Det er tydeligt, når man ser gamle fotografier af Dronning Victoria (1819-1901), at hun fyldte godt i landskabet. Hvis man skulle være i tvivl, skal man bare tænke på hendes efterladte trusser, for selv om de måske ikke har elefant-størrelse, så er det derhenad. Dvs. at både fotografier og trusser er beviser på, at Victoria absolut ikke sultede. Derfor virker hendes øgenavn i Irland, nemlig "Sultedronningen", dybt ironisk.
Desværre for hendes eftermæle havde hun afgjort mere sans for sine egne fornødenheder end for omgivelsernes behov. Således var hun en utrolig egoistisk mor, der ikke udviste mange moderlige følelser - eller bare forståelse - for sine 9 børn. Hun havde imidlertid kæledægger både blandt børnene og undersåtterne, og dem var hun opmærksom på, men måske ikke altid på den måde, de selv ønskede det.
I 1848 indtraf der en katastrofe - dvs. under hendes regeringstid - der gik ud over nogle af hendes undersåtter, der i forvejen ikke havde det for let, nemlig irerne: kartoffelhøsten slog fejl, og der var ikke rigtig noget til at erstatte denne billige madvare. Ilede dronningen til for at hjælpe de betrængte irere? Nej, men hun donerede dog £ 2,000 som hjælp, hvilket må have været som en dråbe i havet, og det forhindrede i hvert fald ikke, at omkring en million irere døde af sult, og at endnu en million emigrerede til USA.
Desuden - og det var meget uheldigt - på grund af dronningens skaldede £ 2,000 måtte andre og mere velmenende menneskers donationer holdes under dette beløb, da det var en fornærmelse mod kongehuset at overgå Hendes Majestæt i veldædighed ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar