Sengekantsskuffelser ....

Her har vi en dame, der virkelig har anstrengt sig for at henlede mandens opmærksomhed på sine erogene zoner, og så fabler han om æblekage. Nok smager det godt, men det burde der også være andet, der gjorde. Dér ligger hun, oprigtigt interesseret i et produktivt senge-samarbejde, og så er han trekantet og kan/vil ikke. Er det ikke, hvad mange kvinder tit føler? Øv, siger jeg bare ...

Sprog med tidsler?

Denne plakat indikerer, at hvis man bruger ord som en sømand, dvs. bander og svovler, så har man et problem. Det er da muligt, at bandeord ikke er velsete i de såkaldt finere kredse, men jeg mener nu, at de mange gange er nødvendige for at formidle et budskab, der ikke fremgår af ord alene. Gode bandeord signalerer, at man sørme mener det, man siger - øhhh, bander - og at det skal tages alvorligt. Selv har jeg et helt arsenal af "slemme, grimme" og først og fremmest meget personlige bandeord, som jeg enten slynger ud eller hvisler frem, som situationen nu er til det.
Som regel er disse ord reserveret til stunder i enrum, men det sker, at de tiltvinger sig adgang til min almindelige hverdag, og det kan måske være lidt barskt for personer, der ikke kender mig og mine vaner. Jeg undskylder det dog sjældent, og er derfor glad for at se, at andre har et lige så afslappet forhold til de "slemme ord" som jeg selv:

https://www.dr.dk/nyheder/kultur/boeger/band-loes-helvede-du-faar-det-bedre-af-det-mener-forfatter?cid=newsletter_nb_kultur-daglig_20191024145840

Den ufødte gudinde ...

En af de ting, jeg er i gang med, er den græske og romerske mytologi. Der finder man de vildeste og også sjoveste historier om skrupskøre guddomme, som folk angiveligt har troet på og tilbedt. Det er ren science fiction, men nogle af guderne er nu ret underholdende. Dette gælder bl.a. (Pallas) Athene: hun er "visdommens gudinde", og hendes fødsel var noget ud over det sædvanlige. Hendes far (Zeus) åd nemlig hendes gravide mor (Metis), fordi han var blevet spået, at det barn, hun ventede ville blive en større guddom end ham selv. Det kan den øverste guddom i en vilkårlig religion selvfølgelig ikke acceptere, og da han selv var kommet til magten ved at styrte sin far (Kronos), frygtede han det værste fra det ufødte barn.
Eftersom Metis havde været gravid, da hendes ægtefælle slugte hende, endte det med, at det ufødte foster levede videre i sin far for derefter at bryde ud af hans pandeskal - nogle kilder siger lår - i fuldt færdig tilstand. Dvs. en voksen kvinde med spyd, hjelm og med et skjold, så hun var og parat til kamp. Sært nok er hun søster til krigsguden Ares, der dog ikke synes at have haft en så eksotisk fødsel som hende.
Sådan, "Star Wars" og alle jer andre, gå hjem og vug, for I slår ikke Athene!

Oprydningens forbløffende opdagelser

Under den store oprydning og bortskaffelse af overflødige ejendele, som jeg har været i gang med et  stykke tid, er jeg stødt på nogle sære ting, som jeg ikke anede, at jeg havde. En af disse er to flasker, (der tydeligvis har været dyre!!!), til reptile-cleaning. Hvorfor dælen har jeg sådan noget, og hvorfor har jeg gemt det indtil nu, hvor det er mere eller mindre indtørret?????
Jeg hverken har eller har haft levende reptiler bortset fra barndommens skildpadder, og slanger har jeg aldrig haft, så det er først efter at have rodet meget i min glemsomme hjernekiste, at det dæmrer for mig: jo, jeg havde faktisk engang en krokodille-taske, og den har jeg åbenbart pudset og gjort ved med hele to dyre remedier. (Senere har jeg så foræret den væk, formentlig til Kirkens Korshær, der er det sted, hvor de fleste af mine overflødige ejendele havner. Ikke fordi jeg er kirkelig, men fordi en af deres butikker ligger dejligt tæt på ....)
Under oprydningen er jeg stødt på mange mere eller mindre dyre ting, som sagde mig noget engang, men som jeg ikke længere er interesseret i. Jeg vil ikke kalde det "udvikling", når jeg nu tager afstand fra den slags og forærer det væk eller bare kasserer det, men min for undring over overhovedet at besidde den slags viser mig, at man sørme kan forandre sig ....

Mande-prøven ...

En nuttet, ung mand, der består PRØVEN: ser han pigen i øjnene, eller vandrer blikket ned i hendes udskæring? (Ikke, at man egentlig ville kunne fortænke ham i, at hans blik kom lidt på gale veje, for hendes påklædning lægger ligesom op til mandlig opmærksomhed, men ...)
Det dér med at være udfordrende klædt er noget af en boomerang, for hvis det virker ved at tiltrække sig mandlig opmærksomhed, så er det måske nok en sejr for damens forfængelighed, men samtidig er det altså en fornærmelse. Ja, FORNÆRMELSE, intet mindre, for så ses hun jo ikke som individ, men som en krop, og det er stadig fy-føj. Dvs. at denne situation kræver en person, der er god til kønsrolle-linedans, og dér kan man kun sige: held og lykke ....

"Den "royale" ælling"???

Meget kan man sige om H.C. Andersen, men ingen har kaldt ham køn. Det er en af grundene til, at jeg har svært ved at forestille mig, at han i virkeligheden var den illegitime søn af kong Christian VIII og komtesse Elise Davivia Margrethe von Ahlefeldt-Laurvig. Han ligner i hvert fald slet ikke kongen, der var en flot og statelig mand.

Med lidt god vilje kan man måske se en vag lighed med den sprælske komtesse, der dog ikke er større end ligheden med så mange andre.

Hun var lidt speciel, da hun i sin tidlige ungdom fik en datter uden for ægteskab, som hun bortadopterede, men senere fik en vis kontakt med. Den slags kunne mænd slippe godt fra i hendes højfornemme kredse, men normalt ikke kvinder.
At geniet H.C. Andersen umuligt kunne være søn af en fattig skomager og en fordrukken vaskekone ligner i mine øjne en form for bagvendt logik, der kræver mere end indicier og gætterier. Dem, der har fremsat den, kan ikke stille med et uomtvisteligt bevis i form af DNA, kun formodninger, gætterier og et indicie-puslespil, der ikke rokker ved H.C. Andersen-myten om den grimme ælling, der går meget ondt igennem, men ender som en smuk svane.
Den kendsgerning, at han blev hjulpet frem af fornemme og velhavende mennesker, tjener heller ikke som et bevis. Disse selv samme personer behandlede ham jo på en vis måde som deres "kæledyr", og han følte sig vist aldrig helt tryg i deres midte.
Skulle det vise sig, at hans biologiske far er en anden end den unge skomager, der giftede sig med sin meget gravide og ældre kæreste - HCA blev født 2 måneder efter brylluppet - så bør vi bare være glade for, at han kom ind i billedet, for han inspirerede drengen og vakte hans glæde ved det skrevne ord. De var begge drømmere, og det er synd, at drengen mistede denne sjælefrænde i en så ung alder.

Genoplivning af de døde?

Det lader til, at nogle videnskabsmænd vil forsøge at genoplive døde mennesker ved hjælp af stamceller.

https://www.sciencepagenews.com/2019/10/15/scientist-get-green-light-to-bring-back-dead-to-life-with-stem-cells/?fbclid=IwAR1nFVUR21wsWP16VRGkCmElwg4Dpxgn-0O6Ev5dR-lwYd6HYhtTAA8y7N4

Skulle det lykkes, (hvilket jeg ikke kan forestille mig!!!), så vil de gamle forestillinger om "levende lig" få et helt nyt indhold. Vampyrer, zombier og spøgelser bliver lige med et noget helt andet ...

Man kan sørge voldsomt over at miste en god ven, en ægtefælle eller et barn, for døden har hidtil været endelig: selv om myterne siger noget andet, så er der faktisk ingen, der er kommet tilbage. Dvs. nogle påstår jo altså, at de har set afdøde personer, men i en anden form, end da de levede: kødet har så at sige været væk, og den afdøde er ikke længere som han/hun var i live, men tilhører ifølge overleveringen en gruppe, der står uden for de levendes skare. Det er en myte, hvor den døde befinder sig i en helt anden situation, end dengang han/hun levede.
Mht forskernes nyeste påhit, så gad jeg nok vide, hvilket liv, der kan vente en, der virkelig er død, men er blevet genoplivet. Hvor lang tid er der gået, siden døden indtraf? Hvor mange af den genoplivedes venner og bekendte lever stadig? Implikationerne af en eventuel genoplivelse er mange og en af dem er formentlig er dyb skuffelse over den tilværelse, der venter den genoplivede ....