fredag den 26. juni 2020

Hunden, der var en stjerne

Lassie var måske nok den berømsteste filmhund, men der var nu også andre, der fik sig en karriere inden for filmen. En af de meget berømte var Skippy, aka Asta, der var en ruhåret foxterrier, hvis hele personlighed var indbegrebet af frækhed og spilopper. Den blev født i 1931 eller 1932 og trak sig tilbage fra filmarbejde i 1939.

Skippy er bedst kendt for rollen som "Asta" i detektivfilmen "The Thin Man" (1934), hvor den spillede sammen med William Powell og Myrna Loy. Denne rolle førte til et navneskift, for Skippy blev nu forvandlet til Asta, hvilket var dens navn i de efterfølgende film.
 
I "Han, hun og leoparden" ("Bringing Up Baby": 1938) spillede den "George", den legesyge knogle-tyv, der skaber et hav af problemer for Katherine Hepburn og Cary Grant. Samme år spillede den "Mr. Atlas" i "Topper Takes A Trip".Alt sammen noget, der var med til at gøre den og dens race meget populær i datiden.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar