onsdag den 3. juni 2020

Aldersgruppen, der forventes at dø "i disse år" ....

Dette er tydeligvis en frisk, ældre dame, selv om hun går med stok. Hun er vågen og interesseret i malerierne, der udbydes til salg, og hun har sikkert mere i sig til glæde for venner og slægtninge, der formentlig elsker hende højt, fordi hun - til trods for diverse aldersrelaterede skavanker - stadig er sjov og kæk.


En af mine veninder fylder 75 i år, hvilket ikke rigtig huer hende, for det lyder meget gammelt i hendes ører. Jeg forsøger at berolige hende med, at hun kun er gammel ifølge dåbsattesten, men ikke i krop og sinde. Desuden plejer jeg at sige, at forrige tiders aldersangivelser ikke tæller mere, og at 70 nu er lig med 50, etc.. Ifølge denne nye udregning er hun altså en yngre dame på 55 og ikke et ældre individ på 75. Mine måske lidt luftige argumenter fik dog et fur for boven, da hun talte med en antikvarboghandler vedr. nogle bøger, hun har til salg.

Glad og forhåbningsfuld om et godt salg nævnte hun bl.a. Christian Kampmann, Jytte Borberg, Martin A. Hansen og et par andre, der var meget kendte for 30-50 siden. "Nå dem," sagde han og  rynkede på sin antikvar-næse, "de er ikke lige noget for os. Sagen er jo også den, at du tilhører den generation, der dør for tiden, og jeres efterkommere vil af med en masse bøger, der ikke siger dem noget, fordi de ikke kender forfatterne, så vi svømmer i den slags forfattere ...."
Min veninde blev ret målløs over det med, at hun tilhører en "døende generation", men da hun har humor, så er det lykkedes hende at se det fra den morsomme side. Noget, der selvfølgelig hænger sammen med, at hun ikke er mere døende, end vi alle er. Ingen kommer jo herfra i levende live, og hun ved da godt, at tiden er begrænset, men her og nu er hun altså levende og fuld af planer.
Desuden: det, der virkelig bekymrer hende, er nok alderens hærgen mere end muligheden for at stille træskoene inden for kort tid ....

https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/befolkning-og-valg/doedsfald-og-middellevetid/middellevetid#

 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar