Ja, jeg ved det godt, sådan er det formentlig med mange dyr i bur. Det, der er deres fortvivlede råb om hjælp, tolker vi som glæde og lovprisning af det "gode liv", vi skaffer dem. Jeg har især tænkt på det i forbindelse med fugle, for de er sjældent store nok, til at de kan flyve. Vingerne er der, men flyve-rummet mangler, så de lever et liv uden de muligheder, naturen har givet dem. Ved de det mon selv og gør sig tanker om det? Det er ikke til at vide med sikkerhed, men umiddelbart virker det ret sandsynligt, så ejerne står med et problem, som mange nok lukker øjnene for. De både ved og ved ikke, at deres elskede undulat formentlig lever et miserabelt liv, der ikke får sand mening gennem en masse fugle-guf.
Nu er undulater og andre papegøje-fugle jo ofte meget selskabelige, og de virker, som om de har glæde af en direkte kontakt med mennesker. Er det nok? Endnu engang må jeg gribe til gætterier og sige, at det er nok individuelt. Nole fugle er virkelig tamme, fordi deres mennesker har investeret tid og penge på dem, og sådan bør det også være, men hvad med de arter, der ikke bliver tamme? En enlig kanariefugl f.eks., hvad med den? Sådan en har jeg faktisk selv haft, og han var enlig, fordi han var født med en deform fod, og de andre kanariefugle mobbede ham.
Min egen oplevelse af ham og hans liv var præg af noget, der kan kaldes "diffust samvittighedsnag", for det var jo ikke min skyld, at han forblev ungkarl, men det var unægtelig mig, der holdt ham i (et rimeligt stort) bur. Netop denne fornemmelse af hans liv var nok grunden til, at jeg syntes, han med årene - og han blev selvfølgelig gammel!!! - udviklede et ligesom bebrejdende blik. Når jeg tænker på det nu, så forsøger jeg at sætte en stopper for noget, der hurtigt kan blive dårlig samvittighed over noget, der ikke var min skyld. Kort sagt: et uløseligt dilemma for dyreelskere ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar