Dagligt hysteri

Jeg gad nok vide, hvor mange daglige hysterianfald, der er for mange. Selv ser jeg det som et led i en sund "luk luft ud"-proces, der egentlig føles ganske godt, men som nogle mennesker finder afskyelig. Foreløbig har jeg ikke sat grænser for mig selv, men nu hvor jeg er begyndt at tale med mig selv, må jeg måske skrue ned for dampen. Eller skal jeg fortsætte med at være ligeglad?
Noget af det, der virkelig fik mig op at køre var alle de problemer, der har været med at få mit nye fjernsyn i gang. Kors, hvor har jeg bandet, hvæset og skabt mig over alle de problemer, der har været, fordi det bare ikke virkede. Forhåbentlig er min meget stille og urbane nabo lige så tunghør, som jeg selv er blevet, for ellers får jeg helt sikkert prædikatet "skrupskør HYSTADE" ...

Vaskekonens søn: H.C. Andersem

https://arbejderen.dk/idekamp/vaskekonens-s%C3%B8n



Når man tænker på H. C. Andersens barndom, så fylder faderen, friskomager Hans Andersen (1782-1816), mest, for han inspirerede drengen til at fantasere og drømme de store drømme om ære og berømmelse, der førte til det forfatterskab, vi elsker. Sammen med ham levede barnet i en eventyr- og teaterfantasi, så det betyder ikke så meget, at han måske slet ikke var hans biologiske far. Sagen er nemlig den, at da han blev gift med H. C. Andersens mor, Anne Marie Andersdatter (1773/1775-1853), den 2. februar 1805, var hun allerede gravid, og kun to måneder efter fødtes digteren, nemlig den 2. april 1805.
Begge forældre kom fra socialt belastede familier, hvor nogle medlemmer ikke ligefrem pyntede på stamtræet. Blandt andre var Hans Andersens far kendt som en galning, der vandrede omkring i Odenses gader, hvor han blev drillet af hårdhjertede unger, og H.C.s moster drev et bordel.
Noget, vi ved, der fyldte ham med en særlig skam, var den kendsgerning, at hans mor inden sit ægteskab havde født en illegitim datter, Karen Marie Andersen (1799-1846), som han aldrig selv omtalte som sin søster, men som "min moders datter".
At han kunne have hjulpet hende i hendes hårde kamp for at klare sig igennem efter mange år med forefaldende arbejde, faldt ham tilsyneladende slet ikke ind. Skammen over selve hendes eksistens vandt over velanstændigheden.
I 1812 lod Hans Andersen sig af økonomiske grunde hverve som soldat i stedet for en indkaldt bondesøn, der betalte sig fri med en større sum penge til den fattige skomager. Desværre blev dette ikke den redning, han havde håbet på, for da han vendte hjem to år senere, var han ikke bare syg og nedbrudt, men pengene var tabt på grund af statsbankerotten i 1813.
Ikke engang "Den kloge kone i Ejby" kunne redde hans liv, og et par år efter giftede Anne Marie Andersen sig med en mand, der desværre viste sig at være luddoven og slet ikke indstillet på at forsørge familien. Hun, der før sin første graviditet havde været kendt som en meget proper ung pige i sine tre ansættelser som tjenestepige, måtte tage det hårde arbejde som vaskekone, hvilket lader til at have startet det fysiske og psykiske forfald, der ødelagde hende.
Der var ikke mange former for kvindearbejde i denne periode, og det, der var, blev lavt lønnet, blandt andet ud fra de gængse forestillinger om et "forsørgerprincip": Om så den enkelte kvinde sled sig op med hårdt arbejde, så blev hun ikke anset for at være den "primære forsørger" og blev blandt andet derfor lønnet lavere end manden.
Kvinders arbejdsområde kunne være meget omfattende, men fremstod alligevel ikke som noget "synligt", fordi det først og fremmest bestod af husarbejde, enten i deres eget hjem eller hos andre. På landet malkede de køerne, skummede fløden og så fremdeles samt syrnede mælken og fremstillede forskellige ostetyper.
Det vil sige, at alle mejerifagets færdigheder oprindeligt er udviklet af landbokvinderne. Ud over de daglige gøremål som madlavning, rengøring og vask skulle kvinderne sørge for at karte, spinde og væve uld fra fårene. Alt dette – og meget mere! – stod kvindene for, og selv om mændene tog sig af de fleste udendørsopgaver, så hjalp kvinderne også til ved store arbejdsopgaver som høst og tørvegravning.
Af selvstændige og mere ambitiøse erhverv var der vel egentlig kun arbejdet som jordemor. Uddannelsen til jordemoder blev indstiftet i 1714, og den tog et par år, hvorefter man blev eksamineret af en læge. Nye elever blev dog undervist af jordemødrene selv.
En sådan uddannelse har reelt set været uden for Anne Marie Andersens muligheder, og der er da heller ikke noget, der tyder på, at hun har drømt om at få den. Hun ville for eksempel ikke kunne afsætte to år af sit liv som den reelle hovedforsørger af den fattige familie, hvor ikke engang den flyvske og drømmende søn bidrog med en indtægt. Sådan noget som jordemor var altså udelukket, og der har ikke meldt sig andre muligheder end jobbet som vaskekone.
Det vil sige, at hun har skullet være glad, når hun fik en arbejdsopgave, der rent faktisk tærede på hende, både fysisk og psykisk. Er der noget at sige til, at hun drak? Det var uheldigt, for det var med til at undergrave hendes helbred, men man forstår hende, omstændighederne taget i betragtning.

 

På Vilhelm Pedersens illustration til et af de af H. C. Andersens eventyr, "Hun duede ikke", der formentlig er et (romantiseret) portræt af moderen som vaskekone, står hun ude i Odense Ås iskolde vand ved en såkaldt to-stol af træ og banker løs på det snavsede linned for at få snavset ud. Før da brugte man en kampesten – en såkaldt to-sten – så stolen har været ret avanceret, hvilket gør, at man spekulerer på, om Vilhelm Pedersen havde ret i sin fremstilling, eller om han bidrog til romantiseringen af hendes arbejde.
Det mest almindelige vaskemiddel var oprindelig aske, og først senere kom der brun sæbe, men så vidt jeg har forstået, brugtes det mest ved vask i gruekedler, og det er der ikke tale om her. Anne Marie har virkelig stået krumbøjet over andre folks snavsetøj og knoklet med at få det rent. Udslidt af hårdt arbejde, sorg, modgang og druk dør hun i "fattigstiftelsen" Doctors Boder i 1833.
Man kan ikke sige, at H. C. Andersen ikke har haft sans for hendes svære liv, for han giver et par gribende billeder af hende, både i "Mit Livs Eventyr", hvor han fremstiller hende som en lille, fattig pige, der var blevet sendt ud af sine forældre for at tigge, men ikke havde held med sig. Fortvivlet sidder hun under en bro ved Odense Å, og man genkender sceneriet fra hans eventyr "Den lille pige med svovlstikkerne".
Han har forstået situationen, men har tidligt besluttet sig for, at han ikke vil lade sig opsluge af denne negative verden. Hvor hans mor drømte om, at han ville lære et håndværk og derefter være med til at forsørge familien, søgte han andre veje, medens hans mor og søster knoklede videre. Noget der er forståeligt, når man tænker på, hvem – og hvad – han var, men alligevel ...

Litteraturhenvisninger:

H. C. Andersen: "Mit Livs Eventyr", 1855

 

H. C. Andersen: "H. C. Andersens Levnedsbog 1805-1831", Det Schønberske Forlag, 1962

Johan de Mylius: "H. C. Andersen – liv og værk. En tidstavle for 1805-1875", Aschehoug, 1993

Bent Østergaard: "Min moders datter. H. C. Andersens ukendte søster, Karen Marie", kronik i Kristeligt Dagblad, 31. december 2010

Klitoris

Jeg har næsten lige haft en (lidt spøgefuld) udveksling af meninger og informationer på Facebook om det, nogle ser som en "lille knop, ja, nærmest som et riskorn". Forhåbentlig spiller fyrene mere uvidende, end de reelt er, for hvis det, mine diskussionsvenner sagde, svarer til deres viden, så ser jeg det som tegn på, at der virkelig mangler oplysning.
Eftersom deres udgangspunkt for en diskussion er deres egen krop og dens funktioner, så er det, som om de er/bliver komplet blinde for det, der gælder for en kvinde. F.eks. får deres mandlige kappestrid dem til at drømme om lange, lange penisser, der gør sig godt på herretoilettet, og når jeg så påpeger, at det ikke ville få kvinden op i de store nydelseshøjder at få sådan en til at hamre løs på hendes livmodermund, så aner de tilsyneladende ikke, hvad jeg taler om. Det er trist og sært ...

Skæg og ballade i kirkeligt regi

Jomfru Maria har altid forekommet mig at være en direkte komisk skikkelse, for ifølge overleveringen var hun ikke bare gift med en ældre mand, men hun blev gravid med ingen ringere end Gud selv - dog uden at blive regnet for en utro hustru. Og for at det ikke skal være løgn, bevarede hun tilmed sin jomfrudom, selv efter at hun fødte "Guds søn", det vil sige Jesus. Skal vi virkelig tro på sådanne myter? Tjah, det er der rent faktisk mange, der gør, for Maria tilbedes den dag i dag som "Guds Moder" i katolske lande, og hun er stadig med i vor protestantiske folkekirkes trosbekendelse: " ... født af Jomfru Maria ...".
Jeg har altid opfattet Maria ikke bare som temmelig komisk, men også som et stærkt og farligt kvindeundertrykkende element i kristendommen, fordi hun er den, der angiveligt "siger ja" til at lade sig misbruge af en patriarkalsk guddom. Som forbillede for kvinder bliver hun et middel til selvundertrykkelse, fordi de forsøger at leve op til de samfundsidealer, som denne misbrugte nikkedukke står for. Det er grunden til, at jeg som feminist altid har syntes meget bedre om oprøreren Eva, der ikke lader sig undertrykke af et uigennemskueligt påbud, men som glad og fro hapser det forbudte æble. (Min yndling er og bliver dog Adams første hustru, Lilith, som jeg selv har beskrevet forskellige steder, bl.a. i min e-bogs-kroniksamling "Lilith og Adam" på Saxo.)

Forleden genfandt jeg imidlertid en bog, der blev udgivet i 1983 på  det legendariske, men nu hedengangne Hønsetryk, nemlig "Den frugtsommelige abbedisse: kvinder og magt i middelalderen" af Marisa Rey-Henningsen, 1983. Dengang forvirrede den mig, fordi den brød med mit meget negative Maria-billede, men nu finder jeg stof til eftertanke i dens beskrivelser af ikke-socialt straffede eller fordømte munke og nonner, præsters illegitime børn og forskellige udskejelser i kirkerne.
I nutiden tager vi naturligt nok afstand fra vore dages kirkelige dignitarers pædofili og seksuelle udnyttelse af forskellig art, og det er godt. Det lader dog til, at det, vi heroppe i Norden så som den mørke middelalder, i Syden var noget ganske andet, der dannede grundlag for en ægte og glad sanselighed, som vi mistede med Reformationen - hvis vi da nogensinde har haft den.
De mange påbud og indsigelser imod de vildeste udskejelser i kirkelige kredse, der er bevaret, viser med al tydelighed, at der rent faktisk skete noget i kirken, der ikke var helt efter bogen. Man gjorde ikke indsigelse imod noget, der KUNNE ske, men som allerede var i fuld gang, og som stort set ellers blev tolereret. Præster, nonner og munke fik børn, som de måtte have lyst i kuld og køn, hvilket åbenbart var noget ganske dagligdags, der skete jævnligt.
Hvor jeg altid har opfattet de kvinder, der blev forført (???) og besvangret af præster som stakkels ofre for mandssamfundet, så var situationen så anderledes i Sydens middelaldersamfund, at mange kvinder foretrak en gejstlig elsker og far til deres børn frem for en ægtemand. Sagen var jo den, at dette arrangement gav dem en større social frihed med en helt anden rådighed over egen krop og formue, end de ægteviede kvinder havde.
Hvis det kun drejede sig om en seksuel frihed, ville jeg ikke synes, det var så interessant, for på det punkt er vi jo hærdede, eftersom vi jo kan se, at det såkaldte "frisind" for det meste bare dækker over en ny måde at undertrykke kvinden. Mantraet for dette system kunne være "smid tøjet og gør dig seksuelt tilgængelig, så får du magt og status i vores mandssamfund." Som Marisa Rey-Henningsen påviser, havde Sydens middelalderkvinder imidlertid ægte magt, og det er meget interessant at se det beskrevet, sådan som hun gør det her og i sin "Plovkvinden: eventyr og skæmtehistorier fra Galicia".

Hvad Hønsetryk angår, så var det en forlagsbedrift af Kirsten Alma Hofstätter, der ikke bør glemmes.  Hun skabte sit forlag, da hendes bog med strikkeopskrifter, "Hønsestrik", blev afvist af forlaget Røde Hane. Derpå stiftede hun forlaget Røde Høns, hvis navn senere blev ændret til Hønsetryk, og hér udgav hun adskillige kvalitetsbøger af forskellig art, men med udgangspunkt i feminismen. Hun var på mange måder helt unik og fortjener at blive husket som den pionér og foregangskvinde, hun var.

Marisa Rey-Henningsen på Hønsetryk:
Plovkvinden: eventyr og skæmtehistorier fra Galicia, 1977
Den frugtsommelige abbedisse: kvinder og magt i middelalderen, 1983

https://arbejderen.dk/b%C3%B8ger/forrygende-damer

Hva' vil du helst?

Forleden blev jeg spurgt, hvad jeg helst ville, nemlig være superheldig med ALT eller besidde super-kræfter. Jeg svarede, at en god omgang - og stabil tilførsel af - held i sprøjten ville være tilstrækkeligt for mig, men at jeg da ikke ville have noget imod at få et par super-kræfter oveni. Nogle af disse superkræfter har vi imidlertid alle sammen, og de er ikke noget at råbe hurra for, f.eks. slår det mig gang på gang, hvor kort livet er, og hvor hurtigt man ældes. DET er man virkelig god til, hvad enten man vil det eller ej ....

Rend og HOP!!!

Med sådan et billede får udtrykket "Rend og hop" et helt nyt indhold, for der ligger jo i det, at man ikke bare hopper/springer, men også bliver skyllet ud. Noget, som nogle ganske vist har fortjent, men som ikke er helt retfærdigt i forbindelse med andre, selv om folk måske hader dem. Sagen er jo den, at der er forhold og situationer, som de fleste af os ikke kan gennemskue. Når først man har gjort sig det klart, så render man selv - dog som regel uden at hoppe ....

Spøgelser og skriverier

Normalt er det ikke spøgelser, men levende mennesker, der bedriver "ghostwriting". Der er dog én form for "ghostwriting", der angiveligt har et andet udspring end den menneskelige hjerne: automatskrift! Jeg har selv prøvet det for mange år siden, men fandt det ikke særlig interessant, for enten er jeg omgivet af fladpandede gespenster, eller også dur det bare ikke.
Nå, men metoden består altså i, at man sætter sig ved bordet med papir og pen/blyant. Hånden hviler på papiret, og man skal være afslappet. Uden at forcere noget opdager man efter nogen tid, at hånden med pennen/blyanten af sig selv laver cirkler på papiret og/eller bogstaver. Nogle bruger metoden til at opnå "spådomme", idet de stiller den "ånd", der angiveligt styrer pennen/blyanten, forskellige spørgsmål. Mærkeligt nok kan man faktisk få en art svar, men jeg tvivler meget på, at de kommer fra andet end ens egen underbevidsthed ...