onsdag den 8. maj 2019

Some of my ebooks on LULU


I love my books, and I wish I had been able to do more for them. However, the bookmarket is difficult these days as it's swarming with publications. I don't think there has ever been such a mass of new books out each year as now. Still, people may not even read as much as they used to because of the technology that gives new experiences and inputs. Or put another way: Many fight for the attention of those who might read books ....

I'm first and foremost into prose, and I love ro write "weird stories".



I have published some poems, but don't really consider myself a poet. However, some people seem to like my poems, but even so I shall never (as far as I know at the moment) prefer them to my prose.


Some day I shall browse all my short stories in order to find those I like the best. Maybe I may even remove some and rearrange the books.



Many of my books are for children. I like to write this kind of books because it gives me the opportunity to let my fantasy flow the way I like ....



Another subject I love is animals, and I've written several books about the lives af animals and humans.




Most of these articles are about subjects I studied in a professional manner. That means that many of them are remnants from my teaching and studying days.

The catalogue below lists most of my publishings over time as well as my publications.


http://worldcat.org/identities/lccn-n78005038/

A Royal Cover-Up?



Katherine Bowes-Lyon was the daughter of John Herbert Bowes-Lyon and his wife Fenella (née Hepburn-Stuart-Forbes-Trefusis). As John was the brother of Elizabeth Bowes-Lyon, the Queen Mother, she and her sister Nerissa were first cousins of the British Queen Elizabeth II, sharing one pair of grandparents, Claude Bowes-Lyon, 14th Earl of Strathmore and Kinghorne and Nina Bowes-Lyon, Countess of Strathmore and Kinghorne.
Both Nerissa and Katherine had been placed in Earlswood Hospital for the mentally disabled in 1941. Although Nerissa died in 1986, and Katherine in 2014, both had been listed in Burke's Peerage as being dead since the 1963 edition. Suggestions of a royal cover-up were rejected in the press by Lord Clinton, who thought that his aunt Fenella (the mother of the two daughters) had completed the form for Burke's Peerage incorrectly due to 'vagueness'. However, Burke's Peerage included specific dates of death for both sisters.


According to a 2011 television documentary about the sisters, "throughout their time at the hospital, there is no known record that the sisters were ever visited by any member of the Bowes-Lyon or royal families, despite their aunt, the Queen Mother, being a Patron of MENCAP" (the charity for people with a learning disability). Nurses interviewed on the documentary said that, to their knowledge, the family never even sent the sisters a birthday or Christmas gift or card.
When Nerissa died in 1986, none of her family attended the funeral. She was buried at Redhill Cemetery. Her grave was only marked with plastic tags and a serial number until her existence was revealed in the media, after which the family added a proper gravestone.
Three other mentally disabled cousins also lived in Earlswood Hospital. Harriet Hepburn-Stuart-Forbes-Trefusis (1887–1958), sister of Nerissa and Katherine's mother Fenella, married Major Henry Nevile Fane, and 3 of their 7 children lived in Earlswood Hospital: Idonea Elizabeth Fane (1912–2002), Rosemary Jean Fane (1914–1972), and Ethelreda Flavia Fane (1922–1996).[15] Prof. David Danks, then director of the Murdoch Institute, thought that a genetic disease may have killed male members of the family in early childhood. In 1996 the surviving cousins were moved to Ketwin House care home in Surrey, and when it closed in 2001, they were moved to another care home in Surrey.

mandag den 6. maj 2019

"Ben at gå på"







Kronik i "Arbejderen", den 6. maj 2019 af Else Cederborg: "Ben at gå på" 



Nogenlunde samtidig med at Britta Nielsen-skandalen var på sit højeste, kom beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og børne- og socialminister Mai Mercado med noget, der både kan tolkes som et tilbud og et påbud, nemlig planen om at få 13.000 handicappede i arbejde.
I befolkningen lurer der nok allerede en vis mistro til mennesker med en funktionsnedsættelse, idet en del af dem formodes at sidde og hygge sig med skattebetalte pensioner, så det budskab har sikkert været populært.
Det er dog påfaldende, at budskabet kom på netop dette tidspunkt, hvor hele landet skumlede af forargelse over de svindlerier, der ifølge revisionsrapporten kunne have været udgået, men som fik lov til at fortsætte gennem en årrække, fordi visse personer snorksov sig fra deres ansvar som vogtere og fordelere af vore skattekroner.
"Sjovt nok" svarer de godt 128 millioner kroner, der er afsat til projektet med at få de handicappede ud på arbejdsmarkedet, næsten til det beløb, som Britta Nielsen har franarret sin arbejdsplads, Socialministeriet.
Endnu mere ironisk er det, at hendes svindlerier blev begået som projektleder i Tilskudsadministrationen, der omfatter satspuljen, for det er den, der skal betale for planerne om at få de handicappede ud på arbejdsmarkedet.
For at det ikke skal være løgn, så består denne satspulje af de midler, der tages fra den automatiske regulering af overførselsindkomsterne, hvilket betyder, at dette system betales af de ældre og handicappede. Således er denne manøvre en glimrende illustration til den velkendte vittighed om hunden, der fodres med sin egen hale. Det er en kendsgerning, at kun fem ud af ti borgere med at handicap er i job, men dem der har fået tildelt en pension, har været igennem omfattende medicinske udredningere, arbejdsprøvninger og så videre, så det er ikke noget, de har tiltusket sig.
Et handicap kan være fysisk og/eller psykisk, og det kan antage alle mulige former og ramme alle dele af legemet. Nogle handicaps er totalt invalidiserende, andre går kun ud over visse funktioner, men under alle omstændigheder lyder regeringens mål om at få 13.000 medborgere med et handicap i arbejde inden 2025 som den rene trolddom.

FORRINGEDE HJÆLPEMIDLER

Nu skal det jo nødig hedde sig, at regeringen "løser" sociale problemer ved at lukke øjnene for dem, så hvordan stemmer denne pludselige optimisme med de undersøgelser, der fortæller om forringelser i serviceområdet for det, der rent faktisk hjælper handicappede i dagligdag og arbejdsliv, nemlig bevilgede hjælpemidler?
BPA-ordningen, det vil sige "borgerstyret personlig assistance", der før har givet dem et værdigt liv i og uden for hjemmet, bliver tildelt med en forringet kvalitet.
Ifølge en af Dansk Handicaps Forbunds undersøgelser mener 17 procent af de adspurgte, at de har fået tildelt et billigere, det vil sige forringet, hjælpemiddel, når det gamle skal erstattes. Hele 23 procent har selv valgt at betale merudgifterne for at kunne få det, de ved hjælper dem.
Eftersom overførselsindkomsterne for hvert år stiger en smule mindre end den gennemsnitlige lønudvikling, så har disse grupper imidlertid ikke altid reelle muligheder for selv at kunne stå for den slags merudgifter.
Kort sagt, surt show og ikke foreneligt med regeringens bestræbelser for at trylle handicappede om til flittige og arbejdsføre arbejdsbier. Noget de fleste på førtidspension såmænd er de første til at beklage, for de har jo ikke selv valgt en tilværelse som handicappede.
Mange uden sygdomme og skavanker skænker det næppe en tanke, at handicaps er noget, der også kan ramme dem. Ikke desto mindre har mange handicappede et før og et efter det, der skabte deres tilstand.
Få oplever til gengæld, at handicappet helbredes og forsvinder. Det nærmeste de kommer til denne oplevelse er at få de rette hjælpemidler, der kompenserer for handicappet og gør det mindre relevant for deres dagligdag og arbejdsliv.
Der er dog regler om, at mennesker med et handicap skal aflevere deres hjælpemiddel, når de når pensionsalderen, hvilket dog muligvis ikke altid sker, for uden hjælpemidler bliver borgeren til gengæld langt mere plejekrævende.

EN OND CIRKEL

Med hensyn til hjælpemidler så findes de i alle mulige former, men jeg vil for overskuelighedens skyld holde mig til dem, der gælder den bevægelsesfrihed, der hjælper de handicappede i hverdagen og på arbejdsmarkedet.
Mange af dem virker vildt overdrevne, og prisen kan virkelig chokere den almene borger. Det kan for eksempel dreje sig om nye, avancerede ting som Genium-knæled, hvilket vil sige et proteseknæled til næsten 400.000 kroner. En udgift som den almindelige skatteborger nok korser sig over.
Desuden er det unægtelig forvirrende, at nogle patienter angiveligt bør have en protese med mikroprocessor-styrede komponenter til 500.000 kroner, medens en anden kan have det helt fint med en protese med hængselled til 75.000 kroner, men sådan er det nu engang med den slags.
Når man taler om bevægelsesfrihed og arbejdsliv, så er det altid det individuelle handicap, der bør tælle mest, og hverken individ eller skade er nu engang ens.
Det er forståeligt, at skatteborgere ømmer sig over udsigten til den slags udgifter, og de fleste handicappede klarer sig da også med et billigere produkt. Noget enhver borger - handicappet eller ikke-handicappet - billiger, for vi vil jo alle spare, hvor det er muligt.
Spørgsmålet er dog, om det, der ligner en besparelse, nu også er det, for hvis den bygger på kvalitetsforringelser, så kan det faktisk sætte gang i en ond cirkel, der kan ende med at blive meget bekostelig for staten.
Dette gælder for eksempel et hjælpemiddel, som også ikke-handicappede må kunne relatere til, nemlig ortopædiske sko. Alle med almindelige fodproblemer som f.eks. ligtorne, hår hud, knyster med mere må sande det gamle or om, at "har du ondt i fødderne, da glemmer du alle andre bekymringer".
Fodens 26 (x 2) knogler har en hård opgave med at bære det oprejste menneskelegeme, og en fejlstilling, en anatomisk eller strukturel forandring kan hurtigt føre til problemer, der videreføres til knæ, hofte, ryg og nakke, hvilket kan ende med nye behov for dyre operationer, proteser, kørestole, personlige hjælpere, stokke og pensioner. Alt samme noget, der er en vederstyggelighed for enhver af de skatteborgere, der står med regningen.
Når nu man ved dette, så må det være indlysende, at alle instanser gør alt, hvad de kan for at hjælpe borgere med det, man kalder for "vanskelige fødder", for det er nemlig god samfundsøkonomi både hér og nu samt på længere sigt.

KØBENHAVNS KOMMUNE SPARER

Sådan er det imidlertid ikke mere, og intet belyser problemerne med hjælpemidler så tydeligt som Københavns Kommunes hasarderede aftaler omkring leveringsaftaler med håndskomagere efter 2005. Hér ser man kassetænkning, så det basker, men også en naivitet, der er skræmmende, når nu det gælder et så centralt hjælpemiddel som orotopædisk fodtøj.
Det er såmænd nok at nærlæse referatet fra "ordinært møde torsdag den 27. oktober 2005", der ligger på nettet, for at se tankegangen og den dybe uvidenhed hos folk, der burde vide bedre. At de får julelys i øjnene ved udsigten til en årlig besparelse på 3-4 millioner viser, at de ikke tænker langsigtet og ikke forstår problematikken.
Før i tiden betød "ortopædisk fodtøj" sko, der er individuelt tilpasset de fødder, der har brug for hjælp. Dette skete med brugen af omhyggelige opmålinger, aftryk og gipsafstøbninger, der dannede grundlaget for en personlig læst, som skoene blev fremstillet over. Det vil sige, at skoen var individuel på alle leder og kanter, og at den støttede den fød, den var skabt til.
Det var en langvarig proces, og der var ikke plads til hverken fusk eller fejltagelser, hvilket betød, at der blev brugt mange arbejdstimer på det enkelte par sko. Noget, der så igen kunne gå ud over skomagerens fortjeneste, og der er flere eksempler på, at ortopædskomagere er gået fallit.
Det er formentlig dette, der har ført til fagets miserable situation i dagens Danmark: uddannelsen er nedlagt, og de nye ortopædskomagere, der optræder her i landet, kommer fra udlandet.
Trist, ikke mindst fordi det i bund og grund skyldes, at kommunerne/staten ikke betaler det for skoene, som det kræves for at holde en højt specialiseret branche i live. Skomagere har været underbetalte, og det har aldrig været godt, når man vil sikre en ekspertviden.

ORTOPÆDISKE SKO?

Hvis folk med voldsomme fodproblemer som for eksempel overlagte tæer, dropfod, klumpfod, nerveskader, operationsar, forskellig størrelse eller form på fødderne og så videre nu får bevilget ortopædiske sko, så får de latterlige efterligninger.
Nu er man nemlig i praksis hoppet direkte over i noget, der normalt kaldes halv-fabrikata/semi-ortopædisk fodtøj, men som stadig præsenteres for borgeren som "ortopædiske sko".
Når man bevarer det oprindelige navn, så er det altså mildt sagt en tilsnigelse, for disse sko er netop ikke individuelt tilpassede i alle led i processen.
Faktisk er man i København, men formentlig også andre steder, gået over til tre typer fodtøj, hvoraf ingen lever op til fremstillingskravene for ortopædisk fodtøj. Idealet er således det fabriksfremstillede fodtøj, der fremstilles i udlandet efter en meget lemfældig måltagning hos den skomager, som kommunen har valgt som leverandør.
Således kender jeg et eksempel på, at en borger med meget dårlige fødder efter et par latterlige og ikke-fyldestgørende konsultationer pludselig uden videre fik udleveret et par sko som "sine, men som lå langt fra det aftalte, og som overhovedet ikke passede.
Vedkommende borger besluttede at tage imod dette fuskprodukt, nemlig for at afslutte den parodiske procedure og få et håndgribeligt bevis på produktets mangler.
Sådan snører hjælpemiddelleverandøren borgeren - og kommunen - for der er ingen kommunale muligheder for en kvalitetsbedømmelse af produktet.
Det er dog glædeligt, at hver tredje borger enten fik medhold i deres klage over det hjælpemiddel, som kommunen har bevilget i 2017, eller også blev kommunen bedt om at behandle deres sag igen. Noget, der for det første ikke er gratis, da det udløser nye bevillinger, og borgeren kan blive ramt af sygefravær, der gør tilknytningen til arbejdsmarkedet usikker. For øvrigt er det tankevækkende, at der er tale om en markent stigning antal klager i forhold til de tidligere år.
Jeg vil slutte med at ønske Troels Lund Poulsen og Mai Mercado held og lykke med deres ambitiøse projekt. Forhåbentlig er tilbuddet bygget på de realiteter, der kan gøre det til glæde for de handicappede og samfundet som helhed ...

https://arbejderen.dk/kronik/ben-g%C3%A5-p%C3%A5



lørdag den 4. maj 2019

Set Off for the Sky?





When you set off for the sky you may have chosen the wrong direction for success .....
Actually your strong desire to succeed may make you oblivious of your prime goal. That may sound crazy, but it's not. At some point your high flown dreams may be what you chose instead of the hard work that leads to genuine success ....


Women Having Fun

WOMEN JUST WANT TO HAVE FUN, THEN AS NOW ....







Twins



My mother was a twin, but as a child and a young girl she was considered "the ugly sister" to her much prettier sister. She admitted to me that that gave her a hard time when she was young, but as she grew older she became the pretty - and more succesful - twin.
One may laugh at such teenage worries, but they were grave and traumatic at some point in her life, just as they would be for young people today.
   

Ida Wood: A Woman Cloaked in Mystery


Ida Mayfield Wood (1838–1932) was a famous American recluse and the third wife of politician and newspaper publisher and editor Benjamin Wood who was 18 years her senior and married to his second wife. When she died he married Ida who had been his mistress for quite some time. Actually they had a daughter before marriage, Emma Wood.
Benjamin Wood was the publisher of the New York Daily News, and he had been a member of Congress three times and also the New York State Senate so as his wife she gained access to many rich and famous people, like e.g. Abraham Lincoln. However, when her husband died in 1900 she became a recluse, living with her sister, Mary E. Mayfield, and her daughter, Emma Wood, in some hotel rooms.They had almost no contact with anyone, not even the hotel employees, until Mary got very ill and died. (Emma had died in hospital prior to this). 
Now people became aware of her life in squalor although she was extremely rich. This may have been seen as a proof that she was incompetent and some of her relatives claimed control over her wealth. They had her moved to some other rooms in the hotel in which were considered easier to keep an eye on her. When she died in 1932 it was found out that she was not out of the noble family she had always said. Actually she was the daughter of a poor Irishman, and her "daughter", Emma, was in reality her sister.