De vilkår, der møder en selvudgiver, er hårde, uretfærdige og ofte dybt irrationelle. Indtil jeg begyndte som selvudgiver, havde jeg altid fået anmeldelser, og mine bøger var også kommet på bibliotekerne, så det troede jeg i min naivitet var det normale ved alle udgivelser. Jeg blev klogere: når jeg henvendte mig til aviserne for at spørge, om der kom anmeldelser af min seneste selvudgivne ebog, og til bibliotekerne for at spørge efter lektørudtalelser, blev jeg fejet af som "selvudgiver". (Den samme oplevelse havde jeg, da jeg nogle år senere gentog processen i forbindelse med tre Mellemgaard-udgivelser, men nu var det boghandlerne, der var direkte uforskammede).
Det forargede mig, at selvudgivere AUTOMATISK får problemer, som andre forfattere ikke har, så jeg gik i gang med en analyse af situationen. Jeg fandt hurtigt ud af, at selvudgivere ikke er den homogene gruppe, som den etablerede forlags-, biblioteks- og avisverden har postuleret, men det må dog siges, at rigtig mange af de selvudgivne værker, jeg blev præsenteret for, havde alvorlige skavanker. At skære alle over én kam er imidlertid vanvid og også meget mistænkeligt, da det unægtelig giver det etablerede system en fordel ved at tynde ud i bogstrømmen, der konkurrerer på markedet med bøgerne fra de store forlag. (Der udkommer over 10.000 bøger på dansk hvert år, hvilket vil sige, at hver bog har altså 9.999 konkurrenter på bogmarkedet).
Den 30. september 2016 havde Berlingske Tidende en artikel på, der var meget afslørende: litteraturredaktør Søren Kassebeer sagde bl.a., at bøger fra selv-og medudgiverforlag (f.eks. Mellemgaard) typisk ikke er noget, han vil bruge tid-og spalteplads på: "Mit indtryk er, at niveauet generelt er meget lavt, og i en seriøs avis som Berlingske anmelder vi ikke amatørbøger – ligesom vi jo heller ikke anmelder for eksempel amatørteater og koncerter med amatørsymfoniorkestre," som han udrykte det. Andre som f.eks. den tidligere formand for Dansk Forfatterforening, forfatter Lotte Garbers, litteraturkritiker Klaus Rothstein og diverse højt placerede bibliteksfolk er kommet med nogenlunde samme budskab.
Den barskeste er nok Lotte Garbers. Nogle af hendes udtalelser er imidlertid mere selvafslørende end oplysende vedr. selvudgiverbøgers kvalitet: "... hvis litteratur bare bliver noget, vi alle sammen laver, så bliver litterær kvalitet noget, vi om muligt får endnu sværere ved at snakke om. Og hvad med professionelle forfatteres selvfølelse, hvis det, vi laver, bare er noget, man kan lave, hvis man har et log-in til en selvudgivelsesportal?" Hun ser det som dybt bekymrende, hvis der rokkes ved det elitære begreb, der stadig knyttes til alle kunstretninger, og jeg kan more mig over hende, samtidig med at jeg koger indeni af raseri, for hvad bilder hun sig ind? Hvor vover hun at sætte sig som vagthund for den elitære bogverden ved at nedvurdere andre bøger, som hun ikke har et personligt kendskab til? En bog er en bog i sin egen ret, ligesom et menneske er det, og begge bør bedømmes på disse præmisser og ikke smækkes sammen til én ubestemmelig grød.
Dette elitære system er som skruen uden ende, for når aviserne holder selvudgiverne ude, så gør bibliotekerne det også, og de er ellers normalt med til at sikre forfatterne en levevej. Selvudgivernes bøger får ikke de livsvigtige lektørudtalelser, der baner vejen til bibliotekshylder og/eller eReolen. Materialechef for Københavns Biblioteker Inger Gyldenkærne, har erkendt, at selvudgivere lettere bliver overset, netop fordi de ikke bliver anmeldt, eller fordi de som regel ikke får en lektørudtalelse. Hun understreger dog samtidig, at det i nogle tilfælde også handler om det litterære niveau. "Jeg vil ikke sige, at der generelt er et kvalitetsproblem. Men nogle af de ting, der bliver selvudgivet, bliver det, fordi de ikke er kommet igennem på et forlag." Sagen er jo den, at processen med at udkomme på et etableret forlag tjener som et kvalitetsstempel, og det er der brug for ved hvert trin af hele denne lange vej imod anerkendelse, berømmelse og penge ...
Min holdning til alt det her er, at vi bliver røvrendt af systemet, men at det eneste, man kan sætte op imod det er at skrive bedre og bedre og dermed bevise, at man ikke er amatør, og at man har ret til at kalde sig forfatter. Problemet er bare, at når man er sin egen redaktør + kritiker, bliver man så indsyltet i værket, at man ofte glemmer at sikre kvaliteten ... Dvs. at jeg står som kritiker af systemet, samtidig med at jeg ikke ser ukritisk på selvudgivere som gruppe.
Disse synspunkter har jeg senere uddybet i en kronik i Arbejderen: https://arbejderen.dk/idekamp/elit%C3%A6rt-system-udelukker-selvudgivere
https://www.berlingske.dk/…/det-er-nemt-at-udgive-boeger-se…
https://www.bod.dk/…/rundt-om-bibliotekernes-lektoerudtale…/
https://litteratursiden.dk/…/jon…/portraet-af-en-selvudgiver
Ingen kommentarer:
Send en kommentar