tirsdag den 17. september 2019

En kvindeskæbne






Ingen ved vist, hvem denne kvinde var, men for mig er hun billedet på fattigdom og håbløshed. Det er tydeligt, at hun ikke har noget håb om fremtiden, og at hun er totalt udmattet af den realitet, der er hendes skæbne + hverdag.
Hendes hår er pænt sat i en nydelig frisure, og den flæsede kjole eller skørt viser, at hun på et tidspunkt har haft adgang til andet end laser og pjalter. Måske hun har fået den af en tidligere arbejdsgiver i et privat hjem?
Hvordan kan det være gået så galt? Mon barnet i hendes favn er nøglen til denne sociale deroute: kan det være født som det illegitime produkt af en "affære" - voldtægt??? - i det hjem, hvor hun (måske) har været tjenestepige? Ja, det kan det sagtens, og hendes holdning er interessant, for medens hendes arme holder og støtter den lille, som hun har på skødet, så drejer hendes hoved sig i en bevægelse væk fra underkroppen, hvor barnet hviler.
Billedet fortæller en masse - og så alligevel ikke ....


søndag den 15. september 2019

Voldtægt og kvindemord







Jeg faldt over dette billede efter lige at have læst om nogle seriemordere, der jagtede og myrdede kvinder. Nogle af dem blev filmet, medens de afgav forklaring og tilståelse, og de fleste så ikke ud til at angre noget som helst. Synet af og tanken om kvinder gav dem lyster, der for dem var nok til at myrde dem, der havde vakt disse fornemmelser. Kun mænd ligger på lur i buske eller står skjult i mørke porte, etc. for at kaste sig over medlemmer af det andet køn og stjæle sig adgang til deres kønsorganer. Det er ikke bare et moralsk forkasteligt overgreb, men også noget der går imod naturens orden.
Normalt sker der det i dyreverdenen, at hanner slås med hanner, og at hunnerne lader sig overbevise af forestillingen om, at vinderen er den bedste at parre sig med. Nogle dyreracer slås ikke korporligt, men nøjes med at fremvise flotte fjer eller andet, der virker uimodståeligt på hunnerne.
Alt det er der så menneske-hanner, der springer over for at bemægtige sig det, de mener sig berettiget til. For at sløre deres handlinger - og de er jo stemplet som kriminelle - kan de så finde på at myrde deres offer. Noget, der strider imod naturens planer for hunner, parring og afkom, men det tænker d'herrer ikke på, for de vil bare af med det, der klør.
Kvinder er langt mere værd både for sig selv, deres familier og samfundet end at at skulle ende i en grøft som et voldtaget og myrdet offer. Det bør de altid minde sig selv om, for så kan det være, at deres faste tro på eget værd siver ind i den patriarkalske ideologi og gennemhuller en masse vanvittige forestillinger om kønnene og deres respektive stilling.

torsdag den 12. september 2019

Lykke



Alle har vel deres egen ide om, hvad lykke er, men noget går igen: lykke er noget med liv i bevægelse. At sidde stille og meditere kan være særdeles vidunderligt, men i vores samfund rangerer det ikke højt som lykke-udfoldelse. Næh, lykke er snarere noget med lækre strande, masser af flotte, glade mennesker, der giver udtryk for livsglæde, rigdom og personlig succes. Hvis man ser på annoncer for "lykke-produkter", så er det altid det billede, der tegner sig. Smukke, unge mennesker "lever livet" med penge, drinks, sex og opmærksomhed. Den, der ikke kan - eller vil - hylde dette livsmønster, regnes for "sær" samt sandsynligvis misundelig. Dem, der dyrker den demonstrative lykke-rus, vil jeg kalde "lykke-junkies", for de kan ikke få nok, hverken af det, de forstår ved lykke og af demonstrationen af, at de besidder denne så tilbedte lykke ...
Sandheden er dog, at det lidt skæve individ, der ikke forsøger at udstille den eftertragtede type lykke meget vel kan have et rigt indre liv og være i gang med store planer, som "lykke-junkies" ikke forstår sig på, for det er jo "kedeligt", ikke? Her kommer jeg til at tænke på noget, som Einstein har sagt om livsvalg:


 
Dette giver jeg ham helt ret i. Jeg mener også, at han har ret i, at et liv som enegænger kan være meget tilfredsstillende. Det kan måske være meget rart med annoncernes skønne strande, flotte venner, etc., men ikke som livsmål.


tirsdag den 10. september 2019

Porno som levevej



Jeg ved ikke, om dyr er interesseret i porno, men det skulle såmænd ikke undre mig. Blandt mennesker er der afgjort en vis interesse, der går langt tilbage til en tid, hvor "frække billeder", etc. dog også kunne have en religiøs betydning. Det har det ikke mere, men for nogle er det blevet en form for religion i sig selv: de køber porno, udveksler porno-billeder med kammeraterne og tænker i porno-baner. Det sidste er gået ud over kvinder, der i nogle tilfælde har klaget over at blive behandlet som sex-legetøj.
Dermed ikke være sagt, at kvinderne ikke også kan være porno-forbrugere, men jeg tror, at de som regel tænder mere på ord end på billeder. Det er der så nogle mænd, der ikke forstår, og som gør nar ad deres forbrug af urealistiske bøger om hede kæresteforhold, medens de selv savler over billeder af forskellig art.
At der er nogen, der rent faktisk lever af at lave billed-porno, betyder dog ikke, at tolerancen er blevet større i alle kredse. Her tænker jeg bl.a. på Farrah fra MTVs "TeenMom OG", der altid fremtrådte som en strid banan, men som rent faktisk blev fyret for at lave porno. Man spørger sig selv, hvorfor hun gjorde det, var det ikke nok med MTV-gagen, og havde hun pengeproblemer? Det skulle ikke undre mig, om hun rent faktisk var langt fattigere, end hun virkede. Udadtil havde hun succes med sine forskellige forretninger - alt fra isbarer til møbelforretninger - men om det virkelig forholdt sig sådan, ved jeg ikke.
Nå, men ved at medvirke i et program som "TeenMom OG" havde hun allerede solgt sit ansigt, sit liv og sine drømme, men med pornoen solgte hun også sin vagina. Dvs. at hun nu solgte en indsigt i sit liv, der for andre betød, at hun overskred en grænse mellem acceptabelt og uacceptabelt. Denne grænse går ved nogle tågede forestillinger om moral, for ingen ville sikkert have løftet et øjenbryn, hvis hun havde solgt det samme, som hun nu viste frem til almen beskuelse, til en rigmand, der kunne give hende den ring på fingeren, som hun drømte om.
Der er nogle ting omkring porno, dens forbrugere og dens udøvere, der trænger til en alvorlig gennemgang, for som det er nu, ved vi egentlig ikke så meget om den, og hvad vi skal synes om de mennesker, der lever af den. Personlig er jeg ikke forarget over Farrah og hendes valg, for er det virkelig så meget værre at sælge numse-billeder som close-ups af et ansigt, der ofte er forvrænget af tårer? Hvad er mest afslørende, og hvor er man mest sårbar?
 

lørdag den 7. september 2019

Øv, racisme







En munter skildring af noget grimt, nemlig racisme. Gad vide, om det nogensinde forsvinder helt, nu hvor verden skrumper ind, og vi bl.a. mødes via turismen. Det bør det selvfølgelig, også fordi vi jo blander gener, om jeg så sige. Noget, der er og altid har været naturligt. Hvis ikke det var naturligt, så ville det slet ikke kunne lade sig gøre, sådan som det f.eks. er tilfældet med et træ og en tiger. DEN går ikke, men en tiger og en løve kan godt få afkom, ligesom en dansker og en australier ....



torsdag den 5. september 2019

Tanker og tænkning ...







Hmmmmmmmmmm - ja, det er nok rigtigt, men det kommer an på det emne, der kører i hovedet på én. Der er underholdnings-tænkning og livsforandrende-tænkning + forskellige mellemstadier. Hvis det hoved, hvor tænkningen foregår ikke rigtig er lagt an til tænkning, så er tanker sikkert lige så svære for denne person som ikke-tanker ville være for en decideret tænker. Forøvrigt tror jeg ikke, at en hjerne - formentlig også hos dyrene - kan være blank, dvs. uden tanker ret lang tid ad gangen. Måske det kun sker ved meditation, hvor sindet så at sige overtages af en lyd eller et billede, der opfylder det.
Sært system, men ikke særere end det faktum, at vi suset rundt på et rundt objekt i det, vi kalder "Rummet", men at vor færd er begrænset af tid og rum på en måde, som vi slet ikke kan fatte. Kort sagt: livet er højst besynderligt ....

onsdag den 4. september 2019

Dydsiret porno ....







En ny skrante-periode har fået mig til endnu engang at kigge lidt på den berømte og/eller berygtede MTV-serie "TeenMoms OG". En af de mest farverige mødre var Farrah Abraham, der fik en datter med en kæreste, der døde inden fødslen. Ingen har haft meget pænt at sige om hende, for hun har altid været utrolig ubehagelig over for mennesker, hun ikke kunne lide, eller som forstyrrede hendes forestillinger om, hvordan verden burde være. Trist nok gælder det noget nær ALLE i hendes omgivelser, inklusiv hendes forældre, så selv om hun åbenbart kender en masse mennesker, så virker hun samtidig ualmindelig ensom. Fyren, hun regnede for sin kæreste, vil således ikke andet med hende end at have hende som bolle-veninde, og hun vil altså forloves, giftes og alt det dér. Noget, der på et tidspunkt fik hende til at handle helt vildt, da hun på egen hånd investerede i en forlovelsesring, som hun så forventede, at han betalte, idet han samtidig formodedes at fri. Intet tydede på, at det var hans hensigt, men sådan havde hun altså opfattet forholdet, så ...
Jeg er godt klar over, at hun på nogle områder er komplet skør (og ubehagelig), men hun kommer også ud for skøre og ubehagelige situationer, der forstærker problemerne. At meget af dette skyldes hendes totale mangel på empati og fornemmelse for de gængse sociale regler er sørgeligt, for hvad gør man med sådan et menneske? Vedkommende er jo helt uden for pædagogisk rækkevidde og havner derfor i vanvittige situationer den ene gang efter den anden.
Mht til Farrah så er hun røget ud af serien i hvert fald to gange, og det skyldes bl.a., at hun har forsøgt sig med porno. Således har hun ikke bare indspillet i hvert fald én porno-video, men også haft en sex-website, hvor hun angiveligt viser sig frem med forskellige avancerede sex-lege. Det har ikke huet MTV, og de fyrede hende for åben skærm.
Denne udvikling er faktisk ganske interessant, fordi så meget på MTV bygger på en lummer score-verden, hvor der tales om sex, og hvor der vises masser af pseudo-sexscener: der lægges op til en masse, og man har indtryk af, at der sandelig er gang i hormonerne i kulisserne, men der vises ikke noget direkte. Desuden er der ingen tvivl om, at der hersker en voldsom dobbeltmoral samt et mere eller mindre oldnordisk syn på parrenes samvær. På den ene side lumres der omkring sex, på den anden afvises det meget kontroversielle som f.eks. Farrahs video.
Hvad Farrah angår, så er hun som person anstødelig, fordi hun er så ubehagelig over for alle omkring sig, men spørgsmålet er, hvorfor hun opfører sig sådan. Er hun skingrende skør eller dybt ulykkelig? Nu er hun tilsyneladende ude af serien på grund af sit porno-bierhverv, så det spørgsmål får man vel aldrig svar på, hvilket jeg synes er trist.