Morderen Lawrence Bittaker drømte om at skabe sin egen ideelle tortur-by ....

Hverken Lawrence Sigmund Bittaker (1940 – 2019) eller hans medhjælper Roy Lewis Norris (1948 – 2020) udstod den straf, de i så rigeligt mål havde fortjent efter at have fanget, tortureret, voldtaget og dræbt (mindst) fem unge piger i et tidsrum på fem måneder i 1979. Begge disse to idioter, hvis tilnavn som seriemordere var "værktøjskasse-morderne", var oplagte kandidater til dødsstraf, men det var kun Bittaker, der fik denne særdeles velfortjente dom, da Roy Norris fandt en udvej: han blev anklagerens vidne. Hvad Bittaker angår, så undslap han bødlen, for han døde af naturlige årsager i San Quentin State Prison, inden dommen blev eksekveret.

Også Norris døde af naturlige årsager, og når jeg hører det om sådan en fyr, så håber jeg altså, at han i virkeligheden blev myrdet i fængslet på frygtelig vis, for det havde han så rigeligt fortjent.

Lawrence Sigmund Bittaker blev bortadopteret af sine forældre som en "fejltagelse", for de ønskede simpelthen ikke at få børn. Han blev adopteret af et par, der rejste meget omkring i landet, fordi manden havde et job inden for fly-industrien. Om det er grunden til, at han tidligt udviste en kriminel adfærd, vides ikke, men det er da muligt, og det var i hvert fald hans egen teori, for han følte sig uelsket af sine adoptivforældre. Da han var 18 år gammel frasagde de sig forældreskabet, og han så dem aldrig igen.
Hvad Roy Norris angår, så var hans barndom præget af utryghed og alkoholmisbrug, og han blev ofte overgivet til en plejefamilie. Han påstod senere, at han var blevet voldtaget som plejebarn. Efter at have udsat en kvindelig slægtning for en omgang uønsket sex-snak forværredes hans og familiens forhold. Hans forældre fortalte ham og hans yngre søster, at de var uønskede børn, og at de ville lade sig skille, så snart de havde nået en vis alder og kunne klare sig selv. Et års tid efter meldte han sig til flåden og blev sendt til Vietnam, dog uden at komme i kamp. 

Bittaker blev arresteret for røveri, men sad kun fængslet i to ud af de femten år, han ved den lejlighed blev idømt. I de psyologiske tests, han gennemgik under denne fængsling, fortalte han, at hans kriminalitet gav ham en stærk følelse af "selvværd". Da han blev løsladt, fortsatte han, hvor han slap, og han røg ind og ud af fængsel den ene gang efter den anden. Mønsteret ved disse fængslinger var, at han aldrig sad tiden ud, ikke engang da han overfaldt en ung supermarkedsekspedient, der havde afsløret hans tyveri i butikken, og stak ham i brystet med en kniv. 
De forbrydelser, Norris begik inden for det samme tidsrum, var af seksuel karakter. Han fik nu diagnosen skizzofreni. Under en af sine arrestationer for voldtægt mødte de to forbrydere hinanden, og de blev venner. Deres fælles fascination af unge kvinders frygt og rædsel bandt dem sammen, selv om Bittaker aldrig før havde ført sine sex-fantasier ud i livet. De drømte om at overfalde og myrde unge kvinder i alderen 13-19 år, og efter deres løsladelse fandt de sammen igen og gik i gang med at udføre deres planer, dog først efter at have øvet sig med en række piger, som de ikke overfaldt, men bare lokkede ind i deres bil.

De dræbte deres første voldtægtsoffer, den 16-årige Lucinda Lynn Schaefer, i 1979. At læse om deres metoder er barskt, for ingen af de myrdede får nogen form for anerkendelse af deres personlighed og værdi som mennesker. De er kun "ting", der passer ind i deres syge fantasier om sex og tortur.
Deres sidste offer var 16 år ligesom det første. Formentlig for at prale fortalte Norris en anden fængsels-kammerat om sine og Bittakers forbrydelser, og han videregav oplysningerne til myndighederne. Da de to forbrydere havde taget fotografier of lydoptagelser af nogle af deres ofre, blev efterforskningen hjulpet godt på vej af de beviser, de selv havde efterladt. Andre "souvenirs" gav lige så meget indsigt i deres syge gøremål, men de to kumpaner tilstod ikke uden videre deres forbrydelser. Da Norris først fik munden på gled, indrømmede han, at magtfølelsen gav ham stor nydelse foruden den seksuelle tilfredsstillelse. Han blev dømt til 45 års fængsel, men med mulighed for løsladelse før tid.
Under retssagen, hvor fotografierne og lydoptagelserne fra mordene indgik, græd tilhørere og jurister åbenlyst, så skrækkeligt var det. Bittaker nægtede at have begået mordene og voldtægterne. Han hævdede bl.a., at han havde betalt piger for at posere til fotografering og for sex, men at han skam ikke kendte noget til forbrydelserne. Det hjalp ham dog ikke, for han blev bl.a. fundet skyldig i fem mord, fem tilfælde af kidnapning og ni tilfælde af voldtægt. Dommen var: dødsstraf, og hans appeller blev afvist. Han udviste ingen anger og tilbragte meget af sit resterende liv med at skrive protester over småting i fængselslivet som det at få en kage, der var gået i stykker. 

Den kriminalmand, der havde stået for en stor del af efterforskningen, var så berørt af sagen, at han begik selvmord, 39 år gammel ....