Gyselige minder om noget, der ikke rammer én selv

Dette er angiveligt den dræbende del af den guillotine, der dræbte Marie Antoinette. Gør den det mere virkeligt for os? Ja, på en vis måde, for det er makabert, og makabre ting vækker af en eller anden mystisk grund altid vores fantasi. Jeg har tænkt på, om det kan skyldes, at vi måske har en tendens til at godte os over, at det ikke er os, der har været ude for denne rædselsfulde begivenhed. Velbehagelige gys er måske skønne, når man selv står i sikkerhed og ikke bliver ramt?

Jack the Ripper myrdede 5-11 kvinder - der hersker uenighed om antallet - og det er jo aldeles forfærdeligt, at disse (med-)mennesker mistede livet på den måde. Så vidt jeg ved, bliver der stadig arrangeret ture for krimi-fans i London, der følger i Jacks blodige fodspor med en morbid interesse for de blodige detaljer. Der har altid været større interesse for morderne end for ofrene, hvilket jo er ret paradoksalt, for holder vi med disse modbydelige og grusomme galninge eller dem, der blev ramt af deres blodtørst? Umiddelbart vil vi nok sige, at det er ofrene, vi holder med, men det er altså i de fleste tilfælde morderne, der interesserer os mest. Der er altså noget skævt i situationen, hvor bøger, film, TV og foredrag om de forskellige morderiske personer op igennem tiden trækker fulde huse. 

James Bond-fyren med den ægte "Rubirosa"

Det fortælles, at restauratører i Paris opkaldte deres særligt store peberkværne "Rubirosa" efter den oftest benyttede legemsdel på den nærmest mytiske diplomat, polospiller, racerkører, playboy og formentlig også agent og (leje-)morder, den dominikansk fødte Porfirio Rubirosa (1909-1965). Selv omtalte han ellers ofte sig selv som en "gigolo". Faktisk var han både det og meget mere, foruden at han måske også var Ian Flemings model til James Bond-figuren. Det mente FBI i hvert fald i deres beskrivelse af ham i deres arkivmateriale. Bevist er det dog ikke, for også andre kan have inspireret til denne super-helt.

Ligesom sin far støttede han den dominikanske diktator Rafael Trujillo, der kom til at spille en central rolle i begges liv, men især i Porfirios, da han blev gift med hans datter og også længe efter deres skilsmisse modtog forskellige pengebeløb fra ham. Desuden - og det var vigtigt - blev han jo altså udnævnt til dominikansk diplomat, hvilket banede vejen for ham på forskellig vis.

Faderen var general, men blev senere ambassadør i Paris nogle år, og det var her, Porfirio tilbragte en del af sin barndom og ungdom. Noget, der gav ham blod på tanden, for gennem hele sit liv vendte han om og om tilbage til Frankrig.

Hans anden kone var den på dette tidspunkt særdeles berømte, franske Danielle Darrieux. Ægteskabet bestod i 5 år, men ophørte, da den amerikanske billionær, Doris Duke, faldt for hans berømte charme og helt unikke sex-appeal. Hun lagde ikke skjul på, at hun ville have ham, og hun betalte efter sigende Darrieux en svimlende sum for at få sit ønske opfyldt. 

Både før og efter brylluppet boltrede Porfirio sig ellers i damer, der var vilde med ham. Det siges, at når han trådte ind i et rum, så var det ham, der uvilkårligt tiltrak sig den største opmærksomhed. Alle af hunkøn fulgte ham med øjnene, fordi han var så charmerende og havde en uforlignelig stil, der såmænd stadig kan ses i fotografier fra dengang. Damerne sværmede i hvert fald om ham, hvor han end gik og stod.

Man kan spørge sig selv om, hvori hans berømte charme egentlig bestod, for mange andre samtidige mænd, f.eks. i filmens verden, var da mindst lige så flotte som ham. Ikke desto mindre gjorde han rigtig mange erobringer, hvoraf flere nu snarere jagtede ham end omvendt.

Hvad lokkede damerne til? Tjaaaa, den gang mente man nok, at hans højt besungne "Rubirosa", der angiveligt var en skønhedsåbenbaring både mht udseende og anvendelse, spillede en stor rolle for hans succes som Casanova. Damer, der burde vide besked efter at have været i nærkontakt med den, brugte store skostørrelser som sammenligning, og man sagde, at han kunne løfte et bord med dette højt priste vedhæng. Til gengæld var han steril, formentlig efter sygdom i barndommen, men også det kan være blevet set som en fordel i en tid før p-pillens sejrsgang.

Han klædte sig flot, men ikke pralende og førte sig frem på en måde, så det var tydeligt, at her kom der en fyr, der hvilede i sig selv. På et tidspunkt var der en mand, der spurgte ham, hvordan han havde fået sådan et fantastisk forhold til kvinder, og han svarede, at han altid onanerede inden et møde for ikke at være under et biologisk pres ....

En af hans mest berømte elskerinder var den amerikanske skuespiller ZszZsa Gabor. Deres forhold gik efter mønstret off-and-on gennem temmelig lang tid, men gift blev de nu ikke. Nej, hans fjerde kone var endnu en billionær, nemlig den på dette tidspunkt skrøbelige Barbara Hutton, der så at sige afløste Doris Duke. Begge disse super-rige amerikanere overøste ham med gaver, og hvis han havde været lige så ferm med regnemaskinen som med elskovskunsten, kunne han have konsolideret sin økonomi for resten af livet.

Efter mordet på Trujillo gik den side af sagen imidlertid tilbage for ham. Han havde været velhavende og blev vel ikke ligefrem fattig, men dog efterhånden mere trængt økonomisk. Et problem, hans femte kone, den purunge franske skuespiller, Odile Rodin, ikke rigtig kunne hjælpe med, da hun ikke havde andet at tilbyde ham end sin ungdom og skønhed. 

Da han omkom i en bilulykke den 5. juli 1965, var Odile 19 år gammel og han 66. Der var dem, der sagde, at han ikke længere var den livsglade fyr, han havde været, så jeg gad nok vide, om der var tale om et selvmord. Måske mærkede han alderdommen rykke nærmere som den helt store trussel imod hans livsstil.

Sandsynligvis fordi hans  tiltrækningskraft var garneret med en form for mystik, der har været med til at holde liv i myterne om ham, er han ikke glemt. Han har såmænd også fået forskellige mindeord med på vejen, bl.a. i bogform.