Meget kan man sige om H.C. Andersen, men ingen har kaldt ham køn. Det er en af grundene til, at jeg har svært ved at forestille mig, at han i virkeligheden var den illegitime søn af kong Christian VIII og komtesse Elise Davivia Margrethe von Ahlefeldt-Laurvig. Han ligner i hvert fald slet ikke kongen, der var en flot og statelig mand.
Med lidt god vilje kan man
måske se en vag lighed med den sprælske komtesse, der dog ikke er større end ligheden med så mange andre.
Hun var lidt speciel, da hun i sin tidlige ungdom fik en datter uden for ægteskab, som hun bortadopterede, men senere fik en vis kontakt med. Den slags kunne mænd slippe godt fra i hendes højfornemme kredse, men normalt ikke kvinder.
At geniet H.C. Andersen umuligt kunne være søn af en fattig skomager og en fordrukken vaskekone ligner i mine øjne en form for bagvendt logik, der kræver mere end indicier og gætterier. Dem, der har fremsat den, kan ikke stille med et uomtvisteligt bevis i form af DNA, kun formodninger, gætterier og et indicie-puslespil, der ikke rokker ved H.C. Andersen-myten om den grimme ælling, der går meget ondt igennem, men ender som en smuk svane.
Den kendsgerning, at han blev hjulpet frem af fornemme og velhavende mennesker, tjener heller ikke som et bevis. Disse selv samme personer behandlede ham jo på en vis måde som deres "kæledyr", og han følte sig vist aldrig helt tryg i deres midte.
Skulle det vise sig, at hans biologiske far er en anden end den unge skomager, der giftede sig med sin meget gravide og ældre kæreste - HCA blev født 2 måneder efter brylluppet - så bør vi bare være glade for, at han kom ind i billedet, for han inspirerede drengen og vakte hans glæde ved det skrevne ord. De var begge drømmere, og det er synd, at drengen mistede denne sjælefrænde i en så ung alder.
