tirsdag den 2. juni 2020

Matriarkater og Disney-film

For mange år siden blev det fortalt, at Disney-figuren, Den Store, Stygge Ulv, var blevet taget så bogstaveligt af børn, der så filmene, hvor han optrådte, at de havde overført deres had og foragt til levende ulve. Og hvor fandt de så dem? Jo, i Zoologisk Have, og der gik rygter om, at deres stakkels, desorienterede ulv, der vist var enlig på det tidspunkt, havde fået et nervøst sammenbrud over at blive skældt ud af det unge publikum, der råbte ukvemsord efter den. Passede det, eller er det bare en myte? Aner det ikke, og jeg har heller ikke kunnet finde noget om det, men hvis det er sket, så er der ikke noget at sige til, at ulven, der levede i fangenskab blandt mennesker, blev meget utryg og rundt på gulvet over sådan en hadsk tiltale.

Det var sædvane at holde med De Tre, Små Grise og den gode Lille Stygge Ulv. De var jo de gode, medens Store, Stygge Ulv pr. definition var skurken. Spiste han måske ikke grise? Jo, hvis han fik chancen, men det gjorde han bare aldrig for alvor, da de altid slap fra ham. Desuden er ulve jo ikke ene om at kunne lide flæskesteg, så ....

Den ægte ulv befandt sig altså her i Danmark og blev besøgt af ivrige Disney-fans, der havde stærke følelser omkring ham. Det samme mønster har vist sig i forbindelse med en anden Disney-film, nemlig "Lion King", hvor den ædle løve stilles op over for de helt igennem væmmelige hyæner. En film om tapperhed må jo nødvendigvis have en skurk eller flere, og det blev altså hyænerne. De blev fremstillet som ulækre og grusomme skabninger, ja, tilmed også lidt dumme, og det faldt en zoolog og hyæne-ekspert så meget for brystet, at han forsøgte at anlægge sag imod Disney-koncernen for bagvaskelse af et dyr, som han kunne lide.

Sagsanlægget blev mest set som en spøg, og jeg har heller ikke indtryk af, at han vandt, men jeg synes faktisk, at det var flot af ham at tage sine firbenede venner alvorligt. Hvorfor skulle de lægges for had? Skyldtes det mon de ægte hyæners særlige "latter" samt visse fysiske særtræk, der automatisk ville falde macho-drengene for brystet? (Det gjaldt f.eks. Ernst Hemingway, der ikke var begejstret for denne dyrerace). F.eks. har man længe ment, at de er hermafroditter, hvilket nu ikke er tilfældet ....

Og ja, de lever i en form for matriarkat, hvor selv den lavest rangerende hun står over den højest rangerende han, og ja, de stjæler godbidder fra andre rovdyr, men hvad så? De overlever under ofte vanskelige forhold, og de gør ikke andet end det, naturen byder dem at gøre, og som deres kolleger blandt andre rovdyr også gør.

Når man ser det smukke billede af løve-hannens forhold til sin tilbedende søn, så er det jo noget fis, for hanløver er ikke "konger", men hunløver er faktisk "dronninger", fordi det er dem, der jager. Jeg vil mene, at Disney skylder os en "Lion Queen" og et smukt portræt af en flok glade hyæner, der ler ad livets mærkværdigheder - både på det store lærred og på den afrikanske savanne ....






 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar