fredag den 5. juli 2019

Reality-serier





Jeg har aldrig før set reality-serier, men i forbindelse med en slem forkølelse blev jeg så slatten, at jeg var parat til at tage et kig på noget, der også var helt nyt for mig: MTV. Det, der fængede, var Catfish, som jeg stadig synes har en vis værdi og så Teen Mom, der rystede mig en hel del, selv om jeg må indrømme, at det også havde en vis underholdningsværdi. Og hvorfor nu det? Jo, for jeg anede ikke, at man kunne lave TV over et koncept af denne type, og det fascinerer mig på mange måder, for hvad bliver det næste?
Nå, men Teen Mom, der nu findes i flere serier med både nye og gamle medvirkende, fortæller historien om unge kvinder, deres familie og deres kærester, når en baby pludselig melder sin ankomst.
Mor og far er omkring 16 år, og graviditeten er ikke ligefrem noget, der gør livet let for de unge mennesker. I mange tilfælde fordufter fyren ret hurtigt, sådan at det bliver den unge pige og eventuelt hendes familie, der må stå for opfostringen af junior. Det kan forløbe nogenlunde glat, men i de fleste tilfælde giver det anledning til store problemer af både social, økonomisk og følelsesmæssig art.
Det, der forbløffer mig, er altså konceptet: man tager en gruppe sårbare, unge kvinder og følger dem helt ind på fødestuen og hjem igen, hvor de skal forsøge at få en hverdag op at stå. Det er altså virkelige mennesker, man følger gennem flere år, og den ældste gruppe har i omkring 10-11 år ageret TV-stjerner.
Ordet "agere" er meget betegnende for det, der foregår, for nok hedder det sig, at dette er virkeligheden, men er det nu også tilfældet? Jeg vil sige, at som årene går bliver de medvirkende bedre og bedre til at spille sig selv. De får et kamera stukket op i ansigtet, men selv om de ikke er skuespillere, så er meget af det liv, vi ser på skærmen, redigeret - og det fremgår af dialogen, at mange af dem er sig det bevidst, og at de tilrettelægger deres fremtræden efter billedet af sig selv.
Det billede, jeg bringer her, er fra en rystende episode med en af de unge fædre, der er narkoman. Han ses her med den kvinde, som han gifter sig med, men hvis sikkerhed han ikke prioriterer højere end sin egen. Det er besynderligt at sådan noget kan bruges som "underholdning", og det er fascinerende, at det samtidig er en del af en (redigeret) virkelighed ....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar