torsdag den 18. juni 2020

Hvad skal vi med de kongelige?

Ved et tilfælde faldt jeg over historien om den senere Frederik IX's mislykkede forlovelse med prinsesse Olga (1903-1997) af Grækenland. Den unge prinsesse minder i type en hel del om den kvinde, han senere giftede sig med, nemlig prinsesse Ingrid fra Sverige, for de var begge flotte og elegante kvinder, der var kendt for deres skønhed.

At det ikke gik så godt for det unge par skyldes vist mange ting, men det fortælles, at den fordrukne, unge Frederik ved en bestemt lejlighed kom til at forveksle prinsessen med hendes lillesøster, hvilket sårede hende så meget, at hun brød forlovelsen og senere giftede sig med prins Paul af Jugoslavien, som hun fik tre børn med. Efter mordet på Alexander I blev hendes mand, prins Paul, udnævnt til prinsregent for den unge kronprins Peter (II) af Jugoslavien, men denne turbulente tid med oprør og krig fik også konsekvenser for deres familie, idet den sendte dem ud på en rejse fra Jugoslavien til bl.a. Afrika og derpå tilbage til Europa igen i 1948. Da Olga døde af Alzheimer i 1997, boede hun således i Paris.

Den senere dronning Margrethe med sin far, kong Frederik IX af Danmark

Et liv som prins, prinsesse, konge eller dronning skal ikke underkendes. De oplever problemer ligesom almindelige borgere, og det er næppe sjovt at se dem udbasuneret til en nysgerrig og/eller fordømmende offentlighed i pressen. Jeg kan således godt have ondt af et menneske som f.eks. prinsesse Olga, der fik sin del af det negative, der kan overgå et individ med eller uden blåt blod, men samtidig må jeg sige, at jeg er overbevist om, at monarkiet som institution har udspillet sin rolle. Måske der var en vis mening med det, da kongen virkelig havde magt, men nu hvor det er forvandlet til noget repræsentativt, har det mistet sin værdi. Vi har ikke brug for et kongehus, og de har heller ikke brug for os i et moderne samfund, for det, der kunne kaldes deres job er uden indhold. At opretholde ideen om, at de har betydning for samfundet, ville være det samme som at hævde det berettigede i at bevare et erhverv som hatte- eller karetmager. Ingen har brug for den slags ekspertise længere, og det gælder også kongehusets medlemmer, hvad enten de som individer er sympatiske mennesker eller ikke. 

Hvis man skal sætte sagen på spidsen, så kan man betragte de kongelige som mennesker, hvis liv er knyttet til tomme funktioner, ja, som folk, der har mistet deres berettigelse, fordi de ikke har andet at byde på en snoreklip og vinken fra balkoner. Om de enkelte medlemmer påtager sig andre frivillige pligter, der ligesom legitimerer deres stilling, så er det ikke nok, for det skal der ikke kongelige til. Borgere af forskellig art kan gøre det samme, hvis de får chancen, og hvis det virkelig er nødvendigt.

Nogle kongelige som f.eks. prinsesse Sofia af Sverige har forladt rollen som kongelig til fordel for et borgerligt erhverv, for hun er blevet sygeplejerske. I det hele taget lader det til, at nogle af det svenske kongehus' medlemmer lægger op til en form for "normalisering" af deres fremtidige liv, idet flere af den yngre generation har trukket sig tilbage fra det repræsentative ræs, der regnes for deres naturlige livsindhold og berettigelse.

Noget af det samme finder man i prins Joakims søn, prins Nikolai, der er blevet noget så lidt kongeligt som Dior-model. At han har udseendet til det, skyldes utvivlsomt hans kinesisk-østrigske mor, Alexandra, der i sin tid var et frisk pust i kongehuset, men som nu har opgivet både apanage og kongelighed.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar