Da Uffe blev født, følte hans forældre, Vivi og Christian, sig som jordens lykkeligste mennesker. De havde været gift i over tyve år, og denne kønne og sunde, lille dreng var deres første barn. Faktisk havde de opgivet håbet om nogensinde at få et barn, selv om de begge kom fra familier, hvor mange børn snarere var reglen end undtagelsen. Til familiefesterne vrimlede det med børn, og mange af dem var overordentlig kønne og intelligente. De havde næsten alle de flotte mørke farver, der gik igen i familien, og som man sagde stammede fra en fjern fransk eller italiensk forfader. Vældig romantisk og meget populært blandt de mere leverpostejfarvede efterkommere af jyske bønder, der var familiens anden grundstamme. Den gensidige tiltrækning gjorde, at der var mange ægteskaber mellem fætre og kusiner i familien.
F.eks. var Vivi og Christian ikke blot selv fætter og kusine, men også børn af et par fætter-kusine-ægtepar. Måske det var derfor, de studsede over Uffes udseende, for han lignede ingen anden i familien, da han var lyskrøllet og blåøjet, så hans udseende adskilte sig fra dem alle sammen. Det almindelige var og blev kulsorte øjne og nærmest blåsort hår. Selv som helt lille havde han dog familiens store, frodige hårmanke, der voksede fremad som skyggen på en kasket, bare i lys udgave.
“Som en engel!” sagde hans ældgamle farmor. “Ja, han kunne være selveste gud Amor, så dejlig er han!”
Begge hans forældre gav hende ret, men det pikerede dog Vivi en hel del, at der blev talt så meget om hendes barns udseende, for lå der ikke ligesom en mistanke eller ligefrem en anklage i de forskellige udbrud af overraskelse, som snart sagt hele familien kom med? Var det ikke, som om de antydede, at barnet nok ikke var Christians, siden han nu var så lys og så langt finere i det end sine fætre og kusiner? Det forekom hende nemlig, at alle kiggede en ekstra gang på ham for derefter at kaste et hurtigt blik på hende, som om hun lå inde med en forklaring og burde hoste op med den aldeles omgående.
Vivi havde ingen forklaringer på Uffes blonde skønhed, for hun havde såmænd ikke gjort andet end at blive gravid og føde barnet tyve år senere, end både hun selv og resten af familien havde forventet det af hende. Hun elskede sin mand og sin søn meget højt, så det var en ekstra kilde til irritation, at familien så ud til at nære mistro til hende og hendes ægteskabelige troskab.
Da lille Uffe blot var tre måneder gammel, var der en gammel tante, der fortalte, at han havde sagt noget til hende. Det morede de sig alle sammen meget over, for så små børn kan nu engang ikke tale. Noget, der gjorde det endnu morsommere for familien var den gamle dames påstand om, at det, han havde sagt, var “Vær velsignet”.
“Ja,” sagde hun, “og han nærmest råbte det, som om han virkelig mente det.” Hun så sig om i flokken af familiemedlemmer med et forstyrret blik og tilføjede derpå med høj stemme, “tænk, et Bibelord!” Det var sandt at sige meget mærkeligt, også fordi ingen i familien nogensinde satte deres ben i en kirke, undtagen ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Religion som sådan optog dem simpelthen ikke.
Alle familiemedlemmerne kæmpede for ikke at bryde ud i åbenlys latter, men det mislykkedes kun totalt for Vivi, der fik et voldsomt latteranfald, som hun dog forsøgte at camouflere som hoste. Bagefter, da hun sad alene med sin lille, yndige søn, strøg hun hans blonde kasket-pandehår tilbage og kyssede ham på den smukt rundede barnepande. “Uha,” sagde hun og vuggede ham i sine arme, “er du sådan en Bibel-kyndig, lille fyr, der velsigner folk.” Hun krammede og kyssede ham en ekstra gang for derpå endnu engang at stryge den genstridige pandelok tilbage, selv om den straks faldt fremover i den sædvanlige kasket-frisure. “Du virker nu også lidt som en fordægtig engel med den frisure.”
Den lille kiggede op på hende, og et kort øjeblik var det, som om han forstod, hvad hun sagde, for lige idet han løftede hovedet og så på hende, var der noget i hans stadig ufokuserede babyblik som hos en voksen. Et kort øjeblik virkede det lille, lyskrøllede englebarn langt ældre, end han var. I hendes ører lød det også, som om han mumlede et eller andet, og det forekom hende, at et af de ord, han ytrede, godt kunne være “fredhellig”.
“Hva’?!” udbrød hun. “Hvad er det dog, du siger?!”
Denne gang kiggede han på hende med det tågede baby-blik, der var normalt for et barn på hans alder, at hun følte det som en velsignelse oven på det kortvarige voksen-blik nogle få øjeblikke før. Det var lige før, hun udstødte et “puha”, så lettet blev hun, for selvfølgelig havde hun da taget fejl. Små børn kan nu engang ikke tale i den alder.
Nogle få måneder senere opdagede deres læge noget sært ved lille Uffes ryg. “Gad vide, om han har to bylder på skulderbladene, ja, for han er vel ikke faldet og har fået buler?” spurgte hun Christian, der var den, der havde fået hvervet med at bringe den lille til lægen til en almindelig helbredsundersøgelse.
Christian så forundret på hende. “Nej da,” sagde han, “men han er meget fremmelig, og forleden forsøgte han ligefrem at rejse sig op.”
“Det må jeg nok sige,” sagde lægen med en stemme, der tydeligt viste, at hun ikke troede ham. “Jamen, det har han jo slet ikke alderen til.”
“Nej, det undrede os også, ikke mindst fordi han allerede har sagt et par ord.”
“I må have hørt galt,” sagde lægen, nærmest forarget. “Det kan sådan et lille barn slet ikke.”
“Faktisk blev han beskyldt for at have sagt “Velsignet”, da han blot var et par måneder gammel.” Christian kunne godt selv høre, at det lød vildt, men han var fast besluttet på at fortælle om alt det, der var sket siden Uffes fødsel. “Forleden fortalte min svigerfar, at han havde hørt ham sige “Helligånden hos morfar”, og sidste uge skældte han hunden ud, og det lød, som om han kaldte den for et “Guds-dyr”.”
“Sikke dog nogle besynderlige påstande om sådan en lille engel,” sagde lægen og så strengt på Christian. Det var tydeligt, at hun ønskede var at få stoppet denne underlige samtale om noget, hun anså for rene fantasier.
Lægens hænder gled nærmest automatisk hen over barnets ryg, hvor hun endnu engang fandt de små knolde på skulderbladene, der undrede hende. Derefter undersøgte hun alt muligt andet ved den lille, og da hun også lyste ham ind i øjnene, så det ud til at at more ham enormt, for han kluklo og viftede med arme og ben. “Så-så, lille ven,” sagde hun og smilte uvilkårligt ad hans barnlige glæde, “man skulle tro, du forsøgte at flyve, sådan som du basker med armene.” Barnet bare så på hende, og et ganske kort øjeblik så det faktisk ud, som om han lettede et par millimeter fra undersøgelsesbriksen. Ingen af de voksne ville vedkende sig dette syn, så der blev ikke talt om det, men begge huskede det med undren.
“Hvornår opstod disse knolde?” spurgte hun Christian, der talte efter på fingrene.
“Vivi opdagede det sidste uge i fredags, og hun ringede til din sekretær og fik denne tid” svarede han med blikket stift rettet imod sin søn. “Vi forstår simpelthen ikke, hvordan det er gået til, at han har fået sådanne knolde eller at han allerede taler.”
“Nej,” sagde lægen, “og det gør jeg ærlig talt heller ikke, når du fortæller mig, at han ikke er faldet. Desuden er det mærkeligt, at de knolde, du fandt, ikke svandt ind, men tværtimod voksede. Vi bliver ganske simpelt nødt til at foretage nogle flere undersøgelser af ham, for jeg ved virkelig ikke, hvad det her går ud på, men det kan nogle blodprøver måske afklare.”
Barnet løftede hovedet med et sæt, som om han forstod, hvad ordet “blodprøver” betød. De to voksne studsede begge over hans reaktion, men kommenterede den ikke. I stedet sluttede konsultationen med, at de kiggede mistroisk på hinanden, og Christian besluttede sig i sit stille sind for at finde en anden læge snarest. Hans bekymring for barnet gjorde, at han følte sig svigtet. Lægen skrev en hel del ned, men fortalte ikke, hvad det var, hun noterede i den lilles journal. Det fyldte Christian med endnu større bekymring og mistro, men han sagde ikke noget og ventede bare på, at hun skulle blive færdig.
Til gengæld lød der pludselig en ligesom metallisk stemme, der sagde noget, der lød som: “Frels hende nu!” Endnu engang troede Christian ikke sine egne ører, da han så sit barns lille, yndige og fint formede mund ytre disse ord, samtidig med at han mødte hans blik i de himmelblå øjne, hvor blikket ikke veg. Han havde ikke troet sine egne ører, når barnet udstødte lyde, der kunne tydes som ord, og nu troede han heller ikke sine egne øjne, så han løftede uvilkårligt hænderne og befølte barnets ryg endnu engang. Under hans fingre var de to symmetriske knolde, der nærmest syntes at vokse ved hans beføling. Det forekom ham, at der sad noget ligesom hår inde under huden på knoldene, men han nævnte det ikke for lægen, da han ville føle sig til grin, hvis hun ikke kunne mærke dem.
Lægen, der nu var færdig med at skrive, rejste sig op og befølte endnu engang knoldene. Christians hænder fandt også tilbage til de sære gevækster, der var for store til at være bylder eller buler efter fald. Hver af de voksne, der stod med en hånd på barnets ryg var tydeligvis grebet af den ultimative forundring over det, de nu mærkede. Christian flåede tøjet af sin søns ryg, men hverken han eller lægen blev egentlig forundrede over at se det, som deres fingre allerede havde opdaget: et par små vinger på nogenlunde samme udviklingstrin som hos en daggammel dueunge. Ingen af dem blev særlig forbløffede over at se, at den begyndende fjervækst tydede på, at disse vinger var forudbestemt til at blive blændende hvide.
.jpg)
.jpeg)
.jpeg)
-1733225497.jpeg)
