onsdag den 17. juni 2020

Donnerwetter!!!!!!


Det var ikke helt sådan, en af mine veninder fandt sin fine, nye og meget dyre cykel, men noget derhenad, for tyven havde "skrællet" hendes dejlige køretøj, som hun havde glædet sig til at tage på mange gode ture med. Surt show og virkelig tarveligt af den ukendte forbryder, (for ingen aner jo, hvem han/hun er eller finder vedkommende, eftersom den slags forbrydelser ikke efterforskes særlig ihærdigt). Da hun bruger cyklen til at komme frem og tilbage på arbejde, betyder tyveriet også, at hun nu skal investere i en ny cykel, for forsikringen dækker trist nok ikke hele tabet. Øv!!!
Sagen minder mig om en snak, jeg havde med en anden beboer her i huset, hvor jeg bor. Han ligner en person, man helst ikke skal støde på en mørk aften, men er faktisk smaddersød og lever slet ikke op til sine bombastiske tatoveringer. Derfor får vi os en hyggesnak, når vi tilfældigt løber på hinanden, og denne snak går ofte på vore køretøjer. Mit er ikke ligefrem præget af hestekræfter, men jeg er glad for det, og det er det vigtigste.

Hvor jeg kun har dette ene køretøj, vælter han sig til gengæld i motorcykler, foruden at han har en meget molestreret bil, som han går og lapper på. Til hans store irritation vil ejendommen ikke tildele ham en garage, så han kan beskytte alle sine køretøjer. De står ude, prisgivet vind, vejr og tyveknægte. Det sidste er det værste, for unge knægte, der vist ikke engang hører til her i huset, har flere gange hugget et par af hans motorcykler og er forsvundet med dem. Senere er de dog blevet fundet, men totalt tappet for brændstof og måske endnu mere derangerede end før.
Undrer det mig? Næh, men jeg er nu også så desillusioneret, når det gælder de ting, man kan komme ud for som ejer af et eller andet, andre også gerne vil have. At der kan ske endnu værre ting, ved jeg godt, men det er altså for dårligt, og det gør mig gal ....


Ingen kommentarer:

Send en kommentar