blev han indlagt i anden forbindelse, og hér døde han i sin søvn.

Dengang så man det vist bare som en pudsighed, men på grund af diverse rumprogrammer har man fået ny interesse for hans tilfælde. En langvarig - dvs. årelang - rejse til f.eks. Mars vil nemlig kræve et søvnmønster, der ligner hans. 

Sperm og regler

I en jagt på et billede, der kan illustrere nogle guldkorn, jeg har om "fangeflugt som begreb", havnede jeg på mystisk vis på CRYOS's hjemmeside. Hér blev jeg vildt forbløffet over visse ting vedr. den ønskede profil hos sperm-donorer. Selvfølgelig skal de være sunde og raske, så vi kan garantere gode vilkår for næste generation og dermed for samfundet, men der må sørme være mange, der melder sig som donorer, for at CRYOS kan skalte og valte sådan med deres medlemmer.

Disse krav stilles, før man bliver antaget som donor: man må ikke have blødersygdomme eller koagulationsforstyrrelser, man må ikke have ydet sex til andre for penge eller stoffer, man må ikke have kønsvorter eller kondylomer, man må ikke indsprøjte lægemidler af ikke-medicinske årsager, man må ikke tilhøre en familie med alvorlige arvelige sygdomme, man må ikke have været sæddonor i en anden sædbank, man må ikke have haft sex med en anden mand, man må ikke selv være donorbarn eller være adopteret.
Alt det medicinske kan jeg forstå, men hvorfor må den gavmilde mand ikke være adopteret eller være født som resultat af en sæddonation????? Formentlig skyldes det, at man så kun kender moderens helbredstilstand, og donoren kan jo have arvet en syg fars uheldige skavanker, men umiddelbart virker det meget diskriminerende og også unødvendigt.

Og hvad med det med ikke at måtte have haft sex med en anden mand? Hvis der foretages en grundig medicinsk udredning, før donor-aspiranten antages, så er det vel ikke farligere for et eventuelt afkom end sex med en kvinde?

Kan det tænkes, at de tilmeldte herrer har misforstået visse ting og kommer af andre grunde end at ville yde og ikke bare nyde? Det skulle ikke undre mig, men det viser da en åben og livsbekræftende indstilling, der ikke vil være til skade for hans afkom - i hvert fald ikke i første omgang ....

https://www.cryosinternational.com/da-dk/dk-shop/bliv-saeddonor/bliv-donor/saadan-bliver-du-saeddonor/

Hunden, der var en stjerne

Lassie var måske nok den berømsteste filmhund, men der var nu også andre, der fik sig en karriere inden for filmen. En af de meget berømte var Skippy, aka Asta, der var en ruhåret foxterrier, hvis hele personlighed var indbegrebet af frækhed og spilopper. Den blev født i 1931 eller 1932 og trak sig tilbage fra filmarbejde i 1939.

Skippy er bedst kendt for rollen som "Asta" i detektivfilmen "The Thin Man" (1934), hvor den spillede sammen med William Powell og Myrna Loy. Denne rolle førte til et navneskift, for Skippy blev nu forvandlet til Asta, hvilket var dens navn i de efterfølgende film.

 

I "Han, hun og leoparden" ("Bringing Up Baby": 1938) spillede den "George", den legesyge knogle-tyv, der skaber et hav af problemer for Katherine Hepburn og Cary Grant. Samme år spillede den "Mr. Atlas" i "Topper Takes A Trip".Alt sammen noget, der var med til at gøre den og dens race meget populær i datiden.

Den uregerlige datter

Kejser Augustus

 Kejser Augustus (63 f. Kr.–14 e. Kr.) besad måske nok en enorm magt og regerede "hele verden", men der var én, han ikke havde styr på, og det var hans datter, Julia den Ældre (39 f.Kr.-14 e.Kr.).

Julia den Ældre

Samme dag, som hun blev født, lod han sig skille fra hendes mor, hans anden hustru, Scibonia, men beholdt datteren, gav hende de bedste lærere og forkælede hende på mange måder. Hun blev opdraget af hans nye hustru, den kultiverede og meget agtværdige Livia, der havde sønnen Tiberius fra et tidligere ægteskab.

Livia

Augustus fandt ikke faderværdigheden nem og klagede over, at han havde to uregerlige døtre, nemlig det romerske kejserdømme og Julia. Noget, der formentlig skyldtes, at Julias rolle som hans datter var at lystre og så ellers producere sønner, der kunne efterfølge ham.

Meget af ansvaret for den unge dame blev dog overført til hendes første mand, hans søster Octavias søn, Marcus Claudius Marcellus, der imidlertid døde to år efter og efterlod den nu 16-årige Julia som enke. Det må både have været en sorg og skuffelse for Augustus, der havde  promoveret ham, så mange troede, at han ville udpege ham som sin efterfølger.

Kejser Tiberius

Nu blev hans stedsøn Tiberius, hvis mor var Livia, presset frem i forreste række, idet Augustus tvang ham til at lade sig skille fra Vipsania, som han ellers elskede og havde børn med, og i stedet gifte sig med Julia, der jo var hans stedsøster. Disse mere eller mindre tvungne ægtefæller havde ikke høje tanker om hinanden, og i år 2 e.Kr. kom det til en kæmpe-skandale, da Julia blev arresteret for utroskab og forræderi. Augustus kunne have fået sin datter henrettet for denne forbrydelse, men nøjedes med at erklære hendes og Tiberius' ægteskab for opløst. Derpå sendte han hende i eksil på en lillebitte ø, Pandateria, idet hendes biologiske mor, Scribonia, ledsagede hende.

Julia den Yngre

Hjemme i Rom voksede skandalerne imidlertid, for Julias datter, Julia den Yngre, blev også grebet i utroskab og derpå forvist, og hendes yngste søn, Agrippa Postumus, blev sendt i eksil på grund af sin støt stigende uregerlighed. Mærkeligt nok, kan man sige, var Julia ret populær i visse kredse i Rom, og der var flere forsøg på at skaffe hende mulighed for at vende tilbage til Rom, men det lykkedes ikke. Augustus gav hende dog en lille pension og forflyttede hende væk fra mini-øen.
Da han døde, tog den nye kejler, nemlig hans stedsøn og Julias tidligere ægtemage, Tiberius, pensionen fra hende, og hun døde kort tid efter. Nogle hævder, at det skyldtes, at hun blev sultet ihjel, andre at hun selv sultede sig af sorg over mordet på sin yngste søn. Hvorom alting er, så så peger den anklagende finger på kejser Tiberius, der jo aldrig havde kunnet lide hende, og som havde mistet sin sande kærlighed, Vipsania, for at indgå et tvunget ægteskab med hende.

Caligula

Julias eftermæle er uløseligt knyttet til hendes efterkommere, nemlig barnebarnet Caligula og oldebarnet Nero. Hun var dog også stedmor-bedstemor til kejser Claudius.