mandag den 18. april 2022

Peter Stubbe - varulven fra Bedburg

Masser af nutidige seriemordere - og der er virkelig forbløffende mange!!!!! - hærger og myrder uden at blive kaldt "varulve", men i det sekstende århundredes Tyskland, var der nok ikke mange, der følte, at landmanden Peter Stübbe/Stube/Stumpp/Stumpf (1525-1589), var noget andet end lige præcis det. Hans kannibalisme og mange blodtørstige mord er blevet foreviget i et lille skrift på 16 sider, der dog desværre ikke er bevaret på originalsproget, men kun i en engelsk oversættelse. Denne beretning samt hvad der ellers er nedfældet fra den tid fortæller en grusom historie om den tyske landmand og hans hærgen - samt grufulde død. 

Peter lader sig sandelig ikke bremse af småting som knive, sværd eller spyd

Nu kan man more sig over, at folk troede på hekse, vampyrer, nisser, trolde og varulve for 500-600 år siden, men de ikke bare troede på dem, de handlede også på deres tro. Derfor led mange sindsforvirrede, men totalt uskyldige mennesker en pinefuld død - f.eks. på bålet - fordi de blev set som overnaturlige uhyrer og misfostre, der skulle bekæmpes for at sikre de "normale", gudfrygtige borgere. Hvad Peter angik, så var han angiveligt både kannibal og morder - medmindre altså han blev tilskrevet disse forbrydelser, hvilket faktisk godt kan være tilfældet. Han blev nemlig bagtalt og også beskyldt for amoralske forbrydelser af andre. Således var der dem, der hævdede, at Peter, der var enkemand, gik i seng med sin egen datter og/eller søster. Nogle mente, at disse og andre beskyldninger ikke var andet end løs sladder eller en nabos hævn over Peter, fordi han havde haft en kortvarig affære med dennes kone. Tjah, had er jo en uregerlig størrelse, så hvem ved ....


Ifølge den folketro, der regnes for at gå hele 30.000 år tilbage i tiden, var varulve altid mænd, så udgangspunktet for en bedømmelse af Peter var altså en konstatering af, at han hørte til mandkønnet. Hans angivelige forkærlighed for gravide kvinder, hvis ufødte børn han flåede ud af dem og åd, hang formentlig sammen med den almindeligt kendte kur imod varulveri: man skulle æde et drenge-fosters hjerte eller sluge dets blod. Hvis han ville kureres, var det da trist, at han måtte arbejde sig igennem en masse gravide kvinder uden at finde det, der kunne helbrede ham. Trist altså for både ham, kvinderne og deres ufødte børn. Man spørger sig selv, hvordan man dog kunne får den ide, at en tysk landmand, der sad tilbage med et par børn, efter at hans kone var død, i virkeligheden var en morderisk varulv, kannibal og seriemorder. Svaret ligger måske både i den skinsyge og hævngerrige nabos intriger, men også i det faktum, at Peter havde mistet sin venstre hånd ved en ulykke. Samtidig fandt man en enkelt ulvepote i en fælde, så enhver, der tænkte i de baner, kunne selvfølgelig straks se, at Peter måtte være en varulv. Desuden var han overbevist protestant, hvilket mange har set som yderst suspekt ....


I Tyskland var der gang på gang varulve-retssager, hvor mange mænd måtte lade livet, og sådan gik det "selvfølgelig" også for Peter, da han blev stillet for retten, anklaget for at være en varulv. Blev han tortureret? Ja, det tager jeg for givet, for hvorfor i alverden skulle han ellers selv hævde, at ja, han var skam en varulv? Faktisk var det ifølge hans egen forklaring Satan i egen høje person, der havde forvandlet ham ved at give ham et magisk bælte. Når han tog det på, blev denne vist ellers ret almindelige tyske landmand straks forvandlet til et blodtørstigt bæst i ulveskikkelse. Man må spørge sig selv om, hvorfor i alverden han så tog det på, når han kendte til forvandlingen. Logisk nok havde han smidt det væk, men da han fortalte, at han havde smidt dette djævelske bælte fra sig i en bestemt dal, forsøgte man at finde det dér, hvor han sagde, det lå, men det var der selvfølgelig ikke, da det kun var et fantasifoster. Man tog derfor for givet, at Satan var kommet og havde taget det med sig igen, uden at nogen havde set det ..... 

Stakkels Peter blev dømt til at blive henrettet på hjul og stejle for at have dræbt ialt seksten personer. Færdig med ham til stor undren for eftertiden, for nok kender også vi fortællinger om "ulvemennesker", men varulve er de dog ikke. Det drejer sig om personer, der lider af sygdommen Hypertrikose, hvilket fører til, at de udvikler pels eller i hvert fald en meget kraftig hårvækst.

For nogle år siden var der nogle spædbørn, der blev ramt af sygdommen i forbindelse med fejlmedicinering. De havde fået noget imod sure opstød, men i stedet satte den gang i hårvæksten sære steder. Gad vide, om Peter også havde forøget hårvækst, eller om han havde de sammenvoksede øjenbryn, der også blev set som et tydeligt tegn på, at en mand var en varulv ....


https://mmm.dk/8-syrede-sygdomme.5651.html


https://nyheder.tv2.dk/udland/2019-08-29-spaedboern-fik-forkert-medicin-og-udviklede-varulve-syndrom

 

https://www.religion.dk/viden/varulve

 
https://historycollection.com/12-real-werewolf-cases-throughout-history/2/ 

 

Wikipedia

 

søndag den 17. april 2022

Den ultimative tingsliggørelse og nedværdigelse

Det er frygteligt at tænke på, hvor slemt dette kønne og friske pigeansigt blev skamferet af en morder og voldtægtsforbryder, men det skete virkelig, nemlig omkring den 11. marts 2019. Pigen var kun 16 år og havde hele livet foran sig, men det fik en brat ende på den måde, vi desværre har set så mange eksempler på, når det gælder mænds mord på kvinder, at det er lige ved at være trivielt - LIGE VED ..... Dette sørgelige tilfælde var imidlertid specielt på flere måder, og reaktionen på forbrydelsen var stærk, for folk FORLANGTE resultater af politiets udredning. Fik de det så? Tjaaahhhh - de fik en form for forklaring, men .....

Den filippinske pige Christine Lee Silawan var altså 16 år, da hun blev fundet myrdet på noget, der vel var en byggetomt. Den unge pige var blevet frygtelig lemlæstet, idet halvdelen af hendes ansigt var blevet skåret af helt ind til kraniet. Ud over det var hendes højre øre, hendes tunge, en del af halsen og luftrøret skåret væk. Hun var også blevet kvalt med et reb, men havde ud over det fået flere knivstik i kroppen. Eftersom hun blev fundet nøgen fra livet og ned, tydede det lige fra begyndelsen på, at hun var blevet voldtaget. En mistanke, som obduktionen hurtigt fik stadfæstet. Både voldtægt, kvælning og knivstik har man set før, men det, man havde gjort ved hendes ansigt, virkede som en helt ny form for vanvid. Ikke desto mindre havde der været et tidligere mord, hvor en 62-årig landmand var død på en lignende måde, hvilket gjorde, at politiet fattede interesse for Jonas Martel Bueno, der var forbundet med dette mord. Han og hans to brødre tilhørte tilsyneladende en kult, der udførte den slags vanvittige handlinger som en form for ritual. Brødrene var døde, og Jonas var blevet arresteret for mordet på landmanden, selv om han dog benægtede at kende noget til denne forbrydelse.

Jonas Martel Bueno  

Visse ting kunne ellers tyde på, at Christines mere eller mindre uofficielle ex-kæreste, John, som hun havde brudt med et par dage før mordet, var involveret, idet han havde optrådt under et andet navn på Facebook, som han åbenbart havde brugt til at forsøge at lokke hende til et hemmeligt møde. Var det det, hun havde gjort, da hun havnede på byggetomten? Troede hun, at Facebook-fyren, der altså optrådte under andet navn, ville blive hendes nye kæreste, uden at ane, at han i stedet blev hendes drabsmand på en så pervers måde? Den mistænkte ex-kærestes familie bakkede imidlertid op om ham, idet de hævdede, at han havde spillet basketball på det tidspunkt, hvor mordet fandt sted. Hans venner påstod dog, at han var taget hjem fra denne sportsbegivenhed efter at have købt en snack. Da man nu engang ikke kan være to steder samtidig, så er der altså en af parterne, der enten lyver, eller som "bare" tager fejl ....

Christine på Tik-Tok 

Det med den mere eller mindre hemmelige kæreste, som hun lige havde brudt med, får umiddelbart mordet til at virke som et klassisk jalousi-drab. Slettede SMS'er og Facebook-meddelelser samt andet forstærker denne mistanke, for det hører også med til det almindelige mønster. Når man hører om det, så er det lige før, man siger "aha", så også derfor er det forvirrende, at der pludselig meldte sig en ny morder-kandidat, der selv hævdede at have myrdet den kønne, unge pige. Denne person hedder Renato Llenes, og han syntes at være besat af den pikante teenagepige, som han havde flirtet med på nettet, men uden at afsløre, at han var 44 år. Det vidste hun heller ikke, da han fik aftalt et møde med hende en dag eller to før hendes død, og han blev rasende, fordi hun nu afviste ham som alt for gammel til hende. Lige den situation har ført til flere kvindemord flere steder, men er det sandheden?


Renato Llenes
 
Det forekommer mig usikkert, om Renato Llenes virkelig har mødt Christine Lee Silawan, eller om han bare forelskede sig i hende via billederne af hende på nettet. Hvorom alting er, så sagde han, at han havde dræbt hende, samtidig med at han nægtede at benævne drabet "mord". Det virker besynderligt og ligner visse amerikanske juridiske snørklerier, der udpeger en skyldig uden at dømme vedkommende for f.eks. mord.
 
Christine kan jo desværre ikke fortælle os, hvad der skete, og de forklaringer, offentligheden har fået, virker ærlig talt temmelig besynderlige. På den ene side hævder politiet, at tre mænd må anses for mistænkte - idet de ifølge nogles opfattelse også kan have samarbejdet - men samtidig ender denne horrible sag med en afgørelse, der ikke virker fyldestgørende. Man ender tilsyneladende sagen ved at hævde, at Renato Llenes er skyldig, da han selv er kommet med en tilståelse. Da han tilmed angiveligt begår selvmord, er sagen dermed slut for politiet. Det er den imidlertid ikke for en masse andre, for Renatos involvering åbner blot op for et hav af andre spørgsmål. Han sagde nemlig også, at han var under indflydelse af et berygtet internet-spil, nemlig "The Momo Challenge", hvor spillerne kan få frygtelige "opgaver" i form af bl.a. mord, så hvad er det rigtige? Var det ulykkelig "kærlighed" og utøjlet brunst eller Momo, der eventuelt drev Renato Llenes til mord. Både han og Christine er døde, og politiet har lukket  sagen, så det får vi nok aldrig svar på ....


https://kami.com.ph/88458-christine-silawans-mom-breaks-silence-reveals-details-daughter.html

https://247newsaroundtheworld.com/trending/christine-lee-autopsy-death-photo/ 

https://cebudailynews.inquirer.net/312865/with-death-of-murder-suspect-justice-undelivered-in-silawan-case 

https://philnews.ph/2019/03/15/photo-suspect-christine-lee-silawans-death/ 

 https://philippineslifestyle.com/secret-boyfriend-christine-silawan/

https://kami.com.ph/88700-mother-christine-silawans-boyfriend-finally-breaks-silence.html

https://bornsvilkar.dk/faa-gode-raad/5-gode-raad-til-foraeldre-om-momo-challenge/ 

Wikipedia


lørdag den 16. april 2022

Hitlers læremester, Dietrich Eckart

 

Ligner denne fyr ikke en slange, der er parat til at hugge? Det var i hvert fald den tanke, jeg fik, da jeg så dette ungdomsbillede af ham. Hans navn var Dietrich Eckart (1868-1923), og han var en kendt digter, skuespilforfatter, journalist og - vigtigst af alt - politisk aktivist. At han bør huskes skyldes, at han var en af dem, der influerede Hitler, bl.a. indirekte gennem sin anti-semitisme, men også direkte ved at være en af hovedmændene bag "Die Deutsche Arbeiterpartei" (DAP) fra 1919, der blev forvandlet til "Die Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei" (NSDAP) i april 1920. Hitler havde deltaget i det første offentlige møde i DAP, der fandt sted i en tysk ølstue i München den 20. februar 1920. Ved dette møde overtog han så at sige partiet med sit "25 punktsprogram".

Hitler var altså medlem nr. 7 i "Die Deutsche Arbeiterpartei", men han var dog ikke medlem af den tyske okkulte og populistiske gruppe i  München, "Das Thule-Gesellschaft", der sponsorerede DAP. Denne gruppe var dannet omkring nogle vidtløftige ideer om den "ariske races" oprindelse i det antikke Thule/Hyperborea, der af nogle blev set som det forsvundne sagn-land Atlantis. Denne tro blev senere søgt bevist af Heinrich Himmler og hans "SS-Ahnenerbe". Sært nok lader det til, at den vilde ide om "den ariske races" oprindelsesland "Thule/Atlantis/Hyperborea" stadig gør sig gældende i forskellige meget højreorienterede grupper. Dette forklarer også, hvorfor et højreekstremt mailbox-netværk i Tyskland i 1990'erne blev kaldt "Thule-Netz".

Thule som Tile på Carta Marina af Olaus Magnus

Når man ser på denne side af ideologien omkring Hitler, så bliver det klart, at hans tilhængere var drømmere, fanatikere, fantaster og mytomaner. Desværre var der så også dem, der var særdeles praktiske folk, og som derfor kunne realisere vanviddet på den værst tænkelige måde. Hvad Dietrich Eckart angår, så døde han jo altså i 1923, hvilket betyder, at hans indflydelse kun bestod  i ideologier og ikke i praktisk arbejde. Det var imidlertid ham, der med sin "Sturmlied" skabte SA's slagsang, der først senere blev erstattet af den stadig kendte og berygtede "Horst-Wessel-Lied". Sloganet "Germany erwache", der fik en stor indflydelse på den nazistiske bevidsthed, stammede fra Eckarts storm-sang.

Dietrich Eckart

Efter Hitlers magtovertagelse blev den afdøde Dietrich Eckart anerkendt af nazisterne som en stor tænker samt åndelig medstifter af partiet. Han blev fremhævet som et forbillede for alle, der bekendte sig til nazismen, hvilket så er det, der udgør hans eftermæle den dag i dag, men der er dog også dem, der fremhæver nogle af hans mere neutrale citater.

 

https://spartacus-educational.com/GEReckart.htm

 

https://www.historylearningsite.co.uk/modern-world-history-1918-to-1980/weimar-germany/dietrich-eckart/ 

 

Wikipedia 

fredag den 15. april 2022

Else Cederborg: "Karen Blixen, Allegorical Animals and Racism" (revised Ezine article)


Karen Blixen/Isak Dinesen

The famous, Danish writer Karen Blixen (1885-1962) had her fame boosted by the movie "Out of Africa" about her years as a farmer in Kenya. She was born on the 17th March of 1885 as the second daughter of a well-to-do and well-connected family in Denmark, the Dinesens. That means that from the very first start of her life she belonged to high society, but not the most elevated part of it, i.e. one of the noble families which may count their ancestors far back in time. Her family tree could boast nobility on her father's side, but not in a direct hereditary line, making her and her siblings noblemen. However, when she married her Swedish relative, Baron Bror von Blixen-Finecke she obtained the coveted title of Baroness.

Bror von Blixen-Finecke 

Very early on the life style of the families of the large Danish and Swedish noble houses had a tremendous appeal to her. A snob she was, no one can deny it, but the snobbery was more for a special kind of nobility of character than for the hereditary distinction itself. With her it wasn't enough to be born a nobleman to become one of those noble characters whom she admired, some of them actually belonged to the poorest of the poor or were revolutionaries like some of the heroes of The French Revolution.
 

The brother of Karen Blixen/Isak Dinesen: Thomas Dinesen

Her mother's family consisted of well-to-do merchants which weren't among her favorite class of people. When her father committed suicide in her childhood (1895) and her mother's family raised her as well as her brothers and sisters she felt exposed to the bourgeois and religious ideals which they represented. She came to resent most of what they stood for - or rather, she came to resent them for the ideas and ideologies she saw in them: Prudishness, puritanism, and pragmatism. She found them unimaginative, non-idealistic, materialistic and not in accord with their own inner-most instincts. With her instincts mean something exalted like "connected to God or fate by one's very soul" and she purports the idea that in reality it takes a wild animal to have the perfect form of this instinctual and divine connectedness. Or as it's put by the young man, Peter, who has an inherited drive (i.e. his God-given instinct) to become a sailor, but is being urged to be something he has no inner drift for ("Peter and Rosa" from "Winter's Tales"): "I saw a fox the other day," he took up his theme, after a long silence, "by the brook in the birch-wood. He looked at me, and moved his tail a little. I reflected, as I looked back at him, that he does excellenctly well at being a fox, such as God meant him to be. All that he makes or thinks is just foxlike; there is nothing in him, from his ears to his brush, which God did not wish to be there, and he will not interfere with the plan of God. If a fox were not so, a beautiful and perfect thing, God would not be beautiful and perfect either." 
 

I find this imagery perfect as I don't see how it might be misunderstood, even by those who don't know much about wild animals. She made a very wise choice when she chose this animal allegory. In the writings of Karen Blixen the nobleman - or the one in the other end of the social scales, the destitute and according to her thus totally free man - is considered an equal to the wild, untamed and instinctual animal who lives in accordance with God's plans for him. To be compared to e.g. a wild animal is a real compliment with her. In the other end of the scales the domestic animals equal the bourgeois of her mother's family. If one is compared to these animals one is not living by one's inherent instincts, or put in another way, the direct connection to God has been broken or at least twisted: Man doesn't live like he was meant to, but like he finds fit to in order to obtain the non-instinctual, social security of e.g. farm animals who are secured because they are belongings.
 
 
The young Karen Blixen/Isak Dinesen in Africa
 
You may ask, now what has all that to do with racism? Well, in her beautiful book on her time in Kenya, "Out of Africa", Karen Blixen/Isak Dinesen compared everyone to animals, but most certainly not in a derogatory way, but simply to mark them for their inner qualities as she saw them. She herself was very proud that she was being called "Lioness" because that spoke of bravery and fortitude which were ideals with her. Her best friends, young noblemen and great huntsmen from England and Scandinavia, belonged naturally in this group and so did some of the natives: Both the devout and very strict Muslim Somalis and the warlike Masai whom she saw as free in body and spirit because they have never been slaves are compared to birds of prey. The Masai are being her absolute favorites because they simply can't survive slavery ("Out of Africa"): "This stark inability to keep alive under the yoke has given the Masai, alone amongst all the Native tribes, rank with the immigrant aristocracy." The Kikuyus who have been enslaved, and who have reputedly hunted down and sold each other, are being compared to farm animals, but more to describe their relationship with each other than anything else. One must admit that the Somalis and Masai are her favourites, yes, even human ideals with her, but still she has a soft spot for the Kikuyus and she is not derogatory of them when she compares them to rodents which just are another kind of free animals. In their tribe relationship she sees the Somalis as faithful sheepdogs guarding the valuable sheep, i.e. the Kikuyu.
 

The paintings by Karen Blixen/Isak Dinesen of Africans she knew as part of her staff or met

The use of animal categories to describe people go very far back in time. We meet gods as animals and animals as gods all over the world and this tradition of comparing humans to animals live on in fairy tales and fables, but also in Heraldry. In the noble families of Scandinavia many have animals in their Coat of Arms. The heraldic animals were accepted as valid names for members of these families in their addressing each other so it hasn't been unnatural to Karen Blixen to think along these lines with the natives of Kenya and with herself and her friends. First and foremost it hasn't been derogatory to talk of someone being like a "sheepdog", guarding "sheep" and others being "birds of prey".

"Winter's Tales" by Isak Dinesen (: Karen Blixen), Vintage Books Edition, Random House, New York (1961): page 261 "Out of Africa" (and "Shadows On The Grass") by Isak Dinesen (: Karen Blixen), Vintage Books, Random House, New York, 1985: page 156
 
Else Cederborg: ""Det drømmende Barn" og andre fortællinger af Karen Blixen, Dansklærerforeningen, Gyldendal, 1979 
 

Else Cederborg: e-book

torsdag den 14. april 2022

Societydamen og de morderiske lykkejægere


 

Den 82-årige Irene Silverman, der enten opholdt sig på sin fornemme Manhattan-adresse, 20 East 65th Street, nær ved Madison Avenue, eller i en af sine elegante lejligheder i Paris, Athens eller Honolulu elskede at få besøg af spændende og interessante mennesker. Hendes forskellige hjem var som skabt til den slags begivenheder, for hun omgav sig med mange smukke og værdifulde ting, gav stedet atmosfære. Alt sammen noget, hun havde fået samlet under eller efter sit ægteskab med den velhavende bankier Sam Silverman, som hun havde mødt i sin ungdom, da hun var en smuk og omsværmet danserinde.

Som ung var hun yndig og meget charmerende, samt allerede dengang en personlighed. Hendes baggrund var ikke noget at råbe hurra for, da hendes far var en italiensk fiskehandler og hendes mor en græsk syerske. Familiens økonomi gjorde, at hendes skolegang ikke var særlig omfattende, hvilket dog ikke hindrede hende i som 59-årig at begynde at læse på The Columbia University, hvor hun klarede sig godt som studerende. Her gjorde hun sig også bemærket ved at skabe en næsten Mae West-agtig form for fest og ballade ved diverse universitets-arrangementer. En gang vakte hun således stor opmærksomhed ved at komme med et følge af 10 labre muskelmænd, der både skulle optræde som "baggrund" for hende og noget, der vel kan kaldes "uformelle livvagter". 

Som ældre må hun have været sig bevidst, at de rigdomme, hun arvede fra sin mand i 1980, kunne friste svage sjæle til at forsøge sig som røvere, for når hun skulle uden for sit super-sikrede hjem, var hun altid sammen med en ven eller andre, der direkte eller indirekte beskyttede hende imod den slags personer. Sært nok, når nu hun vidste, at hun befandt sig i en udsat position, åbnede hun på et tidspunkt sit Manhattan-hjem for interessante, og/eller berømte mennesker, der søgte et sted at slå sig ned en tid. Hun fik huset bygget om, så der skabtes noget, der er blevet kaldt en mellemting mellem et luksus-hotel og et glamourøst pensionat. Den månedlige leje var meget høj, men det var ikke på grund af indtjenings-mulighederne, hun havde bevæget sig ind på dette utraditionelle "pensionats-marked". Det hun søgte var formentlig en form for "bofællesskab" med interessante folk, som hun var på bølgelængde med. Blandt hendes lejere var bl.a. Chaka Khan, Peter Duchin, markien af Northampton og skuespilleren Daniel Day Lewis. Det var dog ikke bare denne type high society-mennesker, hun omgav sig med, for hos hende kunne man også møde andre, som hun havde sympati for. En af disse var efter sigende hendes slagter, der var en ganske almindelig handlende.

Chaka Khan

Jeg tror, man kan kalde hende en festlig livsnyder, der nød sit liv som en velhavende enke med masser af kontakter i alle mulige kredse. Hun havde som sagt forskellige ekstra sikkerhedsforanstaltninger i sit hjem, var forsigtig og ikke spor naiv, så hun burde have været sikret, men det var hun ikke, for i 1998 forsvandt hun på uforklarlig vis. Det vakte bestyrtelse og bekymrede hendes mange venner, for det var atypisk for hende, så de sørgede for, at hendes forsvinden blev efterforsket. 

Det viste sig, at en smuk og meget velklædt, ung mand, Manny Guerrin, havde fået indpas blandt de berømte og rige i hendes hjem, idet han påstod at kende nogle af hendes personlige venner og bekendte. Beviser var der dog ingen af, for der manglede de skriftlige referencer, som han havde lovet hende den ene gang efter den anden. For mig at se, er det sandsynligt, at hun lod sig forblænde af hans udseende og charme, så hun uheldigvis glemte sin sædvanlige forsigtighed, selv om der nu hurtigt også viste sig problemer med at få inddrevet lejen. Noget, der dog blev klaret med en kontant betaling efter lidt tid. Mistanken om, at han ikke var den, han gav sig ud for, var dog vakt, og hun begyndte at holde skarpt øje med ham.

Det, der for alvor alarmerede hende, var nogle besøg af en særpræget, midaldrende kvinde, som hun mistænkte måske ligefrem boede hos Manny. Irene var ikke snerpet, men dér satte hun grænsen, også fordi Manny altid gjorde alt for, at hun ikke skulle se damen tæt på eller få lejlighed til at tale med hende. Desuden følte hun sig også mere og mere udspioneret af ham, samtidig med at han begyndte at bagtale hende og "hendes klasse" for personalet. Alt sammen noget, der gjorde både hende og hendes ansatte urolige for, at der var lusk ved den flotte, unge mand, så hun forberedte en udsmidning af ham. Det viste sig dog at være for sent, da hun selv forsvandt i juli 1998. At Manny også syntes at være forsvundet var dog en ledetråd i efterforskningen, der blev bekræftet af venners og personales udsagn om ham og hans sære gæst.

En årvågen detektiv opdagede, at den forsvundne Manny var forbundet med en sag om bedrageri, han arbejdede på. Ikke nok med det, han fandt også ud af, at den unge mands rigtige navn ikke var Manny, men Kenny Kimes, og at han arbejdede sammen med sin mor, Sante Kimes (1934-2014). De to var nært knyttet til hinanden, ja, de var mere end det, de var kolleger mht forbrydelser af forskellig art, da de udførte mange af dem sammen. På dette tidspunkt havde de i hvert fald myrdet tre mennesker, inklusiv Irene Silverman.

På en vis måde kan man se den 64-årige Sante Kimes som den ikke-succesfulde version af den 82-årige Irene, for også hun var startet med at gifte sig med en velhavende, men dog ikke helt lovlydig mand, Kennett Kimes, som hun fik den på mord-tidspunkt 24-årige søn Kenny med. Modsat Irene kom hun fra en pæn, borgerlig familie, men var selv uregerlig og amoralsk. Som ung havde hun været flot og karismatisk som Irene, og hendes udseende havde givet hende en masse af de samme fordele, som hendes offer havde haft. Faktisk kunne jeg forestille mig, at Sante og Irene kunne have fået nogle af de meget spændende og underholdende samtaler som den gamle societydame og millionær søgte hos sine lejere. Problemet var nok bare, at Sante lige fra begyndelsen var ude efter mere end som så: hun ville have det, Irene havde, nemlig hendes luksus, hendes penge og hendes besiddelser ....

Mor og søn havde boltret sig i forbrydelser af forskellig art i nogle år. I 1986 havde Sante fået en dom på fem år for at holde omkring otte illegale indvandrere af kvindekøn indspærret i sit hjem. Man spørger sig selv, hvad det skulle være godt for, men jeg tager nærmest for givet, at hun ønskede at terrorisere dem til at blive prostituerede, så hun kunne tjene penge på dem. Fanget var de i hvert fald.

Sante Kimes i retten

Da mor og søn myrdede Irene Silverman smækkede fælden endelig, for sådan behandler man afgjort ikke en gammel, berømt societydame med masser af indflydelsesrige venner. De blev sendt i fængsel på livstid efter en pinlig retssag, hvor Sante hævdede, at de var blevet snydt af det juridiske system, hvilket indbragte hende en reprimande fra dommeren, og deres senere forsøg på at anke dommen blev alle afvist. Trist nok fik han dem dog ikke til at fortælle, hvor de havde gjort af Irenes lig, der den dag i dag ikke er blevet fundet.


https://narratively.com/my-mother-taught-me-to-kill/

 

https://www.nytimes.com/2014/05/22/nyregion/sante-kimes-dies-in-prison-at-79-killed-and-swindled-with-her-son.html 

 

https://unknownmisandry.blogspot.com/2014/04/ 

 

https://www.alixkirsta.com/articles/silverman/index.htm 

 

Wikipedia

 

onsdag den 13. april 2022

Fra syerske til marinebiolog

Jeg har egentlig aldrig tænkt over, hvor akvariet kom fra, og sådan er det jo med masser af ting, vi ser som gammelkendte. Mht akvariet, så var det en uventet opfinder, jeg fandt frem til, nemlig den franske kvinde, Jeanne Villepreux-Power, der også er kendt - eller rettere sagt glemt!!! - under navnet Jeannette Power eller Givovanne Power, født Jeanne Villepreux (1794-1871). Hun var datter af en skomager og var kommet til Paris som 18-årig for at arbejde som assistent for en dameskrædder. En af de sjove ting med Jeanne er, at hendes videnskabelige karriere tog fart, da hun, der altså startede som syerske, designede brudekjolen til den ældste datter af Francis I af De To Sicilier, da hun skulle giftes med prins Charles-Ferdinand de Bourbon. 


Den berømte brudekjole, som Jeanne Villepreux-Power designede, er da også ganske imponerende, og den gjorde hende i hvert fald kendt som en meget talentfuld kvinde.

Dette er formentlig ikke en kjole, som Jeanne har designet, men sådan så den fornemme og meget ærgerrige prinsesse altså ud. Hendes drømme om at indtage den franske trone efter sit bryllup med Ludvig XVIII's nevø førte ikke til noget, men mødet med hende og arbejdet med hendes kjole gav til gengæld syersken Jeanne luft under vingerne, for det gjorde hende direkte berømt. Skæbnens veje er som bekendt uransagelige, for det medførte, at den engelske købmand James Power fik øje på den talentfulde, franske pige, og at de blev gift på Sicilien i 1818. Faktisk blev de boende i Italien i flere år, og dem brugte Jeanne på selvstudier af naturhistorie. Det, der interesserede hende mest, var planterne og dyrelivet på Sicilien.

Botanik og zoologi var altså hendes område, men det, der først og fremmest fangede hendes opmærksomhed, var havdyrene og deres på mange måder ukendte liv. For bedre at kunne registrere, hvordan de levede, konstruerede hun det første akvarium i 1832. Det kan eventuelt have set sådan ud:

Hendes observationer gjorde, at man nu forstod udviklingen af nogle havdyrs skaller. Før havde man troet, at de fik dem ved at stjæle dem fra andre dyr, men hun påviste deres evne til selv at skabe dem som en naturlig del af deres livscyklus. I 1839 udgav hun "Observations et expériences physiques sur plusieurs animaux marins et terrestres", der beskrev hendes arbejde. Senere kom der en bog om Sicilien, "Guida per la Sicilia", som hun og hendes mand ellers forlod i 1842 for i stedet at bosætte sig i London og Paris. Desværre medførte denne flytning, der foregik med skib, at en betydelig mængde af hendes materiale gik til i et skibsforlis. Nok fortsatte hun med at skrive, men det lader til, at hun holdt op med sine observationer og egentlige studier.


Som så ofte med kvinder, der har begået en bedrift inden for videnskab, litteratur og kunst, blev også Jeanne glemt. I sin levetid var hun bl.a. tilknyttet "The London Zoological Society" og "The Gioenian Academy of Natural Sciences " på Sicilien. I 1858 var der en højt anerkendt britisk palæontolog og anatom ved navn Richard Owen, der kaldte hende "the mother of aquariophily", hvilket selvfølgelig var mægtig ærefuldt. Det var dog endnu finere, da et stort krater på Venus blev opkaldt efter hende i 1997.  

Jeanne i hendes senere år




http://thescuttlefish.com/2015/07/how-the-scientific-legacy-of-inventor-of-the-aquarium-lies-lost-on-the-ocean-floor/ 

 

https://www.britannica.com/biography/Jeanne-Villepreux-Power 

 

Wikipedia

 

tirsdag den 12. april 2022

Henrik VIII-facit: forfængelighed og forgængelighed

 

Her ligger han så i Whitehall Palace, Englands kong Henrik VIII (1491-1547), men at det drejer sig om hans dødsleje, forstår han nu ikke, for hvordan kan HAN dø som alle andre? Er han måske ikke den gloriøse monark, der revolutionerede England ved at omlægge kirken totalt? Og - vigtigst af alt! - havde han måske ikke produceret en mandlig arving (Edward IV), der kunne føre Tudor-slægten og dens magt videre? Jo da, og den unge prins sidder da også ved siden af sin fars seng, køn og fornemt klædt, men uden den stærke livskraft,  der bygger dynastier, så også dér blev Henrik "snydt af skæbnen", for Edward døde den 6. juli 1553, blot 15 år gammel. 

At teenageren tilmed skabte ravage i en andens liv på sit dødsleje er utrolig trist: han udnævnte sin kusine, Jane Grey (ca. 1537-1554), til dronning i stedet for en af sine halvsøstre, Mary og Elizabeth, der dog begge blev dronning på et senere tidspunkt. Sørgeligt nok førte dette til den unge, nyudnævnte dronnings fald og henrettelse den 12. februar 1554. "Ni-dage-dronningen", som hun blev kaldt, havde ikke engang selv ønsket at blive dronning.

Henrettelsen af dronning Jane Grey

Intet illustrerer forholdet mellem begreberne forfængelighed og forgængelighed som Henrik VIII og hans liv. Han havde ast og mast for at opbygge og sikre Tudor-dynastiet, sådan som han forestillede sig det i al fremtid, og så krakelerede det hele ved hans død. Det får én til at tænke på hans sidste ord på dødslejet, der imidlertid gengives i flere forskellige former. En af disse lød: "All is lost! Monks, monks, monks!", og det kan man så tænke over, for det kan forstås på flere måder. Så han f.eks. munke samles ved sengen i en plagsom febervildelse? Dvs. at han måske fortrød sin omlægning af kirken og sin udplyndring af klostrene på dødslejet? Det kan dog også tænkes, at han bare blev tilskrevet disse ord af én, der mente, at det var, hvad han burde tænke på i sin dødsstund ....

Henrik VIII, 18 år gammel

Som ung havde han været fuld af fysisk kraft, og han elskede at vise sig frem som sportsmand. Han greb enhver chance for at brillere med sin styrke, men den mand, der døde i 1547, var et meget overvægtigt, voldsomt fysisk svækket, opsvulmet og ildelugtende vrag og slet ikke den kraftkarl, han stadig så sig selv som. Vi har alle et indre billede af os selv, der ikke altid forrykkes af alder og skavanker, og hans var tilsyneladende blevet stående ved ungdomstiden. Det bestod i hvert fald i noget andet end det, han var blevet til efter at have pløjet sig igennem seks koner for at få den søn, han absolut måtte have for at redde dynastiet. Som han lå dér på sit dødsleje, har han tydeligvis forestillet sig, at den omfattende svækkelse, som han oplevede, blot var af forbigående art. Det femgår nemlig af det, der formentlig i virkeligheden var hans sidste ord: "I will first take a little sleep, and then, as I feel myself, I will advise upon the matter." En ytring, der i sig selv er en afvisning af det, han er blevet, for det er ikke "myself" ....

En kraftkarl? Ja, men kun i fantasien, for visse detaljer omkring kongens udseende blev retoucheret, f.eks. blev musklerne i hans ben gjort større. Gad vide, om ikke hans såkaldte "skampose" med de kongelige "kronjuveler" også har fået lidt ekstra fylde, for alt i den etage betød utrolig meget for ham. Ganske vist kunne han ikke det, han burde - og ville - med Anne af Cleve, så han kunne få endnu en søn, men han gjorde et stort nummer ud af, at det kunne han skam med andre, og at han desuden havde natlige "pollutioner", der beviste hans enorme virilitet. Ingen skulle pille ved den maskuline stolthed, der var forankret i denne skampose ....

Som yngre havde han altså været glad for alt, der beviste hans fysiske styrke, og han var faktisk rigtig god til flere sportsgrene. Noget af det, han syntes bedst om, var brydning, men i 1520 var han uforsigtig nok til at deltage i en brydekamp med kong Frans I af Frankrig, som han selvfølgelig tog for givet, at han ville vinde. Dér tog han dog fejl, for den 7. juni tabte han til franskmanden, hvilket må have kreperet ham samt - vigtigst af alt - undergravet hans selvopfattelse. Visse ting som netop denne kamp viser med al tydelighed, at han så sig selv som den, han havde været: hans selvbillede fulgte ikke med tiden og det fysiske forfald, han var udsat for som ældre, "var ikke ham".

Den unge Henrik VIII 

Det er nemt nok at fordømme Henrik for hans grusomheder, men man skal ikke glemme, at han faktisk var et lidende menneske. Beretningerne om hans fysiske tilstand, da han kom op i årene, er forfærdelige. Bl.a. led han af meget smertefulde og stinkende sår på benene, der blev holdt åbne, for at "giften kunne komme ud". Man kan ikke andet end at have ondt af ham på dette felt, og jeg forstår såmænd godt, at han drømte sig tilbage til en tid, hvor han ikke var gammel, grim og forpint, men tiden kan nu engang ikke skrues tilbage, så man må forsøge at udvikle sig med den og ikke imod den. Noget, han nægtede, for med "myself" har han tænkt på sig selv, som han var i ungdommen. Jeg mistænker, at han nærmest følte sig "forbyttet" fra sit sande, unge jeg til dette unaturligt ækle, ildelugtende og smerteplagede, men forbigående gammelmands-uhyre, der syntes at have overtaget hans identitet for en tid. Efter den søvn, han taler om, at han vil have, vil han igen "være sig selv", ung, stærk og smuk, faktisk den mand, der refereres til af hans første kone i det sidste brev, hun skrev til ham: "Mine eyes desire thee only. Farewell." (Catherine of Aragon, den 7. januar 1536).

Katharina af Aragonien

Ak, Døden kom også efter Henrik, og som den sidste ydmygelse af den førhen så mægtige konge og fyrige sportsmand, eksploderede hans lig på grund af de gasser, der havde samlet sig i det. Dette skete, da ligtoget gjorde holdt ved The Chapel of Syon Abbey på sin vej til det, der blev hans sidste hvileplads, nemlig det underjordiske kammer i St. George's Chapel, der tilmed ret hurtigt efter blev glemt indtil 1813, hvor det blev genfundet. Som det  fremgår af hans testamente, havde han taget for givet, at  det skulle placeres i et fornemt mausoleum, hvor det så at sige kunne "leve videre", men det skete aldrig: ". . . our last Will and Testament, doe will and ordaine, that our bodie be buried and enterred in the quire of our College of Windsor, midway between the stalls, and the high altar; and there be made and set, as soon as convenientlie maie be donne after our descease, by our executors, at our costs and charges (if it be not donne by us in our life time), an honourable tombe for our bones to rest in, which is well onward and almost made therefore already, with a fair grate about it, in which we will alsoe, the bones of our true and loving wife Queen Jane be put alsoe."  


Henriks børn og måske mest hans yngste datter, dronning Elizabeth I, regnede på udgifter i forbindelse med opførelsen af det flotte gravkammer, han havde ønsket sig, men opgav. Det ville simpelthen blive alt for bekosteligt, så liget blev, hvor det var.


https://historywithhenry.com/the-strange-story-of-henry-viiis-grave/

 

http://under-these-restless-skies.blogspot.com/2014/02/the-repose-of-king-burial-place-of.html 

 

https://historienet.dk/samfund/kongelige/henrik-8-blev-vanvittig-af-smerte

 

https://www.history.com/news/henry-viii-wrestled-french-king-field-of-cloth-of-gold

 

https://www.dailymail.co.uk/home/books/article-6985923/Fat-furious-fault-Henry-VIII.html

 

https://www.englishmonarchs.co.uk/tudor_3.htm

 

https://www.rmg.co.uk/stories/topics/little-known-or-unknown-facts-regarding-queen-elizabeth-death 

 

Wikipedia