onsdag den 17. juni 2020

Et godt spørgsmål



De fleste vil nok sige, at det er morgenmad samt en nyttig ingrediens i visse af vore madretter, men det betyder ikke, at de ikke ved, at dets funktion var en helt anden, da det blev udstødt af et æglæggende dyrs fødselskanal. Dem er der iøvrigt flere af, for ikke bare fugle, men også fisk, padder og krybdyr lægger æg, hvilket vil sige, at de har del i et ret genialt formeringssystem. Ikke noget med et 9 måneders besværligt svangerskab og en smertefuld fødsel, næh, for et æg er nemlig en madpakke for et foster, der får ALT serveret til fri afbenyttelse. Smaddersmart, hvis en æggespiser ikke kommer før udklækningen og fortærer hele dette fine økosystem ....
Og hvad får vi, der er nogle af de værste ægge-tyve, for vore anstrengelser? Meget mere end vi vist fortjener, for de ægge-producenter, vi kender bedst, nemlig høns, bliver ikke altid godt behandlet af os. Penge-maskineriet byder dem ståltråd, hvor de drømmer om jord til at skrabe i, og de aflives på en ikke alt for blid måde, selv om slagterierne påstår noget andet.

Alt i et æg kan faktisk bruges af de forskellige ægge-tyve, der findes. Selv skallen, der kan give kalcium, men det er nu sjældent, vi mennesker spiser den. Det eneste, man ikke kan få af at spise æg, er C-vitamin, ellers synes de at indeholde alle næringsstoffer. Formentlig er det derfor, de indgår i mange diæter, for de er både sunde, samtidig med at de er kaloriefattige. Hvad smagen angår, så er det altså bedst med helt friske æg, og jeg mener, at de skal nødig være mere end en uge gamle for ikke at ændre smag.

Og hvordan er jeg nu pludselig kommet til at tænke på æg? Jo, jeg blev spurgt om min egen bog, "Fjer for fjer", som jeg ellers ikke har tænkt på længe, selv om jeg var glad for den, da den udkom ...



Ingen kommentarer:

Send en kommentar