Jeg kan godt lide Sisyfos, der nægtede at forblive i dødsriget, og som tilmed fangede Døden og bandt ham. At det gjorde guderne sure, siger sig selv, for vi er jo i de græske myters verden, og dér vrimler det med temperamentsfulde og ikke mindst hævngerrige guder. Når de siger, at man skal én ting, og man så gør præcis det modsatte, ja, så er man selv ude om det. Den straf, guderne idømte Sisyfos, var at rulle en stor sten op ad en stejl bjergskråning. Når han havde fået den op, gled stenen imidlertid altid fra ham og trillede ned igen, så han måtte begynde forfra.
Filosoffen Albert Camus så Sisyfos som et ideal for det moderne menneske, der efter hans mening lever i en absurd verden uden mening. Alt er meningsløst, men det bør ikke afholde det humanistiske menneske fra at forsøge at få løst problemerne, dvs. få stenen op ad bjerget.
Efter min mening er der noget skævt i denne opfattelse, for hvis opgaven er pålagt Sisyfos af de ærlig talt temmelig barnlige og evigt stridende guder, hvem siger så, at det er dem, der har ret til at pålægge ham den? Eller sagt på en anden måde: hvorfor lade sig styre af individer, der ret beset er inferiøre mht forstand og intention?
Den værste af dem alle: Zeus
For mig er en livsopgave noget, det enkelte individ finder frem til ud fra sine egne forudsætninger og ikke bare noget, som en flok lunefulde, liderlige og skrupskøre guder finder på. Jeg må indrømme, at på det punkt springer jeg fra, men jeg er ikke blind for, at der kan være perspektiver hos Camus, som jeg bare ikke har forstået ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar