Indianernes særlige indsats under WWII

Spotted Wolk

Var denne bistert udseende indianer med til at vinde Anden Verdenskrig som kodetaler (: Code Talkers)? Aner det ikke, og jeg ved ikke engang, om han er Navajo, for der er jo flere indianer-stammer, og mange af dem ydede en krigsindsats. Desuden vil jeg tro, at han var et par generationer ældre end de indianere, der på snedig vis gjorde deres til at vinde Anden Verdenskrig. Desværre fik de ikke den ære og respekt, de havde fortjent allerede dengang, for deres indsats blev - sammen med andre vigtige krigsdetaljer - hemmeligstemplet indtil 1968. Efterhånden som sløret er blevet løftet for den bedrift, de udførte, er der dog kommet en større forståelse for deres unikke indsats. 

Navajo-mand, uranium-minearbejder omkring 1950

Og hvordan foregik det så? Jo, man udvalgte 29 Navajo-mænd, der skabte en kode, der var baseret på det uskrevne og meget sofistikerede Navajo-sprog. Koden var først og fremmest bygget op omkring associationer, hvor Navajo-ord blev knyttet til nøgleord og nøglefraser samt militære taktikker. Forbløffende nok kunne kodetalerne oversætte tre linier på engelsk på omtrent 20 sekunder og ikke 30 minutter, som det ellers var almindeligt med de kodebrydermaskiner, der allerede var i brug. Seks Navajo-kodetalere spillede en ganske særlig og meget vigtig rolle under de overraskende langvarige kampe om Iwo Jima. Nogle militære eksperter var ikke engang sikre på, at det var umagen værd, men netop denne del af Stillehavskrigen fik i hvert fald en virkelig stor symbolsk betydning.

Under disse kampe stod seks Navajo-kodetalere for formidlingen af 800 meddelelser, hvilket de klarede flot, nemlig helt uden fejl. Man er enige om, at deres indsats spillede en afgørende rolle i erobringen af Iwo Jima. Indtil de kom til, havde japanerne nemlig brudt hver eneste militære kode, man havde brugt, hvilket skabte et stort behov for noget bedre.

Eftersom kodetalerne brugte telefoner og radioforbindelser, kunne man forestille sig, at japanerne havde formået at bryde koden, men nej, koden var skam stadig ubrudt ved krigens slutning. Man må sige, at dermed havde Navajo-kodetalerne bevist deres værd. Den, der havde fået ideen til at bruge Navajo-indianere som kodetalere, var iøvrigt en veteran fra WWI, Philip Johnston. Da han var barn havde hans far slået sig ned blandt Navajoerne som missionær, og den lille Philip havde derfor fået et indgående kendskab til stammens sindelag samt kunnen og viden.

Den lille Philip med sin bror og deres missionær-far 

Da Philip Johnston foreslog brugen af Navajo-indianere som kodetalere, blev han mødt med skepsis af andre militærfolk, men forskellige tests overbeviste dem om ideens bæredygtighed. Navajoerne måtte dog gennemgå en almindelig militær træning samt forskellige sprogtests, inden de blev udvalgt som kodetalere, hvilket måske holdt nogen tilbage.

Den voksne Philip Johnston

En pudsighed er, at der ikke oprindelig var nogen militær terminologi i Navajo-sproget. De blev tilføjet undervejs, så hvor den oprindelige kode havde bestået af 211 udtryk, så voksede den efterhånden til 411 i løbet af krigen. Endnu morsommere er det, at kodetalerne også udviklede et helt navajo-alfabet, som der heller ikke havde været før.

Efter at hemmeligstemplingen af kodetalernes indsats blev ophævet i 1968, så blev navnene på de 29 deltagere afsløret: Charlie Sosie Begay, Roy Begay, Samuel H. Begay, John Ashi Benally, Wilsie Bitsie, Cosey Stanley Brown, John Brown Jr., John Chee, Benjamin Cleveland, Eugene Crawford, David Curley, Lowell Damon, George Dennison, James Dixon, William McCabe, Carl Gorman, Oscar Ilthma, Allen June, Alfred Leonard, James Manuelito Sr., Chester Nez, Jack Nez, Lloyd Oliver, Frank Pete, Balmer Slowtalker, Nelson Thompson, Harry Tsosie, John Willfe Jr. and Yazzie William. 

Alle 29 fik "The Congressional Gold Medal", der måske så ud som den ovenfor. Det var selvfølgelig en stor ære for kodetalerne. Man skal dog huske på, at navajoerne ikke var de eneste indianere, der blev kodetalere og gjorde en indsats under WWII. Også Comancher, Crow, Hopi, etc. stod for vigtige militære tjenester under krigen, men det lader til, at de på en eller anden måde er blevet overskygget af navajoerne.

 

https://www.cia.gov/spy-kids/parents-teachers/docs/Lesson-plan-codes-and-code-breaking.pdf

 

https://unwritten-record.blogs.archives.gov/2020/12/01/navajo-code-talkers/ 

 

https://www.intelligence.gov/index.php/people/barrier-breakers-in-history/453-navajo-code-talkers 

 

https://eu.azcentral.com/story/news/local/arizona/2018/07/11/navajo-code-talker-facts-unbreakable-code/460262002/ 

 

https://edition.cnn.com/2017/11/28/us/navajo-code-talkers-trump-who/index.html 

 

https://www.intelligence.gov/index.php/people/barrier-breakers-in-history/453-navajo-code-talkers 

 

Wikipedia

Sang og kurver

 

Jeg ser den britiske primadonna Emily Soldene (1838-1912) som en livskunstner, der formår at få en masse ud af alle de aldersbetingede faser i en udøvende kunstners liv. Hun sidder ikke forgræmmet og hulker over, at ungdommen svandt, sådan at hun ikke længere vil kunne gøre sig som f.eks. den forførende Carmen i Bizets opera. Næh, hun bliver teaterdirektør og skribent, og hun er god til begge dele.

C. D. Marius, singer

Nogle af de stjerner, hun beskrev i sladderpressen, kunne måske føle sig udleveret, sådan som jeg synes, det sker her med sangeren, der ikke kunne synge, men som gjorde sig på en scene, fordi han så godt ud: “Young and beautiful, and slender, and sleek, and sly and so elegant. He played Landry, and made love to Frédégonde or Brunehaut, he didn’t care which, with an ardour that was not only particularly French, but particularly pleasing and particularly successful, so successful indeed that every girl in the front of the house was seized with a wild desire to understudy those two erratic, not to say imprudent characters.” Kort sagt, hun får afsløret, at sangeren ikke lever af sin sang, men af sit flotte ydre, og man spørger uvilkårligt sig selv, hvor meget hendes kvindelige kurver gjorde for den karriere, hun nød siden sin debut ved en Glover-koncert i 1862. Ret meget vil jeg sige, for hun havde de flotte 8-talsformer, der var populære dengang.

Kurverne er der, men det er sangstemmen angiveligt også. Desuden var hun så heldig, at hun både i sit ydre og sin personlighed passede perfekt til den komponist, hvis værker hun var med til at gøre populære i England på denne tid, nemlig Jacques Offenbach. Hun var dog også forrygende som Carmen, der var et af hendes glansnumre, efter at hun i 1879 introducerede Bizets populære opera på engelsk.

Emily Soldene som Carmen i 1880

Én ting var dramatikken og sangteknikken, der hørte til operaen "Carmen", noget andet de lette toner i Offenbachs operetter, som hun altså spillede en stor rolle i at få indført i England samt de steder, hvor hun turnerede. Ifølge hendes memoirer havde komponisten ytret bekymring for, at de sangere, der optrådte i hans værker var for "opera-agtige". Næh, han foretrak, at de havde en baggrund i de meget populære, men "folkelige" music halls. Da hun selv skiftede repertoire fra operaen til operetten og senere også blev teaterdirektør, gik hun ifølge sine memoirer endnu videre: de optrædende blev oftere valgt ud fra deres ydre end deres kunstneriske formåen. Som sagt: kurver skal der til, for at successen er hjemme i viktoriatiden .....

Hun var datter af et par, der muligvis levede i et dengang noget skandaløst forhold, der formentlig omfattede bigami. Ikke den bedste start for en kvinde i viktoriatiden, men Emily lod sig ikke slå ud af den slags uheldige omstændigheder. Det er mit indtryk, at hun hørte til den velsignede mennesketype, der altid klarer sig, fordi de forstår at aflæse de vilkår, samfundet afstikker for dem og få det bedste ud af situationen. Noget, jeg bestemt tager hatten af for, samtidig med at jeg er glad for, at kvinder har fået andre muligheder end at vise kurver. En udvikling, hun med sin karriere, jo også er et eksempel på, da hun fik succes både på og uden for scenen.

Som en følge af hendes succes som sanger fik hun lejlighed til at gøre sig gældende på andre måder, bl.a. som teaterdirektør. I 1874-1875 stod hun for en storstilet turné i USA, hvor hun opførte de samme operetter, som hun havde gjort berømte i England. Ifølge hendes memoirer bestod ensemblet af kvinder, der levede op til tidens smag: "From the first moment of going into management – recognizing the attractive force of female beauty – I surrounded myself with the best-looking and best set-up girls that could possibly be found. I selected my chorus from the ballet. The result, a minimum of voice, perhaps, but certainly a maximum of good looks and grace.... They felt the music, were full of life, and, like a blooded horse, were anxious for a start."

Den myndige teaterdirektør og senere sladderjournalist, Emily Soldene

Da Emilys mand, John Powell, døde, sad hun tilbage som alenemor til fire børn. Nogenlunde samtidig oplevede hun en bekostelig og ikke særlig succesfuld turné i USA samt forskellige andre fortrædeligheder af økonomisk art. Desuden kunne det ikke nægtes, at de kurver, der havde været med til at give hende succes på scenen, efterhånden var blevet lige vel overdådige. Hun vejede simpelthen for meget til de sexede roller, hun før havde fået succes med. Det betød, at hun efterhånden gik mere op i sit andet talent, nemlig at skrive. Bl.a. skrev hun i 1889 et skuespil, "Jeanne Fortier, the Bread Carrier", men hun skiftede også rollefag fra sexet dame til buttede kvinder i lystspil. Det foregik i San Francisco, hvor hun boede i nogle år.

Typisk for denne livskunstner skabte hun sig altså en ny karriere som skribent, da hun ikke længere kunne gøre sig på scenen i de roller, der før havde bragt hende succes. Hun blev musik- og teateranmelder, foruden at hun gjorde sig som sladderjournalist, bl.a. ved "The Sun". I 1896 udgav hun en roman, "Young Mrs. Staples", og samme år kom hendes efter datidens mening temmelig skandaløse memoirer, "My Theatrical and Musical Recolletions", hvor hun bl.a. afslørede forskellige pikante sandheder om det viktorianske og edwardianske samfund, hvor hun havde boltret sig som en fisk i vandet.

Andre har også beskrevet Emily og hendes liv, bl.a. Helen Batten

 

 

https://www.telegraph.co.uk/books/what-to-read/bigamy-bizet-bad-reviews-wild-life-victorian-opera-star/ 

https://bachtrack.com/feature-not-quite-opera-month-operetta-research-center-september-2019

 

Wikipedia

 

Tanker omkring lig og dem, der hersker over dem

 

Den 3. januar 1649 blev den engelske konge Charles I (1600-1649) halshugget offentligt i London. Øjenvidner fortæller, at scenerierne omkring denne blodige henrettelse var ret vilde, for flere af de mange tilskuere kæmpede om at nå helt frem i forreste linje. Det var ikke bare nysgerrighed, der drev dem, men også ren og skær blodtørst, for folk dyppede fingre, lommetørklæder eller medbragte klude i kongens blod. Ret sært i vore dage, hvor vi ikke forbinder blodet med de magiske kræfter, man tillagde det før i tiden. Livskraften var noget, man virkelig troede på, og det var denne tro, der ifølge folketroen udgjorde en vigtig del af vampyrernes vandringer blandt de levende. 

Mon alle disse overtroiske personer - dvs. kongens undersåtter!!!!!!!! - ville have ædt ham, hvis de havde fået mulighed for det? Måske ikke, men blodet ville de have, og nogle skaffede sig det så ..... Faktisk kunne kan sige, at disse (dengang) levende mennesker gjorde det, de beskyldte vampyrer for, nemlig at stjæle andres "livskraft" via blodet.

Har dette jernbur været stærkt nok til at holde den formodede vampyr i tømme? Højst sandsynligt, eftersom myterne om vampyrer ikke er andet end lige præcis det: myter og legender. Mærkeligt nok fandtes denne tro på de vandrende og livskraft-stjælende lig dog ikke kun i østeuropæiske, ikke-så-sofistikerede lande, men også i det angiveligt civiliserede og oplyste England, hvor den holdt sig til engang i 1800-tallet. Således har man fundet en eller flere grave med lig, der holdes fast af plovskær, der er hamret ned i brystet på dem: så kan de lære det, kan de, ikke noget fremmed blod til disse balstyrige kadavere!

 

De besynderlige modsætninger i vor behandling af afdøde personer har altid fascineret mig. I død tilstand forvandles den allerfornemste person til en "dukke" uden egen vilje. De efterladte kan gøre med ham eller hende, som deres følelser dikterer dem, for dybest set er der ingen beskyttelse for disse nu døde medborgere. Således er der et spring fra undersåtternes udnyttelse af det kongelige lig ved Charles I's henrettelse til dyrkelsen af de døde, bl.a. gennem fotografikunsten, men på en måde er det det samme: du er død, så du tilhører os! Forestiller tegningen ovenfor et lig? Tjah, det er jeg ikke 100% sikker på, selv om manden står op ad et af de stativer, man ofte forbinder med fotografier af afdøde. Dvs. at dette er et måske-/måske ikke-billede af en situation, som mange før i tiden oplevede på nærmeste hold, når en af deres kære døde, og de bare måtte have et billede til minde om ham eller hende. Velhavende mennesker havde selvfølgelig altid kunnet få foreviget deres kære via malerier, men med fotografikunsten åbnede der sig helt nye muligheder, og dem benyttede mange sig af, selv om resultaterne ofte var uhyggelige. Jeg synes f.eks., at nedenstående billede af et lig i en kiste, der holdes kunstigt oppe, er forstemmende og ikke spor rart. Så hellere huske afdøde, som han lever i ens erindring, end at se ham uden liv og sjæl. Denne døde mand er ret ung, men han har levet et liv, der nu er slut, og det er altså det, man bør mindes, og ikke denne opstablede gengivelse af ham.

Det mærkelige er, at nok er de fleste ikke-forrådnede døde mennesker til at genkende, men der mangler noget - eller er føjet noget til, der forandrer dem. Hvordan det er gået til, hvis liget altså ikke får make-up på, er mig en gåde. Her i landet bruger vi ikke make-up, for vi har ikke åbne kister, men det har de i f.eks. USA, og jeg har hørt, at det vækker sorg og megen bekymring, hvis familien bliver nødt til at lukke kisten, fordi den døde er gået i forrådnelse eller er blevet skadet, så han/hun ikke længere er "pæn". Mit bud på en forklaring er, at så bliver situationen alt for tydelig og kan ikke bortforklares: Mr. XY eller Ms. XX er virkelig død og ser nu ud på en måde, der gør dette tydeligt, hvilket åbenbart opleves som pinligt. Synet overskrider nogle grænser for, hvordan vi - eller vore kære - vil se ud: det er, som det er, men det skal ikke kunne ses, så man pådutter den døde et liv, der rent faktisk er slut ....

Et bevidst uhyggeligt billede, eller var der virkelig nogen, der poserede sådan med et ikke frisk lig af en baby? Når det gælder post mortem-billeder, så er der ikke noget, der kommer bag på mig, for nogle af dem, man ser, er virkelig både makabre og ubegribelige samt - på en vis måde - direkte pinlige. 

Der skal en virkelig stærk kærlighed og indbildningskraft til for at se denne døde kvinde (tv) som den højt elskede søster, man har mistet. Lugt og udseende ville gøre dette umuligt for de fleste nulevende, og hun ville afgjort ikke komme i den "åbne kiste", amerikanerne er så glade for. Den levende søster lader imidlertid til at have accepteret hende som den, hun var i levende live. Kjolen er tydeligvis ny og fin, og hun er vel blevet klædt på af sin søster, så hun kan være præsentabel. At tage dette fotografi frem og mindes den døde i denne tilstand forekommer mig at være en gru uden lige, men også en spot af hende og det, hun er blevet til, selv om billedet formentlig er et udtryk for en smuk og dyb kærlighed, der når ud over døden. Denne type fotografier af døde var især populære i viktoriatiden, og de fungerede som et minde om afdøde, så man gjorde som regel, hvad man kunne for at skabe livagtige scenerier. Det var ikke døden, man ønskede afbildet, men identiteten - sjælen så at sige - på den døde.

I de fleste lig-billeder af både nutidig og fortidig art har man forsøgt at skjule, at det drejer sig om en død person. Billedet ovenfor forestiller en ung mand, der døde for ca. 10-20-30 år siden, og hvis mor dengang har fået hans lig opstillet, som han så ud i levende live, når han gjorde det, han elskede mest, nemlig at spille et bestemt spil. For mig er det en parodi på livet, hvor han fastholdes i en rolle og ikke andet. Det minder mig om en morsom og også perspektivrig film, hvor hovedpersonen Phil Connors (spillet af den herlige Bill Murray) fanges i en form for "tidssløjfe", hvor den samme dag gentager sig om og om igen: "Groundhog Day". Ligegyldigt hvad han gør, så kommer han ikke ud af stedet, og det er sjovt, men samtidig helt igennem forfærdeligt. Den døde, unge mand ved bordet holdes fast i en lignende "tidssløjfe", men uden virkelig at deltage, hvilket Bill Murray som Phil Connors dog kunne og gjorde.

Denne mand ligner formentlig sig selv, som han så ud, da han var i live, for hvis der er en forrådnelse, så kan jeg i hvert fald ikke se det. Hans stive positur og de stirrende øjne kan dog umuligt være det, man ønsker at huske, når man tænker på ham og hans liv. De viser nemlig meget tydeligt, at der er tale om et lig.

Dér sidder de, to levende og én død. Formentlig en familietragedie, hvor den unge, nu afdøde pige stod på tærsklen til den voksne alder, men aldrig kom længere end som så. Meget trist at se den dag i dag, for man fornemmer, hvilket tab dette dødsfald må have været. Forældrene virker stoiske, men der er en vis rørende stemning over billedet, for den døde sidder omfavnet af dem, der holder af hende. Man ville dog ønske, at de havde tænkt på at få et fotografi før deres datters død, hvor hun lignede, hvad hun var i levende live.

Et dødt dyr, der måske mistede livet ved ikke at blive budt ordentlige levevilkår som kæledyr. Den slags har sin egen form for tristhed, for var det uvidenhed eller ligegyldighed, der dræbte dette lille, uskyldige væsen?

Endnu et elsket kæledyr, der er blevet foreviget. Her sker det uden det middel, man ellers ofte har benyttet sig af: udstopning. Hunden ligger på siden, hvilket disse dyr da vist sjældent gør på denne måde. Den hverken er, eller ser levende ud, og det er ikke et minde, der er værd at bevare. Næh, dér foretrækker jeg langt et øjebliksbillede af livsglæde. En hund i denne situation udtrykker virkelig sin personlighed, og det gør de opstablede post mortem-billeder altså ikke.

Når man tænker på krigsbilleder af døde soldater, civilpersoner eller som i Anden Verdenskrig kz-lejrfanger, så er og bliver det rystende. Man er ikke menneskelig, hvis man ikke påvirkes af det, for hvad enten det er fjender eller venner, så er dette mennesker som én selv, og de er blevet udsat for noget komplet uacceptabelt. Jeg føler det samme for mishandlede eller døde dyr, for også det er en hån imod et livsprincip, der bør holdes helligt. Manglen på respekt for døde, der forvandles til "dukker" for vore luner og sære ideer er og bliver en mangel på respekt for livet.

http://www.mdolla.com/2012/05/stiff-pose-victorian-postmortem.html

https://videnskab.dk/sporg-videnskaben/hvad-gor-doden-ved-kroppen 

 

Wikipedia

 

Syndebuk eller skyldig?

 

Kathleen Zellner

For nylig læste jeg noget om, at man regner med, at 4% af alle indsatte i amerikanske fængsler i virkeligheden er uskyldige. Dvs. at ca. 90.000 fanger i USA er havnet i fængsel uden at have gjort noget af det, de er dømt for. En meget foruroligende tanke, og jeg håber virkelig, at det ikke passer, eller at tallet i hvert fald er sat alt for højt. Noget, der kunne tyde på, at der rent faktisk er noget om snakken, og at tallet ikke er sat for højt, er advokaten Kathleen Zellners succes med at få frigivet mennesker, der har været fængslet i flere år for alvorlige forbrydelser. Hun er ikke mindst kendt for sine (foreløbig ikke-succesfulde) anstrengelser for at få sat den morddømte Steven Avery (født den 9. juli 1962) fri, hvilket også hænger sammen med Netflix-dokumentaren "Making A Murderer", der netop handler om hans sag. Der har været skrevet rigtig meget om denne mordsag, fordi der er visse ting inde i billedet, der vel nærmest automatisk vækker en vis mistro til politiets arbejde. Bl.a. en stor erstatning, der nu lader til at være blevet stillet i bero ....

Teresa Halbach

 

Denne sag starter med, at den unge fotograf Teresa Halbach (født den 22. marts 1980) bliver meldt savnet, efter at hun har været ude for at fotografere en bil ved Avery-familiens autoophug. Spørgsmålet er, hvor hun gik hen efter at have udført opgaven, for ingen har hørt fra hende siden da. Hun havde en vane med at påtage sig små-jobs med noget, der kaldes "hurtig-fotografering", hvilket betød, at hun ikke altid meldte tilbage til det bureau, hun var tilknyttet, og hun kan teoretisk set have taget imod en ikke-planlagt opgave, som ingen ved noget om. 

Steven Avery

Da hendes sidst kendte opgave foregik på Avery-familiens autoophug, var det selvfølgelig nærliggende at tro, der var sket noget i forbindelse med dette, så der kom hurtigt fokus på Steven Avery, der boede i en husvogn på grunden. Selv hævdede han, at han havde forladt husvognen for at gå hen til hendes bil og betale hende for hendes service som fotograf, og at hun ikke havde været der, men hans nevø, den 16-årige, noget mentalt tilbagestående Brendan Dassey (født den 19. oktober 1989), satte for alvor gang i kriminalsagen ved at påstå, at hun var blevet kidnappet, voldtaget og myrdet af ham og hans onkel, nemlig bemeldte Steven. En påstand, der understøttedes af den kendsgerning, at resterne af Teresas brændte lig blev fundet på Avery-grundens bålplads. Derfor blev Steven Avery og hans nevø, Brendan Dassey, arresteret i november 2005.

Ingen af de to er ligefrem åndsfyrster, men Brendan har beviseligt en meget lav intelligens, selv om han dog gik i high school. Han er indelukket, virker "sær" og er uden nogen venner, medens hans onkel Steven nærmest virker "bondsk" og meget snu, hvilket også gælder andre i Avery-familien. Én ting er, hvordan de virker, noget andet, hvordan de er, nemlig ikke-rige arbejdere, der klarer sig ved hårdt manuelt arbejde, og hvilket præger dem, også fysisk.

Steven med sine forældre

Sagen syntes klar, da man fandt Teresa Halbachs ligrester på Avery-grunden, men Steven nægter al skyld i forbindelse med hendes død. Det begynder Brendan også på, formentlig da det går op for ham, at hans "tilståelse" ikke betød, at han kunne tage hjem til sin mor og stedfar, og at han nu risikerer livsvarigt fængsel. Videoer af flere rystende forhør af den 16-årige udviklingshæmmede teenager viser, hvordan han blev groft manipuleret af politiet og tilmed også sin egen advokat. Det er betegnende for politiarbejdet omkring denne sag, at sliddet med at finde en anden skyldig slutter, nu hvor man udelukkende fokuserer på Steven og Brendan. Der er dog mange ting, der tyder på, at hverken Brendans påstande eller tilståelse holder vand, for Stevens husvogn - hvor voldtægten og mordet angiveligt fandt sted - bærer ikke præg af sådanne voldsomme forbrydelser. Den burde sejle i blod, men er bare rodet og nusset, uden blodspor.

Dommen sendte både onklen og nevøen i fængsel, Steven på livstid uden mulighed for prøveløsladelse og Brendan med mulighed for en løsladelse som 58-årig. Brendans forsikringer om, at hans påstande kom fra en bog, der vist nok hed "Kiss the girls", og at hverken han eller Steven voldtog og myrdede Teresa, tilsidesættes som bortforklaringer, men der meldte sig dog ret hurtigt en vis tvivl hos diverse velmenende personer, der har fulgt sagen nøje. Man indsendte appel efter appel i begge de dømtes sager, men alle blev fejet af bordet, indtil Kathleen Zellner kom til. 

Hun har specialiseret sig i at efterprøve forkerte domme og har haft held med at få over 20 omstødt, bl.a. dommen over Kevin Fox, der blev anklaget for at have myrdet sin datter, men som blev frikendt og derpå løsladt fra fængslet. I årenes løb har hun indhentet erstatninger på omkring 90 millioner dollars til sine klienter, så hun er ikke en Ms. hvem-som-helst, men en respekteret og frygtet advokat. 

Mange har i årenes løb gjort virkelig meget for at få Steven, men især Brendan frikendt og løsladt, men det er nu heller ikke lykkedes for super-advokaten Kathleen Zellner. Man kan tro på deres uskyld eller lade være, men der er faktisk noget, der virker ENORMT lusket i denne sag, og det er det faktum, at den ligesom bygger på en tidligere sag imod Steven. 

I 1985 blev han fængslet og dømt for voldtægt og mordforsøg på en kvinde ved navn Penny Beerntsen, da hun var ude at jogge. Senere udpegede hun ham som den skyldige, og hans ydre passede godt med det, hun havde fortalt om overfaldsmanden, så ingen tog hans protester imod dommen på 32 års fængsel alvorligt. Sagen var bare den, at han rent faktisk var uskyldig, hvilket blev bevist 18 år senere ved hjælp af DNA-tests. Penny Beerntsen havde taget fejl af ham og en anden, der lignede ham meget i ydre, nemlig Gregory Allen.

Allen til venstre og Avery til højre 

Alle, undtagen politiet, der på et tidligere tidspunkt havde afvist muligheden af, at Gregory Allen havde begået overfaldet, jublede og ønskede Steven til lykke, da han blev løsladt i 2003 efter 18 års fængsel. Det kan heller ikke have glædet ordensmagten, at Steven indgav et krav om en erstatning på 36 millioner dollars for den forkerte dom samt den lange fængsling. Kan det være dette erstatningskrav, der ligger bag det, som efterhånden mange - deriblandt Kathleen Zellner - hævder ikke bare er dårligt politiarbejde i Teresas sag, men også et bevidst forsøg på at bruge Steven som syndebuk i mordsagen? Har politiet - sådan som mange påstår - manipuleret Brendan til at komme med en værre røverhistorie, der nu har sendt både ham og hans onkel i fængsel, og skyldes dette i sidste ende Stevens krav om de 36 millioner dollars i erstatning? 

Det bliver unægtelig spændende at følge Kathleen Zellners arbejde for Steven i den kommende tid, men jeg er såmænd slet ikke i tvivl om, at det vil komme til at strække sig over flere år, for det er stærke kræfter, hun er oppe imod. Desuden kommer hun med påstande om andre, der kan have myrdet Teresa, der ikke er faldet i god jord, heller ikke i Avery-familien ....

 

https://globalnews.ca/news/2540054/steven-averys-cellmate-he-is-a-disgusting-human-being/

 

https://www.tyla.com/entertaining/53021-brendan-dassey-latest-news-update-20210511 

https://www.tyla.com/entertaining/tv-and-film-news-steven-avery-latest-news-update-20210412

 

https://www.theforgivenessproject.com/stories/penny-beernsten/  

https://eu.postcrescent.com/story/news/2021/08/04/making-murderer-steven-avery-lost-latest-appeal-what-happens-next/5480905001/ 

 

Wikipedia

 

Hævn - og penisser .....

 

En nydelig, men besk dame, hvilket kan ses af hendes smil + blik: hun er ikke til at spøge med, og især ikke hvis hendes ægtemand, brandmand Frank Boronda, søger andre græsgange end dem, hun har udstukket for ham. At han ikke holdt sig på måtten kom ham dyrt at stå, da hun i 1907 skar hans penis af med et enkelt hug, fordi hun mistænkte, at han havde været utro og ville forlade hende. Altså temmelig langt ud med hensyn til bevis og anledning til denne mishandling.

Nok er der ingen tvivl om, at den penis-myrdende Bertha Boronda (1877-1950) gik langt over stregen, men det er der rigtig mange mænd, der også har gjort, bare med andre typer lemlæstelser. For eksempel har denne yndige, unge kvinde fået ødelagt sit ansigt, fordi hun ikke ville have en fyr, hun ikke syntes om. Afslaget ramte hans ego, og han hævnede sig.

Og hvad med denne kvinde, der bliver slæbt afsted af en forklædt mand, formentlig til voldtægt og død? Dette sceneri har vi set beskrevet om og om igen, for også det er en del af virkeligheden, tilmed som noget, der figurerer i mange referater over uopklarede forbrydelser. Det mænd har gjort imod kvinder er nærmest "normaliseret" via film og bøger, men jeg mindes ikke at have set kvinders håndfaste hævn imod mænd fremstillet i andet end tilslørede avisartikler. Beretningen om Bertha Borondas overgreb er dukket op hist og pist på internettet, og der er helt sikkert de kvinder, der gasser sig ved historien. En anden penis-afskærings-sag blev således mødt med glad latter i et TV-program mad mange kvindelige deltagere. Sagt med det samme: jeg er imod forbrydelsen, men jeg forstår til fulde, at kvinder kan føle, som adskillige åbenbart gør ved at høre om den, for vi er ærlig talt trætte af mænds vold imod kvinder.

Efter at have overfaldet og lemlæstet sin mand stak Bertha af, for hun var godt klar over, at den var gal. Tegningen er dog ikke helt korrekt, da hun forklædte sig som mand. Alligevel blev hun fanget og idømt fem års fængsel, hvoraf hun dog kun afsonede to år i San Quentin. Billigt sluppet? Ja, i lyse og klarhovede øjeblikke synes jeg faktisk, at hun slap for billigt både med de fem år og med afsoningen af de to. Ifølge loven dengang kunne hun være blevet dømt meget hårdere, og jeg gad nok vide, om det var sagens pinlige elementer, der styrede juryen og dommeren, der jo alle må have været mænd. 

Berthas ansigtsudtryk viser ingen anger, men kun spotten og ironi, hvilket formentlig hænger sammen med hendes overbevisning om hendes mands forsyndelser. Efter hendes mening fik han, hvad han fortjente, når nu han (måske!!!) var hende utro. Ifølge Frank Borondas vidnesmål var han blevet overfaldet uprovokeret, for "han havde ikke gjort noget ..." Selv om Frank næppe har kunnet deltage i almindelige seksuelle handlinger, blev han imidlertid gift efter sin skilsmisse fra Bertha. Det gjorde den hævngerrige furie, Bertha, mærkeligt nok også, men dette nye ægteskab endte dog også i en skilsmisse.

Den kendteste af penis-afskæringssagerne er formentlig Bobbitt-overgrebet: i 1993 angreb Lorena Bobbitt (født 1969) sin mand, John Bobbitt (født 1967), der lå og sov, efter at han angiveligt havde voldtaget og mishandlet hende. Uden at tøve skar hun hans penis af og smed den væk, men på det punkt havde hun nu forregnet sig, for den blev fundet og sat på igen. Lægeregningerne tårnede sig op og fik John i gang med forskellige hasarderede projekter, der desværre for ham ikke var så profitable, som ventet. Dels startede han et band, "The Severed Parts", dels blev han porno-skuespiller, selv om heller ikke den karriere førte til så meget andet, end at den formentlig boostede hans mandlige ego ved at bevise, at han "skam kunne stadigvæk". Hvad Lorena angår, så slap hun med noget, der ikke engang kan kaldes "et rap over fingrene", for hendes handlinger blev set som selvforsvar, så der skete hende intet. I 1997 blev Lorena imidlertid arresteret for vold imod sin mor, men hun blev frikendt. Nogle år senere kom John alvorligt til skade i en bilulykke.

I 2013 var den gal igen, for da overfaldt Catherine Kieu Becker (født 1962 eller 1963), mishandlede og skar penissen af sin mand, som hun også havde givet sovepiller samt bundet til sengen. Mandens navn er holdt hemmeligt, og han er kun kendt som "John Doe", der er det navn, man altid bruger om ukendte eller anonymiserede mænd i USA.

Hr. "John Doe" var omkring 60 år, da overfaldet fandt sted, hvilket måske har spillet ind, da man besluttede at ikke forsøge en transplantere en ny afskårne penis i stedet for den afhuggede, som Catherine havde smidt i en mekanisk himstregims til knusning af skrald. Dvs. at resultatet af hendes forbryderiske anstrengelser bestod i en lemlæstelse, der gjorde det umuligt for ham at dyrke sex på almindelig vis, men han formåede dog stadig at kunne lade vandet.

Jeg synes altså ikke, det er i orden at gribe til så drastiske hævnmetoder, men samtidig er jeg godt træt af at læse om mænd, der dræber og maltrakterer kvinder. Det er ikke på nogen måde i orden, men jeg forstår glimrende, at nogen kvinder kan føle som disse tre hævntørstige furier. 

https://livetimesng.com/lady-cuts-off-boyfriends-pnis-as-a-punishment-for-cheating-on-her-video-as-viewers-discretion-advised/

https://www.bostonherald.com/2011/07/14/woman-cut-off-husbands-penis-after-fight-over-friends-prosecutors-say/

https://latimesblogs.latimes.com/lanow/2011/07/new-details-emerge-in-case-of-woman-charged-with-cutting-off-husbands-penis.html

https://www.historybyzim.com/2017/08/mug-shots-bertha-boronda/ 

 

https://woldcnews.com/916562/cops-woman-put-mans-penis-through-garbage-disposal/ 

 

https://findery.com/Chung123/notes/ouch reminded me of John and Lorena Bobbitt. 

 

https://www.wikiwand.com/en/Catherine_Kieu 

 

https://medium.com/skeptikai/the-domestic-abuse-double-standard-part-2-a-mans-worth-294005fb28fb 

 

Wikipedia

 

Else Cederborg-short story (formerly published)

This long, winding staircase was more than she could climb. She stood looking up at it and felt her heart sink into her shoes, already brim full with her swollen feet that always made her waddle like a seasick duck. - Oh, she exclaimed, turning around and looking appealingly at her son.

- All right, he said, a little annoyance in his voice, I shall get it for you. Then he started to climb the stairs, his big frame making it creak at each step. She felt exited, hopeful and at the same time resigned to the message she expected to have from up there where he was now, looking at all the binders with papers, pictures and clippings.

- Here it is, he exclaimed and started back down to her. Three binders. How heavy they are, he said, annoyance in his well moduled voice. His civilization-organ she had called it as it was such a polite and schooled voice, trained to impress voters and journalists.

- Come, she said, pulling his sleeve, let's go to the table and have a look. They cleared a corner of the large table, now littered with papers and scraps of papers. - This is so exciting.

He smiled at her eager face and hurriedly opened one of the binders. - Hm, strange, a lot of envelopes, closed and sealed ... It looks very private indeed.

- Never mind, she said merrily, never mind, he is dead now and all of it belongs to us. She started to tear at the lock of one of the other binders. It was obviously old, but the lock looked new. Like our marriage, she thought. Old meets young ...

The lock gave way and she saw a lot of closed envelopes. - There are some here too, she said, very surprised and a little annoyed. - Well, let's open them.

He didn't look happy at the thouoght. - I think we should bring them to Mr. Caribbean, after all he was his lawyer.

- Mr. Caribbean is a good lawyer, but I was married to your father and night after night I saw him sitting there, browsing his binders without ever telling me what they were about. I want to open those envelopes.

- And if we find something you'll not like?

- I never found anything in that relationship I did like ...

He looked sad and hurt when she said it. - Except you, of course. You were the gem he gave me. But now I want to see those envelopes.

- OK, let's open one each ... He tore at the paper, and then turned the envelope upside-down. Out fell 4-5 photoes, a small tape and a few other objects. She dashed for the photoes, but had to turn them over several times on the table before she realized what they were. Then she let out a sigh and fell to a sloping posture in her chair. He took the photoes from her hand and at first glance he let out a: "Damn creature. How I hate him!"

Her eyes filled with tears, but then she started to tear at another envelope. When it gave way, out fell a small heap of photoes, a tape and a lady's wristwatch. This time she didn't reveal any emotions, just slammed the emptied envelope down on the table with its former contents.

Mother and son sat back, their eyes locking across the binders, the full envelopes and the emptied ones. - And this you wanted to give to the lawyer .... Oh, what are we to do?

Her son's eyes had grown narrow, but also very thoughtful. - I shall never accept to let anyone in on this secret, he said, I have a family and I have a career ...

- Yes, and so had he, she said bitterly. She raised her hand when she saw him ready to talk. He was my husband, our marriage wasn't easy which you know, but I loved him when we married. What he felt I have no idea of, but I honor my own young love. Also, he was your father, from seeing these photoes I wish he wasn't, but that's neither here nor there.

- What do you suggest?

- To destroy all this ...

- But what about the families of these young, missing girls? Shouldn't they know that they are dead and that the murderer is known?

- No, and as you said, you've a family now, should your kids know what kind of a man their grandfather was?

He sat silent for a while. - What about opening all these envelopes, collect the photoes that tell of their death and get them to the police?

She didn't answer, but sat back in her chair and let her eye wander over all the shelves of the library. Suddenly she caught sight of the large full body painting of him in a riding dress, whip in hand. She rose to her feet and went over to have a closer look. His beautiful eyes stared at her from the painting, his handsome looks always made an impression on her, and this time it annoyed her. She bent forward so her face was close to his and then she let herself sink into his eyes. Darkness was what she saw, darkness beyond brown which were the true colour of those eyes. It engulfed her and when she lifted her head, tearing herself away from him, she knew her son was right.

- Yes, she said, they should know, but how?

- I fear they shall find out from the furniture where the torture is, but it must be done. If my Sophie disappeared for years I would want to know ...

- The furniture? Oh, it's gone, the weekend cottage burnt down five years ago, when he wasn't as agile as he had been.

They started to open and browse all the envelopes, then they chose all those that were of the final moments in many, many young women's lives. After doing that they put them into one large envelope, sealed it and then they found a London police station on the map. - This one, she said, turning once more to look at the painting. She felt that those eyes had changed from the darkest black into the colour of the sea when it mirrors the approaching storm.

ALL rights reserved
© EC