Digte om digte

Jeg har ofte tænkt på, hvad digte egentlig er. Her tænker jeg ikke på versefødder og den slags, som vi jo ligesom har lagt bag os for mange ås siden, men deres værdi i samfundet. Nogle ser dem som en leg med ord, der viser nye betydninger af visse ord gennem uventede konstellationer. Det virker fint, og der er kommet meget udmærkede digte ud af det, men hvad med BUDSKABET? Skal digtet ikke være forbundet med det menneskelige liv, samfundet og historiske vilkår for virkelig at betyde noget?
Måske, men digtet i sig selv kan faktisk klare sig uden og alligevel stå stærkt.
Mit poetiske ideal ville nok være et sprogligt stærkt udsagn om noget, vi alle forstod umiddelbart. Noget, der ikke altid lykkes, men for nogle gør det: 

https://getpocket.com/explore/item/after-silence-amanda-palmer-reads-neil-gaiman-s-stunning-poem-celebrating-rachel-carson-s-legacy-of

Skilsmisse-fejring ...

Nå ja, hvorfor ikke også fejre en skilsmisse? Det kan jo være en glædens dag for mange af de involverede. For nogle kan det tilmed være en opvågningens dag, hvor de ser sig selv i et nyt lys: jeg er alene, jeg falder ikke død om, men klarer mig, for jeg er noget i mig selv og ikke bare som følge af min civiel status som fru X.

Alderdom contra en illusion om ungdom ...

Er det godt - eller dårligt - hvis man stadig føler sig ung og sprælsk, når man rent faktisk er temmelig bedaget? Det må være noget individuelt, for nogle mener sikkert det ene og andre det modsatte. Selv farvede jeg håret, da jeg begyndte at finde grå hår, men pludselig fik jeg nok af det show og gik til en frisør, der fjernede den kunstige farve, og så blev jeg gråhåret for alvor. Det klæder mig faktisk, så måske det er en eller anden form for skjult forfængelighed, der nu står i fuld blomst? Tjaaahh, måske ....
Andre faktorer end det grånende hår spiller ind, så jeg kan ikke "spille ung", hvilket jeg såmænd heller ikke er fristet til, for det er virkelig noget, jeg har lagt bag mig for mange år siden. Alligevel blev jeg (til min store undren!!!) smigret, da en fremmed, der ikke kender hverken mig, mit liv eller nuværende situation, udbrød: "Gud, jeg troede da, du var meget yngre!!!"
Ak ja, hvem kender sit eget hjertes hemmelige kroge? Ikke jeg ....

John Chr. Jørgensen om Herman Bang

Dekadent, livstræt og sær, ja, sådan virkede Herman Bang, men han var også en stor forfatter. Begge disse aspekter af forfatteren har John Chr. Jørgensen fat i i sin nye bog, som jeg har anmeldt i Arbejderen i går:

"Det fine ved dr. phil. og lektor emeritus John Chr. Jørgensen er ikke bare, at han er en virkelig gedigen litteraturforsker, men at han også er god til at skrive. Man mærker, at han ikke bare elsker at tumle med og at organisere stoffet, men også at formidle det.
Resultatet er læsværdige bøger om vidt forskellige emner som for eksempel brevskrivning som genre, journalistik, arbejderlitteratur, mandeudfordrende kønsrollereformer i 1970'erne, osv., osv.. Derudover har han beskæftiget sig indgående med forskellige forfatterskaber som for eksempel Klaus Rifbjerg,  Leif Panduro og mange, mange flere.
Netop fordi det er så tydeligt, at han holder af at dykke ned i stoffet, er det ekstra trist, at han selv mener, at denne bog, "Herman Bang og Politiken", bliver hans sidste på grund af sygdom.

Herman Bang (1857-1912) er en forfatter, han har taget op flere gange, men denne gang fokuserer han på hans tilknytning til Politiken, der længe har været underbelyst i Bang-forskningen. Noget, der her medfører en løftet pegefinger til andre, der tidligere har beskæftiget sig med emnet uden at systematisere stoffet. Således lader det til, at der i tidens løb er gået kuk i tidslinier og reelle oplysninger om Herman Bangs samarbejde med Politiken, hvilket ikke rigtig kan undskyldes med det faktum, at han ofte skrev anonymt.
Politiken blev grundlagt den 1. oktober 1884 i København af Viggo Hørup, Edvard Brandes og Hermann Meyer Bing, det vil sige på et tidspunkt, hvor den sarte og nervøst anlagte 27-årige Herman Bang følte sig udbrændt. Han var ved at drukne i problemer af økonomisk, personlig og faglig art.
Desuden havde han en vis evne til at skaffe sig uvenner blandt folk, som han var afhængig af, og det gjaldt blandt andre Edward Brandes, der dels så ham som en konkurrent, dels ikke kunne lide ham som person. Hans giftigheder og nedsablingen af nogle af hans værker, (der i dag regnes for danske klassikere!!!), viser tydeligt, at Bang både som menneske og som forfatter var ham en vederstyggelighed.
Heller ikke Georg Brandes syntes om Herman Bang, og disse brødre dannede altså i høj grad det avis-miljø, hvor han skulle færdes. Ikke nemt for et nervøst gemyt som Bang, der i den grad havde brug for forståelse og et velmenende klap på skulderen.
John Chr. Jørgensens gennemgang af de utallige intriger og perfiditeter, der herskede i denne bladverden, er paradoksalt nok underholdende, og man griber sig selv i at grine ad episoder, der faktisk var dybt alvorlige. Manden levede jo så at sige fra hånden og i munden, men havde svært ved at forhandle lønninger med mægtige Politiken-folk som for eksempel Brandes-brødrene, der jo ikke kunne lide ham, men som på et tidspunkt alligevel ønskede at knytte ham til avisen.
At Herman Bang selv var ude om en hel del af de skrækkelige ting, der overgik ham, kan ses af en episode, hvor han i bogstaveligste forstand blev smidt ud af Preussen på grund af en artikel med en skånselsløs beskrivelse af den gamle, svagelige kejser.
Han har somme tider været lidt for god til at iagttage og beskrive ting, som "man" ellers ikke skrev om, hvis man ønskede at begå sig. Satirikeren i ham har simpelthen taget magten over hans pen og forledt ham til en ustrategisk handlemåde, som han burde have vidst, at han ikke ville slippe godt fra. At han selv var så ømskindet over for fornærmelser har ikke bremset ham.
Hans liv blev ikke bare kompliceret af de utallige intriger, han selv - eller hans venner i kredsen - blev inddraget i, men også hans forelskelse i blandt andre skuespilleraspiranten Fritz Boesen, der gerne modtog dyre gaver, men ikke de kærlige følelser, som Bang ønskede at overdænge ham med.
Privat var han sårbar, hvilket hans modstandere godt vidste, men ikke tog hensyn til. Blandt andet derfor var samarbejdet med Politiken til tider meget turbulent, men det strakte sig dog - med forskellige afbrydelser - over ialt ca. syv år. Det sluttede 10 år før hans død i 1912, det vil sige i 1902, og meget af hans virke var altså på det tidspunkt ikke anerkendt som hans værk, fordi det blev bragt anonymt.
Man kan spørge sig selv, om beretningen om denne avis-historie og Herman Bangs del i den er relevant for nutiden, og det synes jeg helt bestemt, at den er. Dels ser man mønstre, der måske er eviggyldige, når modsætninger mødes, og konkurrenter brydes om ære og indflydelse, dels er der noget almenmenneskeligt over denne forfatter og hans kamp for at klare sig i datidens samfund.

"Hun ville selv"

I visse muslimske lande bliver voldtægtsofre straffet for voldtægten, der ses som manglen på den dyd, der påbydes i alle ekstremt patriarkalske lande. For kort tid siden blev en 16-årig muslimsk pige hængt for den "forbrydelse" at blive voldtaget, og vi her i Vesten udtrykte vor afsky for dette meningsløse mord, men hvad med os, er vi bedre?
Ja, som regel, men der er brodne kar blandt os, og det gælder bl.a. den hængørede fyr på billedet. Han voldtog en lille pige på 4 år, men påstod, at "hun selv ville". Når man ser på, hvem og hvad han er, så bliver sagen virkelig grotesk, for han - der er en tidligere borgmester - er angiveligt dybt religiøs og henviser til Jesus som sin frelser.
Sært nok er nogle af de værste slyngler stærkt religiøse kristne, der ikke undser sig fra at påberåbe sig Gud og Jesus i flæng. Noget, der hænger sammen med kristendommens patriarkalske udformning. Mange groteske forbrydelser er blevet udført i kristendommens navn, og det er sørgeligt.

https://friendlyatheist.patheos.com/2016/09/13/jesus-loving-former-ohio-mayor-the-4-year-old-girl-i-raped-was-a-willing-participant/?fbclid=IwAR1TByyWX8dD4t9U9NNnlLcXNfYcumpRA-Z2xZFTcS7l48cJFjSpZka2Odg

 

Nuttet? Nej ....

Nej, hvor sjovt, en abe, der rider på en lille grisling!!! Det er tilmed nuttet, for begge dyr er små og er tydeligvis unger. Sådan kan vi, de menneskelige dyre-forbrugere, lide det: små, mere eller mindre hjælpeløse dyr i morsomme situationer, der udstiller dem som initiativrige, men samtidig sårbare.
Aben ser ikke ud til at være så urolig for det, den udsættes for - og det er sikkert et menneske, der har placeret den på grisen - men den stakkels lille gris virker ikke glad og afslappet. Sandsynligvis har den fornemmet en ny og ukendt tyngde på ryggen og reagerer på denne fornemmelse ved at forsøge at flygte.
Hvorfor gør vi dog sådan noget? Er det sjovt? Nej, ikke rigtig, for dyrene deler ikke vor begejstring for det nuttede sceneri. Vi udnytter dem til egne formål, og dermed ryger morskaben ...
 

En kvindeskæbne

Ingen ved vist, hvem denne kvinde var, men for mig er hun billedet på fattigdom og håbløshed. Det er tydeligt, at hun ikke har noget håb om fremtiden, og at hun er totalt udmattet af den realitet, der er hendes skæbne + hverdag.
Hendes hår er pænt sat i en nydelig frisure, og den flæsede kjole eller skørt viser, at hun på et tidspunkt har haft adgang til andet end laser og pjalter. Måske hun har fået den af en tidligere arbejdsgiver i et privat hjem?
Hvordan kan det være gået så galt? Mon barnet i hendes favn er nøglen til denne sociale deroute: kan det være født som det illegitime produkt af en "affære" - voldtægt??? - i det hjem, hvor hun (måske) har været tjenestepige? Ja, det kan det sagtens, og hendes holdning er interessant, for medens hendes arme holder og støtter den lille, som hun har på skødet, så drejer hendes hoved sig i en bevægelse væk fra underkroppen, hvor barnet hviler.
Billedet fortæller en masse - og så alligevel ikke ....