Egentlig en sjov tanke, at en slankekur er den eneste aktivitet, hvor tilbagegang er lig med fremgang. Ikke desto mindre er det tilfældet, og også jeg har i perioder næret et stærkt ønske om, at jeg ville blive udsat for denne type tilbagegang. At et vægttab kan stå i stampe, selv om man holder en diæt, er frustrerende, for det er nu engang ikke særlig sjovt at sulte. Desværre hører sult sammen med vægttab, og ingen på diæt undgår det formentlig, selv om der angiveligt findes midler til at sløre symptomerne.
Det siges, at åleslanke Audrey Hepburn sultede så meget under WWII i sit europæiske hjemland, at hun fik en livslang spiseforstyrrelse. Passer det? Jeg ved det ikke, men det skulle ikke undre mig, om det er sandt. Slank/mager var hun i hvert fald, og det blev en del af hendes image at have mere ynde end de filmstjerneformer, der var så berømte dengang.
En stjerne fra samme tid, der havde både ansigt og krop, der passede tidens idealer, var Elizabeth Taylor. Hun var forrygende smuk, men hun fik efterhånden en uheldig vane med at spise og drikke for meget, hvilket i perioder gjorde hende kvabset - eller direkte fed. Noget, der imidlertid blev udnyttet i filmen "Who's Afraid of Virginia Woolf?".
Kroppen er jo nu engang ikke bare et udskifteligt hylster, men det er også selve "huset" for det, man i mangel af et bedre udtryk kunne kalde "sjælen". At lade den gå til i deller er forkert af helbredsgrunde, men svært er det sgu', når alternativet er sult og afsavn ....
