Auto-korrektur

Ja, man kan somme tider komme ud for nogle overraskelser, fordi man måske ikke har været 100% omhyggelig med korrekturlæsningen. Irriterende stavefejl sniger sig ind i ens tekst, men det allermest irriterende er faktisk, når de skyldes auto-korrekturen. Stort set er jeg godt tilfreds med denne service, men somme tider går det altså galt, og det er sørme kreperligt ....

Internet-tyverier

Ja, det er faktisk muligt, og det lader til, at rigtig mange forsøger sig med alle mulige kneb. Selv fik jeg i sidste uge falske emails fra 4 forskellige instanser, der skulle give en eller anden skurk adgang til mine konti. Stor ståhej for ingenting, for jeg er jo altså ikke millionær ....
Dog vil jeg sige, at selv tomme bankkonti kan bruges af en snu hacker. Det skete nemlig for mig for nogle år siden, hvor jeg blev ringet op af min bank. En eller anden havde nemlig købt køkkentøj for 6.000 EURO i Belgien, og man ville gerne vide, om det var mig. Det var det jo altså ikke, så jeg gad nok vide, hvem der har hacket ind i min ret tomme konto, og om han/hun er glad for det belgiske køkkentøj ....

Vred som en Else!!!

Jeg indrømmer, at jeg blev vildt rasende, da jeg blev beskyldt for aldrig at have udgivet noget som helst. Ja, jeg blev så gal, at jeg satte siden Frie Forfattere, som jeg har administreret i nogle år, til destruktion. Her har jeg - uge efter uge - udgivet masser af relevant stof for selvudgivere, og så rotter de selv samme personer sig sammen til at bagholdsangreb på mig.
Nå, men her er der en (ikke-fuldkommen) liste over mine udgivelser via en yderst respektabel kanal:


https://uwashington.on.worldcat.org/search?databaseList=&queryString=%20cederborg%20else

Selvudgivere? Jamen, dem spytter man da på, ikke?

De vilkår, der møder en selvudgiver, er hårde, uretfærdige og ofte dybt irrationelle. Indtil jeg begyndte som selvudgiver, havde jeg altid fået anmeldelser, og mine bøger var også kommet på bibliotekerne, så det troede jeg i min naivitet var det normale ved alle udgivelser. Jeg blev klogere: når jeg henvendte mig til aviserne for at spørge, om der kom anmeldelser af min seneste selvudgivne ebog, og til bibliotekerne for at spørge efter lektørudtalelser, blev jeg fejet af som "selvudgiver". (Den samme oplevelse havde jeg, da jeg nogle år senere gentog processen i forbindelse med tre Mellemgaard-udgivelser, men nu var det boghandlerne, der var direkte uforskammede).
Det forargede mig, at selvudgivere AUTOMATISK får problemer, som andre forfattere ikke har, så jeg gik i gang med en analyse af situationen. Jeg fandt hurtigt ud af, at selvudgivere ikke er den homogene gruppe, som den etablerede forlags-, biblioteks- og avisverden har postuleret, men det må dog siges, at rigtig mange af de selvudgivne værker, jeg blev præsenteret for, havde alvorlige skavanker. At skære alle over én kam er imidlertid vanvid og også meget mistænkeligt, da det unægtelig giver det etablerede system en fordel ved at tynde ud i bogstrømmen, der konkurrerer på markedet med bøgerne fra de store forlag. (Der udkommer over 10.000 bøger på dansk hvert år, hvilket vil sige, at hver bog har altså 9.999 konkurrenter på bogmarkedet).
Den 30. september 2016 havde Berlingske Tidende en artikel på, der var meget afslørende: litteraturredaktør Søren Kassebeer sagde bl.a., at bøger fra selv-og medudgiverforlag (f.eks. Mellemgaard) typisk ikke er noget, han vil bruge tid-og spalteplads på: "Mit indtryk er, at niveauet generelt er meget lavt, og i en seriøs avis som Berlingske anmelder vi ikke amatørbøger – ligesom vi jo heller ikke anmelder for eksempel amatørteater og koncerter med amatørsymfoniorkestre," som han udrykte det. Andre som f.eks. den tidligere formand for Dansk Forfatterforening, forfatter Lotte Garbers, litteraturkritiker Klaus Rothstein og diverse højt placerede bibliteksfolk er kommet med nogenlunde samme budskab.
Den barskeste er nok Lotte Garbers. Nogle af hendes udtalelser er imidlertid mere selvafslørende end oplysende vedr. selvudgiverbøgers kvalitet: "... hvis litteratur bare bliver noget, vi alle sammen laver, så bliver litterær kvalitet noget, vi om muligt får endnu sværere ved at snakke om. Og hvad med professionelle forfatteres selvfølelse, hvis det, vi laver, bare er noget, man kan lave, hvis man har et log-in til en selvudgivelsesportal?" Hun ser det som dybt bekymrende, hvis der rokkes ved det elitære begreb, der stadig knyttes til alle kunstretninger, og jeg kan more mig over hende, samtidig med at jeg koger indeni af raseri, for hvad bilder hun sig ind? Hvor vover hun at sætte sig som vagthund for den elitære bogverden ved at nedvurdere andre bøger, som hun ikke har et personligt kendskab til? En bog er en bog i sin egen ret, ligesom et menneske er det, og begge bør bedømmes på disse præmisser og ikke smækkes sammen til én ubestemmelig grød.
Dette elitære system er som skruen uden ende, for når aviserne holder selvudgiverne ude, så gør bibliotekerne det også, og de er ellers normalt med til at sikre forfatterne en levevej. Selvudgivernes bøger får ikke de livsvigtige lektørudtalelser, der baner vejen til bibliotekshylder og/eller eReolen. Materialechef for Københavns Biblioteker Inger Gyldenkærne, har erkendt, at selvudgivere lettere bliver overset, netop fordi de ikke bliver anmeldt, eller fordi de som regel ikke får en lektørudtalelse. Hun understreger dog samtidig, at det i nogle tilfælde også handler om det litterære niveau. "Jeg vil ikke sige, at der generelt er et kvalitetsproblem. Men nogle af de ting, der bliver selvudgivet, bliver det, fordi de ikke er kommet igennem på et forlag." Sagen er jo den, at processen med at udkomme på et etableret forlag tjener som et kvalitetsstempel, og det er der brug for ved hvert trin af hele denne lange vej imod anerkendelse, berømmelse og penge ...
Min holdning til alt det her er, at vi bliver røvrendt af systemet, men at det eneste, man kan sætte op imod det er at skrive bedre og bedre og dermed bevise, at man ikke er amatør, og at man har ret til at kalde sig forfatter. Problemet er bare, at når man er sin egen redaktør + kritiker, bliver man så indsyltet i værket, at man ofte glemmer at sikre kvaliteten ... Dvs. at jeg står som kritiker af systemet, samtidig med at jeg ikke ser ukritisk på selvudgivere som gruppe.

Disse synspunkter har jeg senere uddybet i en kronik i Arbejderen: https://arbejderen.dk/idekamp/elit%C3%A6rt-system-udelukker-selvudgivere


https://www.berlingske.dk/…/det-er-nemt-at-udgive-boeger-se…
https://www.bod.dk/…/rundt-om-bibliotekernes-lektoerudtale…/
https://litteratursiden.dk/…/jon…/portraet-af-en-selvudgiver

Writer's Block

Eftersom det er nogen tid siden, jeg sidst udgav en bog, er jeg blevet spurgt, om jeg har fået "Writer's Block". Det er en slem tilstand, der kan ramme ellers aktive og flittige skribenter, og det glæder mig at kunne meddele, at jeg ikke lider af denne ubehagelige "sygdom". Nej, jeg har bare besluttet mig for at holde pause og overveje, hvad jeg egentlig vil. At udgive og udgive i én uendelighed kan være sjovt i et vist tidsrum, men jeg tror ikke, det er den bedste måde at give udløb for sin skrivelyst. Ergo: jeg samler, hvor jeg før spredte min skrivelyst ....

Når idoler falder fra en piedestal

Få amerikanere har været så beundrede som Martin Luther King. Han havde en helt speciel helte-status som borgerretsforkæmper, og derfor gjorde det ondt, da hidtil fortrolige FBI-dokumenter beskrev ham som en skiderik. F.eks. beskriver de, hvordan Martin Luther King grinende så til og tilmed kom med anvisninger, da en af hans venner voldtog en kvinde. Nok har der været rygter fremme om Kings utroskab, men voldtægt - eller bare accept af denne forbrydelse - er noget langt værre.

Som borgerrettighedsikon står King som en af de mest betydningsfulde og respekterede skikkelser i amerikansk historie, men disse nye og uventede anklager får spejlbilledet til at krakelere. De får én også til at stille sig selv det spørgsmål, om man på én gang kan være både en forbryder og en verdensberømt moralsk autoritet. Ingen af Kings bedrifter kan undskylde hans (mulige) forsyndelser, men samtidig forsvinder hans bedrifter ikke, fordi de nu er kommet frem i lyset. (Hvis det altså er sandt ....)
Som præst fortolkede King naturligt nok Gud og guddommelig lov samt inddrog religionen i mangt og meget, der i virkeligheden ikke behøvede andet end de almindeligt gældende regler om ret og uret i det menneskelige samfund. Således sagde han få måneder før sin død i en af sine prædikener: "Gud dømmer os ikke på baggrund af enkelte begivenheder eller enkelte fejl, vi har begået, men på den samlede retning i vores liv." Hér er der jo - som i alle prædikener - tale om en tolkning, da ingen jo rent faktisk ved, om der er en Gud, og om han/hun mener det ene eller det andet. Det ligner altså ønsketænkning fra Kings side.

Jeg har altid været betaget af Michael Jackson som kunstner, selv om jeg egentlig ikke er til hans musik. Han havde en utrolig karisma og et markant nærvær på scenen, der så let som ingenting forplanter sig til skærm eller filmlærred. Fordi han var en så stor kunstner er det ekstra ubehageligt at læse om hans mulige pædofili, for hvordan forener man det med hans fantastiske talent? Alle fans ønsker jo at beundre deres idol uden forstyrrende elementer, der ødelægger glansbilledet, men det kan man ikke længere med ham. At anklagerne kan være falske ved man selvfølgelig, men det er forvirrende, at der ikke er nogen entydig klarhed over situationen. Som det er nu, står han som en skurk-helt af de slemme, for pædofili er nu engang lig med børnemishandling, og sådan vil man jo helst ikke se én, man beundrer.

Det er forvirrende, at nogle idoler helt tydeligt ikke er gode og skyldfri. De er sort-hvide, hvor vi ønsker at se dem som enten det ene eller det andet. Endnu mere forvirrende er det, at vi ikke kan afskrive deres bedrifter, "bare" fordi de nu er afsløret som blakkede karakterer. Sådan er det imidlertid også med os andre, for ingen i denne verden er helt skyldfri. Således var nonnen Mother Theresa kendt som et ret ubehageligt menneske. På den ene side god, på den anden side det modsatte, så hvad er sandheden? Tjah, sandheden er nok, at ingen af os er engle ....

http://theconversation.com/j-edgar-hoovers-revenge-information-the-fbi-once-hoped-could-destroy-rev-martin-luther-king-jr-has-been-declassified-118026

Reality-serier

Jeg har aldrig før set reality-serier, men i forbindelse med en slem forkølelse blev jeg så slatten, at jeg var parat til at tage et kig på noget, der også var helt nyt for mig: MTV. Det, der fængede, var Catfish, som jeg stadig synes har en vis værdi og så Teen Mom, der rystede mig en hel del, selv om jeg må indrømme, at det også havde en vis underholdningsværdi. Og hvorfor nu det? Jo, for jeg anede ikke, at man kunne lave TV over et koncept af denne type, og det fascinerer mig på mange måder, for hvad bliver det næste?
Nå, men Teen Mom, der nu findes i flere serier med både nye og gamle medvirkende, fortæller historien om unge kvinder, deres familie og deres kærester, når en baby pludselig melder sin ankomst.
Mor og far er omkring 16 år, og graviditeten er ikke ligefrem noget, der gør livet let for de unge mennesker. I mange tilfælde fordufter fyren ret hurtigt, sådan at det bliver den unge pige og eventuelt hendes familie, der må stå for opfostringen af junior. Det kan forløbe nogenlunde glat, men i de fleste tilfælde giver det anledning til store problemer af både social, økonomisk og følelsesmæssig art.
Det, der forbløffer mig, er altså konceptet: man tager en gruppe sårbare, unge kvinder og følger dem helt ind på fødestuen og hjem igen, hvor de skal forsøge at få en hverdag op at stå. Det er altså virkelige mennesker, man følger gennem flere år, og den ældste gruppe har i omkring 10-11 år ageret TV-stjerner.
Ordet "agere" er meget betegnende for det, der foregår, for nok hedder det sig, at dette er virkeligheden, men er det nu også tilfældet? Jeg vil sige, at som årene går bliver de medvirkende bedre og bedre til at spille sig selv. De får et kamera stukket op i ansigtet, men selv om de ikke er skuespillere, så er meget af det liv, vi ser på skærmen, redigeret - og det fremgår af dialogen, at mange af dem er sig det bevidst, og at de tilrettelægger deres fremtræden efter billedet af sig selv.
Det billede, jeg bringer her, er fra en rystende episode med en af de unge fædre, der er narkoman. Han ses her med den kvinde, som han gifter sig med, men hvis sikkerhed han ikke prioriterer højere end sin egen. Det er besynderligt at sådan noget kan bruges som "underholdning", og det er fascinerende, at det samtidig er en del af en (redigeret) virkelighed ....